Sheherazades udsatte død - det levende narrativ 1001 Nat

Oprettet: 01.02.2006 - 13:05

Af litteraturstuderende Sofie Holten Hansen

1001 Nats Eventyr er et magisk mylder af ånder, forklædte tjenere og prinser, slanger og bedårende, men svigefulde kvinder, et varieret narrativ af store følelser og skæbnesvangre beslutninger. ”Dette visuelle rodsammen af orientalsk tingeltangel kan anvendes til hvad som helst,” skriver Robert Irwin i indledningen til sin bog, 1001 Nat – En indføring”, og fortsætter:

”I vesten fungerer 1001 Nat som en slags reservoir af billeder og historiefragmenter, der kan genbruges i film for et ungt publikum. I det moderne Mellemøsten er Sheherazade, 1001 Nats fortæller, blevet til et charmerende ikon for en stor kulturarv, som mindre charmerende politiske skikkelser har forsøgt at påberåbe sig retten til.”

Værket er på den måde yderst aktuelt, yderst levende. Vi kender alle – både i Øst og Vest – historien om fx Sindbad Søfareren eller om Aladdin og den fortryllede lampe, og vi bliver ved med at gengive dem i nye sammenhænge, som fortællinger for børn, som ressonansbund for moderne teaterstykker eller litterære værker, som en interkulturel, fælles referenceramme.
 
Men denne mangfoldighed og evigt aktuelle status til trods, er 1001 Nat også et narrativ, hvori døden indgår - ikke blot som et element i de enkelte fortællinger, men som et konstituerende princip for værkets storstruktur og indhold. I hvert fald hvis vi skal tro den bulgarskfødte litteraturforsker, Tzvetan Todorov, som i essayet ”Les Hommes-Récits” (Narrative Mennesker) fra 1969 hævder, at fortællingen udgør selve livet for karaktererne i 1001 Nat.

De har kun den væren og psykologi, som kan forbindes umiddelbart med den handling, de udfører i narrativet. Det er henholdsvis deres nysgerrighed efter at høre fortællinger og deres behov for at fortælle, der får dem til at eksistere. Det narrative er lig livet, mens fraværet af narrativ derimod er lig døden, skriver Todorov.
Død fra www.artchive.com
Lad os starte ved begyndelsen. Eventyrsamlingen 1001 Nat indledes med en prolog, en rammefortælling om kong Shahrayar. Før vi møder Sheherazade, den kvinde, som opruller for ham hovedparten af værkets historier og dermed udsætter og endeligt undgår sin forudbestemte skæbne, nemlig at dø ved sin faders hånd ved daggry, får vi en forhistorie, som forklarer baggrunden for Shahrayars skånselsløse kvindehad.

Shahrayar var konge over Indien og Indokina, hans yngre bror, Shahzaman, herskede i Samarkand. De to havde ikke set hinanden længe, og Shahzaman blev gennem sin broders visir inviteret på besøg. Han pakkede og rejste ud for at tilbringe natten udenfor byen i et telt i nærheden af visirens lejr.

Før afrejsen tog han dog tilbage til paladset for at kysse sin kone farvel, men fandt hende i seng med en af køkkenmedhjælperne. Han blev rasende, konkluderede for sig selv, at kvinder kunne man ikke stole på, og dræbte øjeblikkeligt både konen og drengen fra køkkenet. Ved ankomsten til hans broders hof, blev der taget godt imod den trætte, blege og svage konge.

Shahrayar var imidlertid nødt til at drage på jagt og efterlod sin broder på slottet. Her erfarede han endnu enganTusind og en nat fra www.muslimphilosophy.comg kvindernes svigefuldhed og umådelige liderlighed, idet han så sin svigerinde og ti konkubiner med hende dyrke sex med et tilsvarende antal slaver.

Broderens kone lod sig tage af den sorte Sa’ad al-Din Mas’ud, og – som der står i Husain Haddawys engelske oversættelse af Muhsin Mahdis udgave af værket, ”they carried on till noon.” Hårdt presset af sin hjemvendte broder refererede Shahzaman, hvad han havde oplevet, og  Shahrayar erfarede ved selvsyn det, han aldrig havde troet muligt.

De to besluttede i deres sorg at forlade hoffet. I en lysning mødte de en kvinde, hvis mand havde forsøgt at holde hende kysk og ren ved at overgive hende til en dæmon, som låste hende inde i en kiste med fire låse og som smed kisten ud på det dybe hav. Alligevel var det lykkedes hende at have sex med 98 mænd siden sin bryllupsnat, og med de to kongelige brødre rundede hun nr.100.

Efter denne episode, som bestyrkede brødrene i deres opfattelse af kvinder, rejste de tilbage til deres respektive kongedømmer. Shahrayar beordrede her sin visir hver dag at finde ham en ny kone. Han fandt først en datter af en prins; Shahrayar gik i seng med hende og lod næste morgen visiren slå hende ihjel. Dette gentog sig med en officersdatter, en købmandsdatter, datteren af en borger osv., osv.

Tilsidst bad visirens egen datter, Sheherazade, som var belæst og intelligent, sin fader om at bringe hende til kongen. Visiren modsatte sig forslaget, men hun insisterede og fik sin vilje. Før hun og kongen kunne nå at røre hinanden om natten, bad hun imidlertid om at få sin yngre søster hidkaldt, så hun kunne sige godnat til hende. Søsteren sov under sengen og bad, før natten var omme, sin søster om at fortælle en historie.

Nat i Arabien fra www.submission.orgHerfra tager så de egentlige 1001 Nats Eventyr deres begyndelse. Hver nat fortæller den unge brud historier for sin søster og sin ægtemand, men også hver nat uden at gøre fortællingen færdig. Hun søger for, at spændingen trækkes ud og at Shahrayar forbliver nysgerrig efter hvert eventyrs afslutning.

Med denne suspense udsætter hun sin egen henrettelse og holder narrationen i gang. Ud af hver fortælling vokser en ny. Rammefortællingen giver liv til nye fortællinger, som igen kaster flere historier af sig. Nogle fortællinger fungerer som argumenter, flere indeholder direkte paralleller til Sheherazades egen situation, nogle behandler emnet om kvinders utroskab og skaber således identifikationer mellem kongen og de øvrige fortalte karakterer.

Todorov skriver, at det første narrativ deler sig og bliver til 1001 nats narrativer. Hver især uddyber de den initiale historie, men de indeholder også et overskud, dvs. noget, som falder udenfor rammefortællingens plot. Der er tale om digressioner, som dog ofte tager over, kommer til at fylde mere end deres narrative udgangspunkt og får både læser og fortæller til at glemme dette. På denne måde dør narrativerne som deres egne karakterer, de drukner i en strøm af fortælling, og nye kommer til. 

Dette er der flere grunde til. For det første er et narratologisk overskud nødvendigt, for at der kan skabes nye fortællinger ud fra dette, sådan som Todorov beskriver det. Det er et formalistisk, men også næsten biologisk princip, der her gør sig gældende.

Arabian night fra www.members.tripod.comFor det andet gør dette overskud det tydeligt, at 1001 Nat består af en række fortællinger stykket sammen fra forskellige kulturområder på forskellige tidspunkter i værkets tilblivelseshistorie. 1001 Nat skal i høj grad betragtes mere som en tradition end som et egentligt autonomt værk. 

Før nogle af historierne nogensinde blev nedskrevet, eksisterede de som mundtlige overleveringer i arabiske, tyrkiske, persiske og indiske områder. Da man gik i gang med at skrive fortællingerne ned i hånden, opstod der derfor både egyptiske og syriske manuskripter; manuskripter, som divergerede fra hinanden i længde, indhold og stil, og som siden dannede grundlag for meget disparate, trykte udgaver.

Den første af disse er Calcutta-udgaven, der udkom mellem 1814 og 1818, og som er en idiosynkratisk redigering af et sent, syrisk manuskript.
 
Op igennem 1800-tallet kom en del andre udgaver til, og der findes utallige beretninger om manuskripter, som har vist sig at være forfalskede, og historier, som er blevet tilføjet undervejs af den ene eller den anden oversætter, men som ikke har indgået i nogle af de originale manuskripter. Todorov skriver, at der næsten er opstået tradition for, at hver oversætter indlejrer egne fortællinger i sin oversættelse.

Om dette er sandt, er svært at sige. Men tanken harmonerer fint med Todorovs øvrige idé om fornyelse af narrativet. På samme måde som Sheherazade redder sit eget liv og vinder en god ægtemand ved at insistere på fortællingens kraft, erobrer 1001 Nat til stadighed nye territorier og holder sig selv i gang som et levende værk, der giver inspiration til også vores samtids forfattere, tegneserieskabere dramatikere – og ikke at forglemme den mundtlige fortælletradition, som stadig findes i vises dele af Mellemøsten.

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)