Spændingsroman med journalistisk bid

Oprettet: 24.02.2011 - 16:57

Indvandreren er en spændingsroman med journalistisk bid. Den griber fat om et par relevante politiske problemer: racisme og Danmarks indvandrerintegration. Foruden sin skarpe beskrivelse af mediernes verden udmærker den sig ved at ha en rigtig varm og dejlig tone. Her giver Olav Hergel svar på spørgsmål om bogen.

Romanens hoved person Rikke Lyngvig er en spændende person. Hvad er hun for en kvinde - og hvorfor har du valgt hende som hovedperson?

Rikke er også hovedperson i min første roman Flygtningen, som er filmatiseret med Iben Hjejle som Rikke. Da jeg begyndte at skrive Flygtningen, havde jeg en mandlig journalist som hovedperson, men det låste mig, fordi jeg selv er journalist og deler nogle af hovedpersonens synspunkter. Hvis det var en mand, så ville alle læse det, som om jeg skrev om mig selv, men i det øjeblik jeg forvandlede hovedpersonen til en kvinde gik det meget lettere. Det havde den store fordel, at jeg kunne lade hende være mere modig, mere velskrivende, mere sexet og kønnere end jeg selv. Desuden findes Rikke rundt om på redaktionerne.

Hun er stærk, klog, ambitiøs, men også skrøbelig, fordi hun har mistet sin far på grund af druk og sin elskede mor på grund af selvmord. Hun er en gang blevet svigtet, og hver gang hun finder kærligheden, så er hun bange for at binde sig, fordi hun er bange for at miste igen. Derfor er hun stadig alene. Hun drømmer om den store kærlighed, men tvivler på at hun finder den og har set i øjnene, at i den kontrakt hun har med livet, der er børn noget hun nok aldrig får, og mænd nogle der kommer og går. På den måde spejler hun også mange moderne kvinder, der er både afhængige og uafhængige af mænd. Da jeg havde skrevet den første roman var der mange kvinder, der spurgte om, hvordan det ville gå Rikke, og derfor blev hun også hovedperson i den næste, hvor hun dog spiller en lidt mindre rolle end i den første.

Du beskriver indvandrernes vilkår i Danmark i din roman. Er beskrivelsen tæt på sandheden eller er tingene trukket lidt op?

Jeg vil sige, at jeg forsøger at beskrive indvandrernes vilkår. Jeg tror, man selv skal være indvandrer for at ramme helt præcist, og både det jeg og andre skriver er surrogatromaner. Den helt rigtige bog kommer først den dag nogle af indvandrerne selv begynder at skrive. Som journalist med flygtninge og indvandrere som stofområde i en del år har jeg dog fået stor indsigt i mange indvandrere og flygtninges liv, og jeg har mødt både den meget integrerede familie, som jeg skriver om, og de helt utilpassede stærkt kriminelle rødder, som bogen også handler om. Romanpersonerne i en spændingsbog er vel altid strammet lidt op, men rigtig meget af det, der foregår i bogen, er med bitte små fiktive ændringer også foregået i virkeligheden. Det er meningen med mine bøger, at mennesker, der læser dem, skal tro på, at det her virkelig foregår i det Danmark, vi lever i, og jeg har siden hørt fra en række indvandrere og også klubledere, der arbejder med indvandrere, at det er meget realistisk. Der findes som i bogen faktisk også rene indvandrerafdelinger i de danske fængsler. Men selvfølgelig er det kun et mindretal af indvandrerdrengene, der er som dem i bogen. Ellers ville der ikke være meget håb, og det mener jeg, der er.

Du giver et barskt billede af vilkårene for at arbejde på en avisredaktion - hvor tæt på sandheden er denne beskrivelse? Og hvad betyder det?

Jeg har været journalist i 25 år. Hvis det altid var sådan, som det er i de to bøger, så ville det være lidt for broget, og sådan er det ikke. Men i perioder af mit liv som journalist har det været som beskrevet i bøgerne. Der er i perioder mennesker på en redaktion, der både af ideologiske og egeninteresser modarbejder dem, de arbejder sammen med, og måden det sker på kan være ganske udspekuleret. Der var i sær på de borgerlige blade i begyndelsen af nullerne meget stor afstand mellem journalisterne og meningsdannerne. Som jeg ser det har især meningsdannerne på Berlingske Tidende og Jyllands Posten været meget kritiske overfor muslimerne og indvandringen, mens journalisterne har været det i mindre grad. Det har i mange år fået meningsdannerne til at anse journalisterne som betydeligt mere venstreorienterede end de blade de arbejder på, og i ideologisk opposition til den ledelse, som står i spidsen for avisen. Det har de nok ikke helt uret i.

I sær er der mange journalister, der stemmer radikalt, og det har til tider fået meningsdannerne til at se rødt. Som det fremgår af mine bøger er jeg mest på journalisternes side. Måske fordi jeg selv er journalist. Det er dem, som er ude i virkeligheden, det er dem som skal bestå sandhedsprøven, og det er dem, der er tvunget til at bevare den tilstræbte objektivitet. Artikler der er for kommenterende eller subjektive kommer simpelthen ikke igennem til papiret på Berlingske Tidende, Jyllands Posten og Politiken. Her er den redaktionelle professionalisme alt for stærk til at alt for kommenterende artikler ender i avisen.

Det her betyder ikke, at jeg er i mod meningsdannerne og kommentatorerne på aviserne. Mange af dem er vidende, enkelte af dem skriver fremragende, og aviserne ville være mere kedelige, mere forudsigelige, og mindre provokerende uden dem.

Men det er nu en gang noget nemmere at sætte sig ned og skrive det man selv mener, end det er at efterprøve en sag, og det glemmer kommentatorerne, som ofte synes, at journalisterne er intellektuelt underfrankerede og ikke aner, hvad det hele handler om. På den anden side synes journalisterne ofte, at meningsdannerne er nogle selvsmagende tågeåger med en masse meninger uden noget at have dem i, og på den måde har vi det så sjovt på aviserne. Jeg kunne ikke undvære det.

Det er Zakis mor, der bliver den udløsende faktor - hende der insisterer på at sandheden skal frem - hvorfor er det netop hende?

Fordi hun elsker sin dreng, og hvis sandheden ikke kom frem, så ville hans liv være spildt. Hvis jeg skrev mere, ville jeg vel udløse noget af spændingen for alle dem, der endnu ikke har læst, så det vil jeg ikke. Men jeg holder meget af hende, og det håber jeg også, at læserne kommer til.

Din roman er utrolig spændende og behandler et vigtigt samfundsproblem -  kan du ændre noget med den?

Det ved jeg ikke, men jeg håber at påvirke. Som journalist skal jeg være objektiv og må ikke have en mening. Det er derfor jeg skriver bøger. Her må jeg mene noget. Der er dem som mener, at det må være umuligt at adskille de to roller, og hvor nogle chefredaktører holder på, at journalister kun må være journalister, så mente Politikens nyligt afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden, at journalister med enkelte begrænsninger også må være teaterinstruktører, medlemmer af Dansk Flygtningehjælp og romanforfattere ved siden af deres liv som journalist.

Men det er klart, at jeg stiller mig selv i en mere sårbar position som journalist, hvis medlemmer af Dansk Folkeparti føler, at jeg fejlciterer dem groft gang på gang. Men det har de ikke gjort endnu, og jeg mener at have et glimrende forhold til adskillige af gruppens folketingsmedlemmer.

Når jeg skriver bøger er det blandt andet, fordi indvandrere og flygtninge i samfundsdebatten, på Christiansborg og i medierne ofte bliver beskrevet som en masse i stedet for som individer. Man kan ikke komme uden om at der er problemer. Der er overkriminalitet, der er kvindeundertrykkelse, der er religiøst snæversyn, og som journalist synes jeg, det skal beskrives. Men vi glemmer for ofte, hvem der gør Danmark rent, hvem der kører busserne og står ved samlebåndet, fordi mange af de danskere, der har boet her i flere generationer ikke gider mere. Det værdsættes de nye danskere ikke nok for.

Vi glemmer også at behandle hver enkelt indvandrer og flygtning som et individ, der lige som alle andre har krav på at blive bedømt på sine handlinger og intet andet. Det er det jeg forsøger med bøgerne. At få læserne til at se flygtningen Nazir i min første bog og indvandrerdrengen Zaki i min anden bog, som et individ og ikke en del af en bande.

Det er helt banalt, men jeg synes, det bliver glemt, og det er evident, at utrolig mange indvandrere lider under at blive kategoriseret som indvandrere, og ikke som Zaki, Nazir, Mehmet, Ali, Fatima, Ayse og Muhammed.

Om det ændrer noget, at jeg skriver, er ikke til at vide. Løst anslået er der måske mellem 200.000 og 300.000 mennesker i Danmark, der har læst de to bøger eller set filmen, og så kan jeg da håbe på, at nogle af de tanker, jeg tænker, gør indtryk på andre. Det er blandt andet derfor jeg skriver. Men også for at underholde og fortælle gode historier. Det sidste er vigtigt.

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)