Sortest

Oprettet: 07.12.2009 - 13:13

Forfatter: Jan Sonnergaard

Født 1963 i København. Død i november 2016 i Beograd.

Jan Sonnergaards seneste roman er en historie om at være ung i 80'erne, årtiet, hvor man som ung enten var punker, yuppie eller bz'er, og hvor fremtiden kun havde en farve - sort.

I interviewet fortæller forfatteren om "Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom", og om hvorfor perioden var så grotesk og absurd.

Hvad har inspireret dig til romanen, hvordan fik du ideen? Var der noget du ville sige, vise eller kom det hen af vejen?

- efter at jeg blev fyrre er det blevet mere og mere påtrængende for mig at prøve at forstå, hvad det egentlig er for en tid, jeg tilbragte min ungdom i. Hvorfor var det så opsplittet alt sammen, hvorfor så man så sort på tingene og hvorfor var der på den anden side så utroligt meget gang i den, så megen desperat hedonisme, så frenetisk en stofkultur og så heftig en promiskuitet? Det synes jeg nemlig, der var og jeg har længe været utroligt irriteret af det officielle billede, der tegnes af firserne som et gladt årti fuld af klaphatte, rockazino og Kim Schumacher. Firserne var alt andet, i hvert fald i de kredse hvor jeg kom. Samtidig er den opfattelse ved at blive kanoniseret, at Ronald Reagan var en meget fremsynet og intelligent politikere, der på den mest fornuftige og dygtige facon sørgede for at den kolde krig sluttede og at Sovjetunionen blev bragt i knæ. Gu var han ej! Han spillede hasard med verdensfreden, vi var ligeså bange for ham som for sovjetgeneralerne og det kan meget vel være at vi kun fik det lykkelige udfald ved et tilfælde, sm vi fik. Altså at der blev demokrati i østlandene og at den kolde krig sluttede. Det var ikke det mest sandsynlige udfald på spændingerne, så meget kan man roligt sige. Og sortsynet i digtene, rocksangene, malerierne osv. var måske i virkeligheden en megt fornuftig reaktion på angsten for "the final countdown": De skildrede den helt reelle trussel, der var for at det hele kunne være slut imorgen.

Var 80'erne fantastiske? Og hvis ja hvad gjorde 80'erne fantastiske?

- firserne var på ingen måde fantastiske, i hvert fald ikke hvis ordet fantastisk skal fortås positivt. Der var en gigantisk ungdomsarbejdsløshed, der var boligmangel og adgangsbegrænsning og en generel depressiv stemning, som var en ganske forståelig reaktion på den meget spændte storpolitiske situation, bla. Der har aldrig været så mange masseødelæggelsesvåben som der var i firserne.

På den anden side kan man sige at håbløsheden på en eller anden måde frisatte en del muligheder: Hvis bomben alligevel kan falde på torsdag, er der ingen grud til at være alt for forsigtig i sin ivsførelse. Heller få noget ud af det nu og her - sådan er der i hvert fald mange personer, der tænker i min roman. Desperat hedonisme, simpelt hen.

Hvordan var det nu med de forskellige typer i 80'erne, hvem hadede hvem og hvorfor?

- I romanen prøver jeg at skildre de forskellige undergrundsgrupperinger på en måde, som viser at de egentlig var i samme båd: Punksene ville jo i ligeså høj grad blive udslettet som yuppierne, og på en måde var deres handlemønstre jo ret ens: "Vi gør hvad der passer os - efter os syndfloden". Ikke dermed være sagt, at de hele tiden artkulerede denne holdning eller at de overhovedet var bevidst om deres atomskræk. Men jeg er helt sikker på, at bomben skal have en central rolle, hvis man skal beskrive firserne som årti.

Hvorfor var 80'ernes subkulturer så forskellige? Og hvad havde de alligevel til fælles?

- På en måde efterlignede spændingerne imellem de forskellige undergrundskulturer i virkeligheden de storpolitiske spændinger: Discerne hadede punksene ligeså meget som Sovjet hadede USA. En slags underbevidst trang til at efterligne de store, hvem ved?

Hvor meget af dig selv og dine egne ungdomsoplevelser har du brugt i romanen?

- i denne roman, som i de andre bøger jeg har skrevet, såvel som i alle eventuelle fremtidige bøger gælder det, at man på den ene side skal have en meget stor del af sig selv med i sin skrift - og samtidig skal man distancere sig så meget som muligt fra sin egen person. Det er denne balancegang, jeg har forsøgt at efterkomme i romanen. En stor del af bogen er fuldstændig biografisk, en ligeså stor del er lodret løgn. Og jeg forklarer ingen hvad der er hvad.

Hvordan havde du det selv i 80'erne? Og hvor meget fyldt angsten for atombomben?

- angsten fo atomkrigen var måske ikke formuleret, den var måske ikke sat på begreber. Men den var der alligevel konstant. Hver anden dag hørte man om de mulige brændpunkter der kunne lede til storkonflikt (Iran og Afghanistan f.eks.), om nye djævelskaber (neutronbomben, der kun dræber mennesker men lader bygninger osv. stå intakt, f.eks.) eller om forhandlinger, der brød sammen, styrkeforhold indenfor flåde, flyvevåben, infanteri osv. Det var noget, der helt tydeligt også aflejrede sig i den pessimistiske og depressive tidsånd, som ødelagde meget for min ungdom. På den anden side må man jo også sige, at firserne var et tiår, hvor kunsten blev tillagt enorm betydning, og hvor scenen på meget væsentlige områder var afsindig brydningsfuld og interessant, musikken, maleriet og poesien ikke mindst. Hvis vi altså tænker på den ægte rock, poesi, malerkunst. Ikke det kommercielle lort, som oftest bliver nævnt i forbindelse med tiåret.

Er der en lille morale i romanen?

- ja, der er mange. Det vil man sagtens kunne læse sig frem til.

Er det en lille smule komisk med alt det 80'er sortsyn?

- Nej.

Hvordan bruger du det absurde i din roman? Og hvorfor?

- Det der har undret mig mest under den meget omfattende research, jeg har bedrevet vedr. atombomben, brintbomben, militære strategier, storpolitik og punkrock og kokain og yuppier og tøjmode ... er, hvor grotesk og absurd en tid det var. Virkeligheden overgår ofte fantasien, som man siger.

 

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)