Skjult under overfladen

Julia Butschkows novellesamling "Der er ingen bjerge i Danmark" er tretten fortællinger om tilsyneladende helt almindelige mennesker i dagens Danmark. Men under overfladen kan hvad som helst ligge skjult.

De mennesker du skildrer i novellesamlingen kommer fra vidt forskellige steder og miljøer i Danmark – har fortællingerne en fællesnævner?

Noget af det, som optog mig i skriveprocessen, var at udforske karakterernes tanke- og følelsesliv, uanset om jeg skrev om en psykotisk mand, en escortpige eller om en lille drengs oplevelse af verden under et angstanfald. Og det kunne godt være en fællesnævner – eller i hvert fald et omdrejningspunkt: beskrivelsen af personernes indre verden, som i alle noveller står mere eller mindre i kontrast til deres omgivelser.

I en af novellerne bliver en lottomillionær for eksempel indlagt på en lukket afdeling,  fordi hans verdensbillede bryder totalt sammen, da han finder ud af at hans kone i deres nye materialistiske luksusliv ikke er lige så lykkelig, som han har gået og forestillet sig. Tværtimod har hun kedet sig så meget, at hun har oprettet en profil på et sexsite på nettet, hvor hun igennem lang tid har tilbudt sig selv til tilfældige mænd, som hun har fået kontakt til i cyberspace og efterfølgende har mødt og haft sex med.

I en anden novelle bliver en lille dreng, hvis mor er død, klædt ud af sin far som klovn til fastelavn. Han får farens alt for store tøj og sko på, og faren maler ham om øjnene med en sort sprittusch. Under fastelavnsfesten er faren opslugt af en barmfager kvinde og ænser ikke det angsthelvede sønnen gennemlever, da han står med battet i hånden og sveder. Han føler, at verden omkring ham er gået i stå og bare venter på at han skal gøre noget idiotisk. Han forestiller sig, at hvis han ikke rammer tønden, hvis battet glider ud af hans svedige hænder vil han hele livet være dømt til at være en klovn.

Da han endelig slår til tønden er det med så stor kraftanstrengelse, at han bagefter besvimer. Til gengæld vågner han op som kattekonge og har pludselig fået sin fars opmærksomhed og respekt.

Temaet om ikke at blive set og mødt – eller netop at blive det – er også centralt.

Dine forrige bøger, romanerne Apropos Opa og Lunatia har været meget genreeksperimenterende i forhold til denne novellesamling?

Ja. Mit fokus har denne gang primært været rettet mod de karakterer, jeg har valgt at skildre. Og i den proces skrev jeg mere frit og lige ud ad landevejen, end jeg har gjort før. Formen skulle ikke være alt for dominerende i denne bog, følte jeg, og det har faktisk været en spændende,  anderledes proces at arbejde med mere “straight stories”, end jeg tidligere har gjort. Den afgrænsede novelleform var også befriende for mig at arbejde med efter to meget hårde skriveprocesser med indviklede narrative romanforløb. Så ja. Novellerne her er mere traditionelle end mine tidligere udgivelser.

Og det passer til indholdet i denne bog, synes jeg.

Er det ualmindelige almindeligt?

Grænsen mellem det ualmindelige og det almindelige er jo umulig at definere, og det er vel netop dét, som har optaget mig i processen med novellerne. Hvad er normalt? Og hvad er unormalt, bizart? Eller grænsende til det sindssyge? De fleste af personerne i novellerne befinder sig i et broget grænseland.

Når man som læser bliver opmærksom på noget uerkendt hos en eller flere personer øger det spændingen - er det også det der får dig til at skrive?

Det usagte, det ubevidste, det som lever sit eget liv udenfor bevidstheden interesserer mig. Ligesom relationer mellem mennesker altid har optaget mig i det, jeg skriver.

De drifter og tilfældigheder, der styrer personernes liv i forskellige retninger – og ja, det uerkendte – er noget af det der får mig til at skrive. Det vækker min nysgerrighed og trang til i skriften at udforske det her besynderlige fænomen: at være menneske.

I en af novellerne optræder en lægefrue. Hun er blevet en statist i sin mands liv - hvorfor er det sket?

Det lidt tragikomiske i den fortælling er, at lægefruens mand er psykiater. Og konen – hvis synsvinkel historien er fortalt fra – går så sygeligt meget op i sit udseende og i at alt i huset skal se pænt og perfekt ud, at hendes hverdag er blevet et helvede af rigide ritualer og tvangsprægede handlinger. Hun forsøger at opretholde en pæn og perfekt facade. Måske netop på grund af sin mands profession er hun bange for at få afsløret sin indre ubalance af ham. Hun går ekstremt meget op i “det normale”, altså i sin forestilling om det normale, ved at gøre sin fremtoning pletfri, og på den måde forsøger hun at kamuflere det indre kaos, hun befinder sig i og er spundet så heftigt ind i, at hun er blevet en slags gidsel i sin egen hverdag. Vel at mærke uden at hendes psykiatermand opdager noget. Han ser hende ikke. Og hun skjuler sig for ham.

Selvom de har været gift i mange år og tilsyneladende har et solidt og velfungerende ægteskab, forbliver de indre dybder utilgængelige og fortrængte.

I flere af novellerne er personer, der til daglig lever sammen og tæt på hinanden, emotionelt meget langt væk fra hinanden – de kender i virkeligheden kun hinanden på overfladen.

Men det modsatte kan også være tilfældet, som for eksempel i den novelle der skildrer to aldrende soulmates, hvoraf den ene dør. Til daglig har de levet i periferien af hinandens hverdag, fordi de begge to har været gift med andre – men hele livet igennem på tværs af afstande og år og ægteskaber har de formået at bevare en unik forbindelse med en fortrolighed og dybde, som ingen af dem har haft med de ægtefæller de lever sammen med til daglig.

I en anden af novellerne møder vi et nygift par der falder i en fælde hvorfor sker det?

De to meget unge mennesker, som novellen handler om, indleder deres ægteskab med at drikke sig fra sans og samling og kneppe brudekjolen i stykker på bryllupsnatten, for derefter at fortsætte med at drikke og gå omkuld i sofaen.

Dagen efter tager de så på bryllupsrejse til Berlin.

Umiddelbart kan det virke, som om deres nye ægteskab er ved at bryde sammen før det overhovedet er begyndt, på grund af deres mangelfulde kommunikation og begges mulige sidespring på bryllupsrejsen. De er unge og kaotiske og har giftet sig, før de overhovedet har fundet fodfæste i voksenlivet.

Om de falder i en “ægtefælde” synes jeg er op til læseren at vurdere. Imod alle odds er der nemlig også et eller andet fint imellem dem.

Og – who knows – måske ender deres kaos lykkeligt?