Rungsteds Lyksaligheder – på landet med Johannes Ewald

Oprettet: 31.05.2011 - 09:47

Allerede i sin levetid blev Ewald regnet for en meget talentfuld forfatter og hans teaterstykker og lejlighedsdigte fik stor opmærksomhed. Af Anne Kirstine Munk, MA i Liberal Studies

Min dansklærer i gymnasiet havde den regel, at man i løbet af de tre års mange danskstile måtte afløse én af dem ved at lære en tekst udenad i stedet. Han ville finde en tekst af passende sværhedsgrad, og så skulle den læres ordret og fremsiges for klassen – og den skulle reciteres med præcision. Hvis der var bare én fejl, var man dumpet og skulle aflevere den danske stil alligevel.

Jeg tog udfordringen op, og derfor skulle jeg engang i løbet af 2. g. lære Johannes Ewalds digt ”Rungsteds Lyksaligheder. En Ode” (1775) udenad. Det hjælper gevaldigt på hukommelsen, at det er et digt, der rimer, men det tog alligevel mindst lige så lang tid at lære, som det ville have taget at skrive en dansk stil.

Johannes Ewald levede fra 1743 til 1781, og blandt hans mest berømte tekster er den selvbiografiske roman Levnet og Meeninger, der først udkom efter hans død i 1804, og ”Kong Christian stod ved højen Mast”. Han regnes for at være den første moderne danske digter, blandt andet fordi han er den første forfatter, der bruger et jeg som centrum for sin digtning.

Allerede i sin levetid blev Ewald regnet for en meget talentfuld forfatter, og hans teaterstykker og lejlighedsdigte fik stor opmærksomhed. Desværre var Ewald også drikfældig og i kombination med en plagsom gigtsygdom, gjorde det ham sengeliggende i perioder. I foråret 1773 arrangerede hans mor derfor, at han blev sendt på landet og væk fra det fristende byliv. Han blev indkvarteret på Rungsted Kro – i dag kendt som Rungstedlund, der huser Karen Blixen-museet – og det var her, han skrev sin ode til landlivets glæder.

Den ekstatisk inspirerende natur
Ode-formen er en antik versform, som blandt andet den romerske digter Horats anvendte. Også den tyske Sturm und Drang-digter Klopstock (1724-1803), der boede og arbejdede i København en årrække, var en stor ode-skriver, og Ewald har muligvis været inspireret af ham. Betegnelsen ”ode” går især på indholdet – det er en besyngelse af et givet emne.

Ewalds ode til Rungsted er en besyngelse af naturen omkring Rungsted og den særlige følelse, som naturen indgiver det poetiske jeg i digtet. De ni strofer i digtet kan opdeles i tre sektioner: de første fire strofer er en udtalt besyngelse af alt det skønne, digterjeget ser i sine omgivelser, mens de følgende fire er overvejelser over, hvordan naturen er et udtryk for en skøn og guddommelig bagvedliggende kraft, og hvordan digterjeget bliver ekstatisk over den erkendelse. Læg for eksempel mærke til stormen og trangen her i strofe seks:

”Hvert Blad, hvor mit Øye
Fandt Præg af den Høye,
Opflammede Siælen – da voxte min Sang! –
Da raste den mægtige Klang! –”

Endelig er den sidste strofe en direkte henvendelse til en ”Veninde”, som digtet er komponeret til, og digterjeget udtrykker her sit håb om, at også veninden kan mærke den ”Fryd”, som digteren selv har oplevet – altså at digtet kan videregive den ekstatiske erkendelse af verden.

Det lykkes virkelig for Ewald at videregive noget af sin fryd og ophidselse, og også i dag er digtet en poetisk og klangfuld oplevelse at læse og høre – og lære udenad. Det er et større arbejde at lære sådan en tekst udenad, men det kan bestemt anbefales; man lærer teksten og rytmen og bevægelsen at kende på en helt særlig måde.

Den følende Skiald
Førstegangslæseren kan heldigvis også nemt nyde Ewalds klangfulde digtning, og lige fra første strofe drager Ewald læseren med sin udgangsposition i et dunkelt, skyggefuldt mørke:

”I kiølende Skygger,
I Mørke, som Roser udbrede;
Hvor Sangersken bygger
Og quiddrende røber sin Rede –
Hvor sprudlende Bække,
Snart Dysse, snart vække
Camoenernes Yndling, den følende Skiald,
Med steds’ eensrislende Fald – ”

Herfra udvider beskrivelsen sig til marker (med vildt beskrevet som ”Skovens letspringende Sønner”) og siden Øresund, og man må forestille sig, at poeten sidder ved de skyggefulde roser og ser ud over landskabet, og man følger hans blik i digtet. ”Camoenen” (udtales kamønen) er en muse eller sanggudinde, og det er altså den, der fylder digteren med inspiration.

Odens første fire strofer (med undtagelse af de to første verslinjer) er én lang bisætning, der med gentagelsen af ”hvor” tegner et billede af et helt landskab, og de bygger op til de sidste to verslinjer i strofe fire:

”Hvor Rungsted indhegner den reeneste Lyst,
Dér fyldte Camoenen mit Bryst.”

Iblandet digterens lyst er både ”Kummer og Smerte”, og det er med til at give digtet sit romantiske præg – at der er en splittelse i digtet. Det er en kontrast mellem lys og mørke og mellem glæde og sorg; der er ligefrem en sammenhæng (”Du, som allene / fremkaldte den Lyst af min Smerte” i strofe 9).

Storm og trang
Det er altså klart, at digterjeget er det følsomme centrum i digtet, og dette følelsesfulde præg gør, at ”Rungsteds Lyksaligheder” regnes for at indvarsle romantikken i Danmark. Men snarere end et egentligt romantisk digt er det et Sturm und Drang-digt – Sturm und Drang er den periode, der gik forud for romantikken, og den har en del fællestræk med romantikken. Centralt for Sturm und Drang-æstetikken er et fokus på individet og individets følelsesliv, deraf udtrykket ”storm og trang”.

Det var også et opgør med den udpræget rationelle oplysningstid – i stedet for at forklare alting videnskabeligt var Sturm und Drang-digterne optagede af inderlige og nogle gange voldsomme følelsesudbrud, og den romantiske opfattelse af fx livet på landet eller naturen som en besjælet kraft kan også findes hos Sturm und Drang-forfatterne. Goethes Den unge Werthers lidelser (1774) er et godt eksempel herpå.

På mange måder er vores natur- og menneskeopfattelse i dag præget af romantikken, og derfor taler Ewalds poetiske beskrivelser af det danske sommerlandskab ved Rungsted også til os i dag. Hvis man vil efterprøve det, kan ”Rungsteds Lyksaligheder” nemt findes på internettet (fx på adl.dk, Arkiv for Dansk Litteratur) og printes, så man kan have det med i lommen på en udflugt til Rungstedlund.

Bagerst i Rungstedlunds have findes en Ewalds høj – man går forbi blomsterbedene og over den hvide bro – og for foden af højen ligger Karen Blixen begravet. Nogle af bøgetræerne i denne del af parken menes at være 250-300 år gamle, så det er altså muligt at spadsere under de selvsamme træer som Ewald har set på under sit ufrivillige landeksil – og her kan man så læse Ewalds digt og se, om det også i dag er muligt at finde Rungsteds lyksaligheder.

 

 

0
Din bedømmelse: Ingen