’Du som er i himlen’ er en ualmindelig fin roman, med mange nuancer. Romanen handler om, hvor stor betydning det har at blive accepteret af sine forældre. Men romanen er også en farverig og dejlig rejsebeskrivelse fra New York. Og Morten Sabroes afskeds- og tilgivelses-proces med sin mor. Og romanen er så flot komponeret, at de forskellige dele bliver spundet sammen til en perfekt samling, hvori Hillary Clinton har en central rolle, ligesom forklaringen på, hvorfor hun ikke bliver præsident i USA.
Beskrivelsen af din mor er beskrivelsen af en meget stålsat kvinde med meget høj selvdisciplin. En meget modig kvinde, men havde hun også mod til at elske? Eller var hun i stand til at elske? Ja! Hun elskede din far, eller hvordan skal hun forstås?
Ja, hun havde modet til at elske. I hvert fald min far. Og også hendes sønner. Men hendes meget strenge moral og principfasthed ødelagde meget for hende. Det ville hun selvfølgelig ikke selv mene, men hun endte jo fuldstændig alene i sit golde rige, hvorfra hun havde bortdømt alle dem der ikke levede op til hendes alt for strenge krav. Det gjaldt jo ikke kun mig, men også hendes bedste veninde og hendes yndlingssøster. Det er klart at andre mennesker, som ikke stod hende så nært, så hende i andet lys. Som administrerede direktør i Cirkusrevyen var hun meget afholdt. Hun var en fantastisk arbejdsgiver og havde selv stor respekt for dem der rejste teltet og arbejdede bag scenen. Der hvor jeg synes hendes mod svigtede, var at hun ikke fravalgte at få børn. Hun havde jo svoret at hun ville have noget som helst at gøre med traditionelt kvindearbejde, og det fik hun heller aldrig, fordi hun havde giftet sig mænd der havde råd til at ansætte tjenestepiger. Men børnene fik hun. Hun valgte ikke at tage sin første søn med sig da hun blev skilt, men hvorfor hun fik to til, det var nok 'noget man bare gjorde'. Men hvad skulle hun med dem, hun som var så fysisk og ville ind det rum der var mændenes? Dér var hun meget modsætningsfuld.
Da jeg lukkede bogen tænkte jeg: 'der er ingen tvivl om, hvor sønnen har arvet sin viljestyrke fra!' Er det sandt og har du arvet andet?
Jeg har arvet hendes temperament, som når det går højt er meget hidsigt og indigneret. Jeg har også arvet hendes viljestyrke og kompromisløshed, og hvis ikke det var fordi at jeg er meget opmærksom på det, kunne jeg også have arvet hendes strenge moral og trang til at bortdømme dem der ikke lever op til den.
Din mor var hård – din far var blød, de var et godt par, men når din far var den bløde var det så ikke ham der svigtede mest?
Jeg har aldrig set min far som en der svigtede. Det ville kræve at han havde taget et ansvar for sine børn som han så løb fra. Det gjorde han ikke. Han sørgede for familiens økonomi, og det var vigtigt. Han var fra 1897 og 50 da jeg blev født. Den tids mænd tog sig hverken af børnene eller det huslige. Og da min mor heller ikke gjorde, var det tjenestepigerne der sørgede for os. Min far var som mange af den tids mænd optaget af sit arbejde, i vores hjem var han en meget distræt og fjern figur, faktisk en fremmed.
Du skriver selv, at din mor var forud for sin tid. Derfor har jeg lyst til at spørge: ville hun ha været en bedre mor hvis romanen var rykket frem til år 2008? Eller en anden mor?
Hun ville stadig være en kvinde med med strenge principper og en streng moral. Måske ville hun så have valgt ikke at få børn, den frihed fik kvinder jo.
Søn af en modig kvinde
Af Karin Hedemand. Publiceret 14/03/2008. Opdateret 17/04/2009.
smag på bøgerne – en bid om dagen
