Sat på gaden. Om Fogeden af Signe Schlichtkrull

Oprettet: 30.04.2011 - 09:35

En roman der handler om at være hjemløs, både i konkret og eksistentiel forstand.  Af Astrid Rode, cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling

Finanskrisen og lavere sociale ydelser gør romandebuten Fogeden fra 2009 af Signe Schlichtkrull højaktuel. Romanen handler om udsatte mennesker og deres ofte barske vilkår, som skildres på en empatisk facon, der aldrig bliver sentimental.

Schlictkrulls uddannelse fra Forfatterskolen fornægter sig ikke. Hendes stil er minimalistisk, det vil sige, at sætningerne er korte og der står meget mellem linjerne. Ydermere har fortælleren en vis distance til romanens personer. Desuden er der sneget sig en upcoming forfatter ind. I sin anmeldelse i Jyllands Posten påpeger Jon Helt Harder at der ikke er tale om en minimalistisk roman. Der er da også for mange personer og for meget handling til, at Fogeden kan betegnes som en rendyrket minimalistisk roman. Men sproget er knivskarpt og renset for overflødigheder, eksempelvis hedder det om én af personerne, der slæber rundt på en klapvogn med babytøj:

"Hun fik det af sin mor dengang hun ventede sig, men hun nåede ikke at bruge det."

Først senere i romanen får læseren at vide hvorfor babytøjet aldrig kom i brug. I det hele taget samles alle de løse tråde op undervejs i romanen.

Skæbnedag
Titlen er ildevarslende, for fogeden er ikke en rar person at få besøg af. Men fogeden Merete Andersen, der en septemberdag passer sit arbejde og sætter mennesker ud af deres lejlighed, der ikke har betalt husleje, er et helt almindeligt menneske. Da det går op for hende, at hun har begået en fejl i én sag, vil hun gøre alt hvad, der står i hendes magt for at rette op på fejlen. Således krydser fogeden og nogle af de udsatte menneskers veje i løbet af romanen. Eksempelvis den ældre mand, der er blevet sat på gaden ved en fejl. Fogeden får stablet et nyt hjem på benene til ham.

Merete lader den unge kvinde, med det dansktop-klingende navn Ida Pia, flytte ind i et tomt værelse hjemme hos sig selv. Ida-Pia, som hun satte ud og var bekymret for:

”Vi er her for at sætte dig ud af din lejlighed, siger fogeden. Nu kan jeg se du har et barn. Ved du hvor I skal gå hen? Pigen ryster på hovedet. Så ringer vi til din socialrådgiver”.

Men værelset er egentlig for lille og mørkt til Ida Pia og hendes lille datter. Men Ida Pia er desperat og har kun én anden mulighed. Det er at flytte ind hos ekskæresten, der er far til datteren. Men han fordriver tiden med at hænge ud, høre musik og ryge hash med sine venner. Og Ida Pia vil ikke have hjælp af kommunen, hun vil klare sig selv.

Ar på sjælen
Susanne og Lars er kærester. De bor sammen i Susannes lejlighed, men de fester for meget og glemmer at betale husleje. Derfor må fogeden, Merete, denne septemberdag også smide dem ud.

Parret søger tilflugt hos en veninde, der på trods af et kokainmisbrug bor i et rækkehus uden for byen sammen med sine børn. Men da Susanne en dag er ude af huset, rykker Lars ind i venindens seng.

Susanne og Lars kæmper begge med dybe ar på sjælen. Susanne har fået fjernet sin søn, fordi hun drikker eller også er det omvendt? I hvert fald kan diverse forsøg på at gøre hende til en god samfundsborger ikke stoppe hendes trang til øl:

”Hun lærer hygiejneregler og løfteteknik og at søge arbejde på arbejdsformidlingens computersystem. Om eftermiddagen – så snart de har spist frokost – går hun hen i kiosken og køber tolv øl og finder et sted at drikke dem”

Lars er blevet misbrugt af pædofile mænd som barn. Et misbrug som hans fostermor oven i købet tjente penge på. Man gyser indvendig af beskrivelsen af de pædofile mænd og den grådige værtshusholderske.

Både Susanne og Lars har begge meget få nære relationer og er dybt afhængige af hinanden. Imidlertid kommer de væk fra hinanden i deres søgen efter, at få deres behov for henholdsvis bekræftelse og øl opfyldt. Alligevel er båndet mellem dem ubrydeligt og de mødes igen under tragiske omstændigheder.

Eksistentiel ensomhed
Det er ikke bare skæbner som Susanne, Lars og Ida Pia, der oplever ensomhed og længsel. Det gør fogeden Merete også på trods af, at hun på overfladen lever det gode liv med lejlighed, arbejde og mand. Men lejligheden bliver tom og uhjemlig, da manden forsvinder uden at give lyd fra sig. Da han endelig vender tilbage, er det fordi, han vil skilles.

Da jeg læste romanen, kunne jeg ikke lade være med, at spekulere på, hvad det er, der gør, at nogle mennesker kommer ud over grænsen og ender på et herberg, hvorimod andre klarer skærene. Jeg tror, at der mange gange er tale om tilfældigheder. 

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)