Skygge-baldur kendes fra det islandske folkesagn Skoffin, Skuggabaldur og urdarköttur som et uhyre sammensat af en kat og en hunræv. Af litteraturstuderende Mette Hemmingsen
Med titlen Skygge-Baldur og undertitlen ”et folkeeventyr” sætter Sjón scenen for en fortælling med elementer fra den islandske sagntradition og folketro. Skygge-baldur kendes fra det islandske folkesagn Skoffin, Skuggabaldur og urdarköttur som et uhyre sammensat af en kat og en hunræv.
Referencen til folkelitteraturen videreføres i løbet af romanen med temaer som dæmoni, hævn og forholdet mellem godt og ondt.
Der udspiller sig to handlingstråde i romanen. Den ene udgøres af præsten Baldur Skyggesons rævejagt, mens den anden omhandler en pige ved navn Abba, der har Downs syndrom. I de første tre kapitler skildres de to handlingstråde uden kronologisk orden, mens det fjerde kapitel, der er udformet som et brev, endeligt afslører hvordan de to historier hænger sammen.
En forhekset ræv
I en note indledningsvis i bogen erfarer vi, at Skygge-Baldur også er en betegnelse for en blakket, ”skyggefuld” mandsperson. Dermed er vi som læsere bekendt med den dobbeltbetydning, der ligger i titlen. Det er aktuelt i forhold til præsten, der ikke alene er på rævejagt, men også bærer navnet Baldur Skyggeson.
I bogens første kapitel følger vi jagten, der ender med, at præsten får ram på ræven. Sjón giver maleriske naturbilleder, når han beskriver nordlyset som ”gyldne, fejende kjoler” og taler om ”Kong Vind” og ”Dronning Sne”. Men ligeså poetisk smukt Sjón beskriver naturen, lige så barskt bliver pastor Baldurs møde med den.
Da pastor Baldur begiver sig hjem med sit bytte bliver han af snedriver og laviner slynget ned ad stejle klipper og begravet i en klippehule. Her begynder grænsen mellem fantasi og virkelighed at flyde sammen for ham. Den døde ræv, som han har taget ind under frakken, begynder at tale, hvorved præsten bliver overbevist om, at den er forhekset. Men det er snarere præsten, der er forhekset.
Han oplever nu for anden gang at få ram på ræven, hvorefter han uden held en sidste gang forsøger at slippe ud af sneen: ”Men jo nærmere præsten kom sit mål, desto mindre blev der er af mennesket i ham og mere af dyret”. Ligheden med uhyret Skygge-Baldur og præsten Baldur er på dette sted i romanen ikke til at overse. Jagten på hunræven er et forsøg på at kontrollere naturen fra pastor Baldurs side. Herved tematiserer bogen forholdet mellem menneske og natur, hvilket går igen i fortællingen om Abba.
De blev aflivet ved fødslen
Med historien om Abba giver Sjón et billede af den måde, som datidens islandske samfund behandlede Downs-børn på. Normalt bliver de aflivet ved fødslen, og når de som Abba overlever, venter der dem en ussel behandling. I Abbas tilfælde betyder det, at hun har siddet fastlænket ombord på et handelsskib, hvor hun har været brugt som forlystelse for mændene.
Skibet strander ud for Islands kyst, og Abba bliver fundet af nogle mænd, der bjærger tran. Med sig har hun en eneste ejendel, en trækasse med en rebus med to latinske sætninger, som hun nægter at give slip på. Derudover mener mændene, at hun også bærer på et barn og kort tid efter, hun er kommet i land, bliver hun taget i at begrave et barnelig og bliver sat til fange. Botanikeren Fridrik, der på dette tidspunkt lige er blevet forældreløs, hører Abbas lyde og tager hende til sig og finder som faderfigur for Abba ny mening i sin tilværelse.
Sammen med Abba slår han sig ned på den fædrene gård, hvor de på utraditionel vis dyrker diverse urter, hvilket afstedkommer hans tilnavn ”Urte-Fridrik” fra omgivelserne. Pastor Baldur er præst i deres sogn, men nægter Abba adgang til kirken på grund af hendes høje salmesang. Som pastor Baldur i rævejagten gør sig til herre over naturen, gør det samme sig gældende i hans afvisning af Abba.
Men efter Abbas død kan han ikke længere fornægte sin forbindelse til hende. Den rebus Abba har efterladt sig afslører, at hun er hans datter. Set i lyset heraf bliver pastor Baldurs død et udtryk for naturens hævn over den ondskab, som han har udvist mod hende.
Et folkeeventyr?
Sjóns genreangivelse af bogen som et folkeeventyr stemmer overens med den dæmoni og det opgør mellem godt og ondt, der kommer til udtryk i forbindelse med pastor Baldurs død. Men derudover bevæger Sjón sig ud over folkeeventyrets genre med det brev, der udgør bogens fjerde kapitel, ligesom prosafortællingen om Abba afviger fra den typiske stil i et folkeeventyr.
Med fortællingen om Abba trækker Sjón en linje fra datidens syn på det anderledes og anormale til nutidens ditto. Bogen lægger op til diskussion af den mulighed, som teknologien giver os for at gøre os til herre over naturen og fx fravælge børn med Downs syndrom.
I denne fortælling er de gode dem, der lever i respekt for naturen, mens de onde er dem, der kontrollerer og spolerer den. Et synspunkt Sjón måske ønsker at overføre til nutidens debat om forholdet mellem mennesket og naturen.
Kommentarer