Rolf Hapel: Når sandheden skal frem...

Oprettet: 01.02.1999 - 09:00

Rolf Hapel: Når sandheden skal frem...

skrevet af Rolf Hapel



Når sandheden skal frem...

af Stadsbibliotekar Rolf Hapel

Når man bliver bedt om at løfte sløret for sine læsevaner og -uvaner, giver det anledning til en selvransagelse, som for mit vedkommende indbefatter erindringsglimt, der går ganske langt tilbage.

Det første er engang i begyndelsen af første klasse. Stedet er Ørnevejens Skole i Frederikshavn. Læreren har skrevet noget på tavlen. Jeg kan for min død ikke læse, hvad der står - til trods for, at jeg egentlig synes, at jeg har ret godt fat i "Ib så en sø" - tingen. Det var et ord på fire bogstaver. Der stod "O-G-S-Å", og vi var ingen der kunne læse det. Det bedste bud kom fra Ebbe. Han mente, at der måske kunne være tale om et dyr, en OKSE. Den ny lærer Andersen fra Midtjylland var noget forundret over vores uvidenhed. Han afslørede, at der stod "også" - men vi var lige meget i vildrede. Hvad betød "også"? Indtil Birthe opvakt konstaterede, at det betød "åsse". Da gik det op for mig, at læsning ikke bare var lige ud af landevejen.Men jeg kom nu hurtigt efter det, og i løbet af det næste par år blev læsning i perioder nærmestGode amerikanereWilliam Wharton: I den klare nat  Truman Capote: Med koldt blod  Joseph Heller: Punkt 22en besættelse. Specielt i 10-11 årsalderen var jeg altlæsende. Jeg kastede mig over store romaner, som jeg godt nok sjældent forstod, men læse dem kunne jeg. Leksika og opslagsværker blev konsumeret. Læsning på toilettet var en af de mest lystbetonede sysler. Lokumslæsning afhvad som helst - jeg har endog præsteret at tage telefonbogen med på lokum i mangel af andet læsestof. Læsning var blevet et behov, der føltes, som var det på linie med de fysiske. Selve indholdet af lekturen var på det tidspunkt ikke særlig afgørende - det var processen, der talte.Senere blev jeg mere kritisk med indholdet. Jeg havde selvfølgelig læst alle de drengebøger, jeg kunne komme i nærheden af. Jules Verne, Torry Gredsted, Kaptajn Marriat, Cai Schaffalitzky de Muckadell, Peder Most-bøgerne, Tykke Niels. Af en eller anden grund forekom Flemming-bøgerne mig at være kedsommelige, så dem rørte jeg ikke. Derimod var Gyldendals udødelige klassikere blandt favoritterne.I samme periode var jeg også sporet ind på tegneserier. Anders And var helt OK, ligesom Illustrerede Klassikere var toplekture.Gode KvinderomanerLisa Alther: Levende Billeder  Lee Smith: Skønne damer uden svigKong Kylie var også et spændende blandet magasin, som jeg fik fat i ved at bytte mig frem. Derimod var jeg ikke særlig vild med de krigstegneserier, som mange af mine kammerater læste. Det var Batler Britton og Spion X 13. Det der pikerede mig var i og for sig ikke den dårlige kvalitet i tegninger og historier, men at de tyske soldater altid blev fremstillet som ufatteligt dumme og med et ordforråd, der stort set kun bestod af Schweinhund og Dummkopff. Min far var tysk soldat under krigen, så måske især derfor havde jeg det lidt svært med disse serier.Jeg havde stiftet bekendtskab med det lokale bibliotek allerede i førskolealderen. Jeg gik med min mor op på skolen, hvor det havde til huse i kummerlige lokaler ved siden af skolekøkkenet. Børnebibliotekaren var aktiv i mange år senere og hed frk. Bentzien, og det ville ikke undre mig om hun forsat cykler rundt i Frederikshavn og omegn. Hun var af den lidt strikse type, men et hjerte af guld og blev en inspirator for min læsning.Da jeg blev 12-13 år, skiftede læsningen karakter fra at have været et nærmest fysisk behov til at blive en nydelse, noget jeg så frem til og som indeholdt kvalitative forskelligheder, gode og mindre gode oplevelser. Jeg indførte et ritual i forbindelse med mine biblioteksbesøg, nemlig at aflægge visit hos den stedlige bager, hvor jeg købte en Tuborg Appelsinsquash (jo, de var fandtes også dengang) samt et lækkert chokoladehorn med marcipan og pistaciefyld. Så hjem påSkandinaviske klassikere:William Heinesen: De fortabte spillemænd  Aksel Sandemose: Nybyggerne i Alberta  Halldor Laxness: År og dage i Brattekådskibsbriksen, rigge nydelsesmidlerne an og gå i gang med læsningen. Det var lykken. Selv om jeg i disse situationer helt klart var tabt for omverdenen, var jeg ikke en læsenørd i traditionel forstand. Jeg havde gang i masser af fodbold, leg, fysisk aktivitet, kammeratskab og så videre, men jeg opfattede læsningen som en privat passion, som jeg ikke delagtiggjorde andre end frk. Bentzien i.Efterhånden som jeg blev 14-16 år fik jeg mere styr på mine præferencer. Jeg læste stort set alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af om 2. verdenskrig. Og så begyndte jeg at tage hul på nogle af de mere sociale forfattere, dem der også kunne fortælle en god historie. Især de amerikanske kunne jeg godt li'. Det var bl.a. Upton Sinclair, Sinclair Lewis og Jack London, men også danske som Harald Herdal og Martin Andersen Nexø (selv om jeg synes, at de af og til var lidt småkedelige). Da jeg senere opdagede andre skandinaviske forfattere som William Heinesen, Halldor Laxness, Eyvind Johnson, Harry Martinsson, Vilhelm Moberg og Aksel Sandemose blev jeg klar over, at de ikke stod tilbage for de amerikanske, når det gjaldt om at fortælle en god historie.For mig er god læsning meget knyttet til den gode historie. Fornemmelsen af at leve sig ind i et univers og synes, at det er træls, når det holder op. En god, gerne ramsaltet historie finder man blandt de sydamerikanske forfattere, der med den "fantastiske realisme" vel også har inspiret vores egen skribent Ib Michael. En roman, jeg selv vældig godt kan li' hedder "Det store baghold -  Tocaia Grande" af Jorge Amado.Men de amerikanske romaner holder jeg også meget af. Elia Kazan, Joseph Heller, John Irving,Historiske romaner:Mika Waltari: Sinuhe ægypteren  Robert Graves: Jeg, Claudius  Nis Petersen: Sandalmagernes gadeNorman Mailer, Lisa Alther, Charles Bukowski, Truman Capote og William Wharton er nogle af de forfattere, jeg har læst med fornøjelse. Især den sidste har med romaner som "Far", "I den klare nat" og "Birdy" virkelig  formået at forene eksistentielle overvejelser med underholdende anekdoter. "Birdy" har jo netop været opført med bragende succes som teaterstykke på Svalegangen. Jeg synes selv, at "Birdy" er et godt eksempel på litteraturens evne til at danne billeder inde i læserens hoved. Bogen handler om et venskab mellem to mænd. Birdy, der på grund af traumatiske krigsoplevelser opfatter sig som en fugl og Al, der ved at fortælle ham om fælles barndomsoplevelser prøver at kalde ham tilbage til verden.Nå, jeg må nok konstatere, at jeg med stigende alder og mere fokusering på arbejdsliv slet ikke får læst det kvantum fiktion, jeg gjorde en gang. Jeg er som så mange andre også blevet en større forbruger af billedmedier, men jeg holder stadig af at læse. Falder kvantiteten, så stiger kvaliteten til gengæld. Jeg er blevet kritisk med min læsning. Både sprog og indhold skal være i orden. Jeg holder af det kortfattede, præcise, men alligevel billedrige sprog, som f.eks. forfattere som Charles Bukowski repræsenterer. Men jeg kan også i ny og næ kaste mig over de klassiske forfattere. F.eks. Johs. V. Jensen, der jo ikke er karrig med sit sprog, men tværtimod kaster om sig med ord, nogle gange lige i overkanten, kan altid formidle fantastiske stemninger. Hans Himmerlandshistorier er jo fremragende.Af en eller anden grund har jeg det svært med danske forfattere, der som Peter Høeg bliverKærlighedsromaner  Albert Cohen: Herrens Udkårne  Sébastien Japrisot: Passionudskreget som de store, internationale vidundere. Måske er det min nordjyske baggrund, der gør, at jeg ser med nogen skepsis på sådanne "overnight sensations" - eller også er det min indre jantelov, der stikker sit hæslige hoved frem, jeg ved det ikke. I hvert fald gider jeg sjældent gøre mig de store anstrengelser for at få læst disse værker.Et par anbefalinger. Bøgerne er fra den tid, hvor jeg virkelig læste meget. Den helt nye litteratur har jeg desværre ikke særlig meget fod på længere.







BogWeb - 1. februar 1999

0
Din bedømmelse: Ingen