Sjón i samtale med Anders Lund Madsen

Oprettet: 01.12.2005 - 13:05

SJÓN på BOGFORUM 2005 – i selskab med Anders Lund Madsen  


De mødtes søndag eftermiddag i Bogcaféen, Sjón og Anders Lund Madsen. To personligheder! Sjon iført tre store sølvringe, ulasteligt jakkesæt og slips samt snorlige skilning, Anders Lund Madsen i vanligt spraglet outfit, denne gang i gult og grønt, og troldehår. Der var ikke en ledig stol, og rigtig mange stod op for at se koryfæerne, og se, hvilken morskab, der kunne komme ud af det møde, for Anders Lund Madsen kender ethvert barn i Danmark, og alle ved, hvad han står for. Det blev som indledning oplyst, at Anders Lund Madsen er særligt Islands-interesseret og kyndig i islandske spørgsmål, og han var derfor, mente han selv, et naturligt valg til interviewet, selvom han ikke er spor litterær!
 
Sjón  - med fødenavnet Sigurjón Birgir Sigurdsson – var ikke et kendt navn i Danmark, før han her i 2005 fik Nordisk Råds Litteraturpris for den fine lille fabel ’Skygge-Baldur’ om den onde præst Baldur, den gode humanist og botaniker Fridrik og pigen Abba, som har Downs syndrom og derfor ikke regnes for et fuldgyldigt menneske. Og der kunne, mente Sjón, skrives meget mere om, hvordan Island behandlede deres handicappede, f.eks. i 1800-tallet, hvor bogen foregår.
 
Men – hvis nogen havde ventet en litterær event, blev de nok skuffede, for samtalen, som foregik på let forståeligt engelsk, kom til at handle om alt muligt andet; dog var der lidt om bogen (det virkede som om Anders Lund Madsen ikke havde læst den!) og forfatterskabet:
 
Sjón havde med ’Skygge-Baldur’ tænkt at skrive en super-islandsk og lokal bog, som kunne appellere til den islandske folkesjæl, og så var det lige den af hans bøger, der fik den nordiske pris, og det er ikke engang hans bedste bog, sagde han. Det at den blev udvalgt siger selvfølgelig noget om dens værdier, som altså kan række ud over det lokale. Og de værdier er noget med humanisme, at behandle andre mennesker godt – og kærlighed. Selvom den klart handler mest om islandske folk og islandsk historie.
 
Sjón: ”Og så bliver man straks inviteret til alle mulige litteraturfestivaler, f.eks. Bogforum! Den bedste kur mod priser og det der følger med er nok at skrive en ny bog.”
 
Sjon har skrevet i alle genrer og er pt. i gang med to librettoer. Det er også ham, der har skrevet teksten til Björks sange i Lars von Triers ’Dancer in the dark’, og så har han skrevet digte og børnebøger, noveller, teaterstykker og så 5 romaner. Det med at skrive i mange genrer er ret almindeligt blandt de unge forfattere på Island. Forlæggerne giver de unge lov til at forsøge sig, så de kan se, hvilken form, der passer dem bedst. Og så er Island et lille land, og når man først er kendt, bliver man tilbudt alle mulige skrivejobs.
 
Det er underligt at tænke på, at Island og Danmark har haft fælles konge i 565 år! Island har kun været republik siden 1944 og er altså en ung nation, der er langt mere bevidst om sin fortid end f.eks. den danske er det. Kendskab til og interesse for herkomst, historie og landets kultur er udbredt, og islændingene er stolte af deres sprog; de lærer stadig dansk fra 10 år, men satser klart mere på engelsk. Sjón havde da lært dansk i skolen, men et længere ophold i England havde bevirket, at han nu kun kunne læse og forstå.
 
Og så blev det lettere rablende og ping-pong-humoristisk – om forholdet mellem Island og Danmark, hvorfor islændingene ikke kunne li’ danskere? Sjón blev pumpet om forholdet mellem Björk og Lars von Trier - dog uden held. Så fortsatte de med at snakke om at skyde måger og suler, og om at spise dem, om Sjóns nye bog om Jason Og Ulysses, om mytteriet på Bounty og glæden ved henholdsvis at være islænding og dansker, om at jage og skyde med gevær og om, hvornår Sjón mon ville få Nobelprisen!!
 
Og så pludselig holdt Anders Lund Madsen op med at sige noget; han syntes, vi trængte til en kontemplations/fordybelses-pause. Og den blev lang, så lang, at det begyndte at blive pinligt og smådesperat, men han fik ikke Sjón hyllet ud af den, hvis det var hensigten. Sjón holdt mund lige så længe, den anden gjorde. Jeg tror, de havde mødt hinanden før!
 
Og så – som om intet var hændt – fortsatte de med at snakke om, hvorfor islændinge står op og spiser – det er selvfølgelig, fordi de arbejder så meget! At islændinge kalder vores dronning for Margrethe Thorhildur (hun er født i 1940 og fik et islandsk navn for at understrege rigsfællesskabet) og også ind imellem lufter muligheden for at få Joakim til konge af Island!! og meget andet småt og stort og sjovt – til deres halve time var gået, og Sjón på falderebet blev spurgt, om folk skulle købe hans bog? Ja, det syntes han, for den slutter så optimistisk: ”(Medfølgende billede har Sølvi malet. Det forestiller vist Fanden stikke den højtærede Landshøvding op i r-hullet)”!
 
-  folk klappede længe, for det havde været en god oplevelse.
 
Birgitte Tindbæk/Litteratursiden

 

0
Din bedømmelse: Ingen