Som lava og knitrende tillid - om et digt af Lone Hørslev

Oprettet: 01.11.2005 - 09:05

Af litteraturstuderende Sofie Holten Hansen

Du & Jeg hedder et afsnit i Lone Hørslevs digtsamling Ærgerligt Ærgerligt fra 2003. Du og jeg – meget enkelt, helt ligetil og alligevel så forbandet kompliceret, at man næsten giver op, før man overhovedet kommer i gang.

”Jeg synes ikke særlig mange ting er enkle,” siger Lone Hørslev i et interview med Politiken, kort tid efter at bogen er udkommet. Men selvom tingene ikke umiddelbart er enkle – eller måske netop derfor – er hun fascineret af de enkle fremstillingsmåder, fortæller hun, af klichéen, af de faste, sproglige vendinger, af stereotyperne, som hun tager frem og vender og drejer i sine digte.    

Lone Hørslev, der dengang også hed Rasmussen, debuterede i 2001 med digtsamlingen TAK. Et virvar af en bog, hvor tidligere elskere, endnu ufødte børn og jyske motorveje, banegårde og hedelandskaber snor sig ind imellem hinanden, mens de udsættes for digterjegets let muntre vrængen af sig selv og sin omverden. ”Min kære!”, skriver Lone Hørslev fx, ”Så står vi her minsandten igen / og mon ikke du vil begynde at fortælle / om din soldatertid igen - / Hvad var det nu de kaldte dig var det / HALVHJERTET / nå ja”.

Det, der begynder som en højtidelig påberåbelse af den elskede, bliver lynsnart til en eftervisning i stedet af en uengageret og banal relation. Så står vi her igen, du og jeg, og hvad kan vi finde på? Du kan, som den mand, du er, fortælle om din soldatertid; jeg, kvinden, kan finde mig i at blive forladt: ” – og tag du da bare / den sidste / sne / med dig når du går / og efterlad mig bare / med det der fugtige aftryk / i panden”. Ja, det er vanskeligt at kalde et kys ved dets rette navn og vanskeligt at identificere og værdsætte kærligheden, når den selv kæmper med at bryde igennem den sproglige overflade.

At anmeldelserne af TAK og senere Ærgerligt Ærgerligt var begejstrede, kan ikke undre nogen. Lone Hørslevs litterære gang mellem sømænd, tyskere og skypumper er på én gang både stilsikker og kaotisk, hun bevæger sig uimponeret mellem den mundrette replik og den poetiske patos.

Hun punkterer sine egne illusioner og formår samtidig at tømre et sprogligt holdbart univers sammen, mens hun flytter sig fremefter. Hun bruger med al tydelighed sit eget liv, sine egne bekendtskaber og erfaringer i digtene og bekender, men bliver aldrig for privat. Alt dette må kalde på beundring. Hvad jeg dog finder bemærkelsesværdigt i kritikken af Lone Hørslevs digtsamlinger, er den tilsyneladende uinteresse i utilfredsheden, som den kommer til udtryk i en stribe digte.
 
Man finder digtene ”befriende”, ”morsomme” og ”sært livsbekræftende” (jeg citerer her flere forskellige anmeldere), men hvorfor ikke tungmodige, modvillige eller negative? Ambivalens og en udbredt skepsis er for mig at se de tilstande, som begge bøger er skrevet på. Bevares, det er da morsomt, at kronprins Frederik i Ærgerligt Ærgerligt bruges som mandestereotyp på linie med sømanden, tyrefægteren, tryllekunstneren, jægeren og tv-montøren – Lone Hørslev har en litterær forkærlighed for mænd med et konkret job at udføre.

Og kronprinsen associeres i 2003 stadig med ungkarlelivet; han er her præ-Mary endnu en figur, som ikke har fået de eksistentielle ender til at mødes. Han er ”nu så dejlig almindelig”, som jegets mor bemærker, men han er også en allestedsnærværende – dvs. på tv og i Billedbladet –  påmindelse om de krav, tilværelsen stiller til os: at få en uddannelse, at blive gift, at få børn, at være lykkelig i overskrifter på ugebladsglittet facon.

Maleri af kronprinsen udført af Vibeke Tøjner fra www.kunstonline.dkDerfor fantaserer jeget i Ærgerligt Ærgerligt da også om et kongeligt bryllup, hvis ikke konkret, så i hvert fald i overført betydning. Hun skriver: ”HVIS NU / jeg selv medbragte den æggeskalsfarvede franske helsilke / zibeline / (syet i prinsessefacon og med frakkeeffekt) / – ville du så være min prins?” og igen, senere i samlingen: ”HVIS NU / jeg selv medbragte brudepigernes empirekjoler / af porcelænsblå thaisilke (med indsatte bræmmer i plissé) / - ville du så være min prins?”. Der er tale om beskrivelser fra bogen Kongelige bryllupper af Merete Wilkenschildt; bruden, der bar den nævnte kjole, var Dronning Margrethe II.

Og det er klart, at Lone Hørslev efter en sådan ekstravagant blottelse er nødt til at tage luften ud af sine egne udsagn. Hun skriver: ”Undskyld, hvis spørgsmålet forekommer trivielt / men jeg synes bare ikke / du gav mig et tydeligt svar / før / alting blev oversvømmet og utydeligt”. Der er en tristesse i disse linier, en tidstypisk usikkerhed. Måske bliver dette bryllup aldrig til noget, måske er det alligevel ikke på dén måde, at du og jeg skal nærme os hinanden.

Man kunne hævde, at hele digtsamlingen Ærgerligt Ærgerligt er et avanceret kontaktforsøg, en kærlighedserklæring, der leder efter sin grund. Vi har her jeget, der insisterer på at sætte sig udover sin ”jeghed” og opleve verden sammen med en anden, med duet naturligvis.

Ét digt gør forsøget særlig inderligt, nemlig VIDSTE DU, der er det sidste i afsnittet ”Kæledyr og kærester”. Igen er det du og jeg og den svære forbindelse mellem os, der er på spil. For hvordan overkommer man at være sammen, når man er to personer, der umuligt kan se på verden med de samme øjne?

Digtet  er bygget op over to retoriske henvendelser, to replikker, der udfolder sig nedover siden. Først denne: ”VIDSTE DU / at hornugleungers øjne er orange / nøjagtigt den samme orange / som lava og knitrende tillid / at de ligner gløder fra skjulte jægeres cigaretter når de / tumlende / hopper ud fra træer når de / prøver deres vinger om natten”.
Spørgsmålet er kompliceret, det består af en række i hinanden indlejrede påstande og forventer tydeligvis intet svar fra det du, der tiltales. Man får som læser ikke en dialog, men kun jegets udlægning af den spændte situation. Digtets begyndelse er en højrisikozone.

Der er lurende farer i hvert af spørgsmålets deludsagn, og de knapt flyvefærdige hornugleunger er de virkeligt udsatte. De små ugler risikerer både at falde og at blive skudt af de jægere, der har skjult sig i den foregående linie. Samtidig foretages der fra deres øjenfarve et associativt spring til lava, en hed og faretruende substans, og til gløder i tændte cigaretter, der nok også kan forvolde skade i en skov. Ildmotivet understreges yderligere af den bemærkelsesværdige ”knitrende tillid”.

Hvor alle de øvrige orangefarvede fænomener i natten fremstår visuelt for læseren, udstyrer ordet ”knitrende” tillige digtet med en lydside; vi kan både se og høre ild, vi kan se og høre en foruroligende tillid.

Hornugle fra www.zoo.uib.noOg så sker netop det, man kunne frygte; katastrofen – og metamorfosen. Digtet fortsætter med et nyt retorisk spørgsmål:

”Kan du lugte det - / Brændt barn antændes så let / og oser som smeltet gummi, undskyld / men det er dét, der flår / tårerne ud af vores øjne / og driver os fremad”.

Først synet og lyden, nu også lugten af ild. Brændt barn referer naturligvis tilbage til hornugleungerne, her er flere væsener, der allerede tidligt i tilværelsen har oplevet ilden og nu hele tiden er i fare. Lugten er så generede, at digterjeget ser sig nødsaget til at undskylde overfor duet. Det stinker, dét som du og jeg er del af i dette øjeblik, men – og her skifter tonen aldeles – det driver os også fremad.

Sansningen er blevet konkret fysisk, barnekroppen er brændt, og øjnene påvirkes af osen, vores øjne, som der står. Ikke dine, ikke mine, men vores, den knitrende tillid har brændt os og smeltet os sammen til et vi. Efter de første liniers nervøsitet, efter branden og undskyldningen, ankommer vi til fremtiden. Herfra kan vi gå videre, voldsomheden har fået et formål.

Digtets afslutningsstrofe er befriende både kærlig og kølig. Ingen skjulte jægere, ingen fare, blot denne lille fantasi:

”Jeg ser på dig gennem din vejrtræknings to mulige slutninger / og jeg tænker / at som du sidder der / og forsøger at blinke / røgen væk minder du selv / om en lille fugl / der forgæves forsøger at lette / der forgæves forsøger at slukke sig selv og forsvinde”.

Digtets univers er med ét indsnævret. Der er så lidt tilbage af røgen, at den kan blinkes væk med øjnene som noget, man troede man så, men som ikke var der alligevel. Jeget ser på duet, siger denne gang ingenting, men foretager i tankerne en sammenligning mellem den elskede og en lille fugl, kanske én af de små hornugler fra tidligere. Hvor fugleungernes genvordigheder i digtets begyndelse var brændende udtryk for jegets tilstand, er de nu rolige ligheder med duet.

Og det gør tilsyneladende ikke så meget, at alle bevægelserne er forgæves, for de betyder ikke det, de er, men snarere det, de ligner. Du og jeg identificeres her med hinanden, de mødes i billedet af hornugleungernes orange øjne, de får – som det hedder i et andet af samlingens digte – noget mere at lægge ”i bunken med den fælles ERINDRING”. Pludselig helt enkelt og ligetil. 

PS. Lone Hørslevs første roman Fjerne galakser er kedelige udkom d. 28.oktober 2005 på Gyldendal.

0
Din bedømmelse: Ingen