Sæsonkort for livet. Om Fodboldfeber af Nick Hornby

Af litteraturstuderende Martin Toft

Bogbranchen har i de senere år lanceret en imponerende række nye genretyper. Især ’chick-lit’ og ’lad lit’ har fået meget omtale, men fænomenet har også avlet en sand myriade af underbegreber. Blot en overfladisk søgning på google giver følgende fangst: ’hen lit’, ’mom lit’, ’lady lit’, ’latina lit’, ’bridal lit’, ’bloke lit’, ’gangster lit’, ’dad lit’, ’geezer lit’ og ’loser lit’.

Mønstret er krystalklart: Disse typer litteratur henvender sig direkte til kvinder og mænd med forskellige interesser og selvforståelser. Denne trend stammer naturligvis fra U.S.A., hvor markedsføringen af bøger længe har fået stor opmærksomhed. 

I moderne tid er litteraturen blevet en vare, som sælges og købes på linje med kunst, film, mad, biler, rejser osv. Ganske uoverraskende viser alle former for statistik, at begreber som ’lad lit’ målretter salget af bøger. Men tendensen afslører også, at litteraturen sagtens kan tiltrække mennesker, som ellers ikke normalt læser skønlitteratur. Her er den klare markedsfilosofi: Hvis læseren ikke kommer til bogen, må bogen komme til læseren! Nick Hornbys (1957) debutbog Fodboldfeber (1992) fortæller sig egen lille historie om substansen i den tankegang.

Allerede Ernest Hemingway (1899-1961) skrev ’lad lit’ om unge mænd og unge mænds problemer, men alligevel fremhæver mange Hornbys fodboldbog som én af genrens grundtekster. Hornby er åbenbart ekspert, når det kommer til mænds tanker om sig selv, jobbet, kærligheden, lykken m.m.
 
Hvordan ser et selvmål ud?
Ser man bort fra spørgsmålet om ’lad lit’, får man som fodboldfan lyst til at plage læs læs læs nu Fodboldfeber. Berigende læseoplevelser er næppe reserveret en veluddannet elite, som alene forstår at værdsætte bøger med lidt diffuse kvaliteter.

Det indtryk kunne man ellers sagtens få, når man hører, hvordan formanden for Danske Skønlitterære Forfattere, Peter Legård Nielsen, udtaler sig om såkaldt litterær kvalitet. Han proklamerede forleden, at målrettet markedsføring af bøger er en idiotisk idé. Udtalelsen vækker mindelser om Jesper Olsens fatale tilbagelægning under VM 1986.

Modsat Peter Legård Nielsen kender Nick Hornby uden tvivl betydningen af ordet selvmål. Enhver (selvbestaltet) fodboldekspert må anerkende Hornbys ekspertise, imens andre kan lære en række værdifulde lektier såsom: hvorfor fodbold aldrig blot er et spil; hvorfor det ikke nødvendigvis er sjovere at spille selv end at se på; hvorfor et mesterskab faktisk godt kan føles som livets orgiastiske højdepunkt; hvorfor man absolut må melde afbud til bryllupper for at følge fodboldkampe.
 
Checkliste over den perfekte kamp
Materialet til Fodboldfeber er selvbiografisk, og oplevelsen af bogen kan sammenlignes med smuglæsning i en dagbog, ikke mindst fordi alle kapitler er dateret med kampdatoer, eksempelvis ”Chelsea-Arsenal 7.3.1987”.  Siden barndommen har Nick Hornby været tilhænger af fodboldklubben Arsenal FC, som har hjemme i Nordlondon på og omkring Highbury. I Fodboldfeber finder man portrætter af klubbens bedste og dårligste spillere gennem de sidste 30 år, og man får samtidig en forklaring på Arsenals rygte som ”boring, boring Arsenal”.

Man fornemmer hurtigt, at Hornbys sæsonkort til Arsenals hjemmekampe naturligvis vil blive forlænget til forfatterens dødsdag. På sin faste siddeplads har han røget sig igennem kamp efter kamp, sæson efter sæson i 35 år. Men samtidig har han fundet tid til at udvikle en sjov checkliste over den perfekte kamp.

Kort fortalt: mange mål, horribelt dårlige dommerkendelser, larmende tilskuere, misbrugte straffespark af modstanderholdet, røde kort til modstanderholdet og en eller anden form for skammelig opførsel på banen. Her antydes Hornbys store force, som ubetinget er humoren. Forfatterskabets stærke vartegn kommer eksempelvis til udtryk i et væld af lister eller malplaceret alvor; alt sammen stiltræk man måske husker fra Hornbys succesroman om diskofili, ”High Fidelity” (1995), som er blevet filmatiseret med Iben Hjele og John Cusack i hovedrollerne.

Fodboldfeber er skrevet essayistisk med en temmelig løs og episodisk struktur, men samtidig dækker gennemgangen af de enkelte fodboldkampe over en mere solid struktur, angivet i bogens tre hoveddele med titlerne ”1968-1975”, ”1976-86” og ”1986-1992”. Hver del repræsenterer dels en fase i Arsenals historie og dels faser i Hornbys fuldstændig almindelige liv (barn, ung, voksen).

Det hele er arrangeret sådan, at Arsenals resultater på banen metaforisk spejler Hornbys eget liv. Mere perifert får man også et stykke britisk kulturhistorie, hvor fodboldens og samfundets udvikling skrives sammen på elegant vis.

Amerikanske aspirationer
Hornby skriver ukompliceret, men enormt stilsikkert, hvilket gemmer på en regulær litteraturideologi. I interviews langer Hornby ofte ud efter bøger, som enten er overskrevet eller rettet imod en minimal læserskare af akademisk observans. Nick Hornby er den type forfatter, som ikke bruger mange sekunder med en synonymordbog, eller kæmper længe med en flot metafor.

Tværtimod har han stor respekt for populærkulturens metoder, hvilket afspejles i Hornbys egen favoritlitteratur og hans energiske skrivemåde. Fodboldfeber har længe været en gigantisk læsersucces i England, og Hornby har selv skrevet manuskriptet til filmatiseringen (en klassisk romantisk komedie). Den amerikanske version af samme film blev i øvrigt lanceret forleden i U.S.A, hvor fodbolden vistnok er blevet erstattet af nationalsporten baseball.
 
Bibliotekerne har den britiske filmversion på hylderne, som sagtens kan anbefales, selvom den er meget forskellig fra bogen. I både bog og film anvender Hornby dog en række virkemidler, som åbenlyst er hentet fra populærkulturens håndbog over typiske tricks, eksempelvis handlingens typiske udvikling i mange Hollywoodfilm.

Hornby ser intet problem i at medtænke læserens forventninger og forhåbninger, uden dermed automatisk at opgive egne æstetiske ambitioner og præferencer. Han har selv fremhævet, hvordan europæisk litteratur ofte keder eller irriterer ham, hvorimod amerikansk litteratur bedre står distancen. Det er måske et udtryk for, at mange amerikanske forfattere nærmest er opdraget til altid at forene høj underholdningsværdi med selv minimale kunstneriske ambitioner.

På mange måder deler Nick Hornby mentalitet med en stor gruppe unge, amerikanske forfattere med base i New York og i miljøet omkring nytænkende internettidsskrifter som McSweeneys og The Believer. Sammen med andre britiske forfattere, som Zadie Smith (1975), har Hornby længe været involveret i en række transatlantiske projekter.

Bare for at nævne ét eksempel har Hornby skrevet manuskriptet til filmversionen af Dave Eggers (1970) karismatiske succesroman ”Et hjertegribende værk af overvældende genialitet” (2000). Den kommer nok snart i biograferne. Det tror jeg sagtens, man kan glæde sig til.