Rockmusik og 90'ernes litteratur - er der en sammenhæng?

Oprettet: 01.02.2002 - 09:00

Af stud.mag i litteraturvidenskab Martin Laurberg

Dele af den danske litteratur fra 1990erne synes at være domineret af en form for nærpersonlige iagttagelser, mens andet bevæger sig ud i nærmest barnligt dadaistiske udtryk.

Det gælder nok især nyere forfattere, som det kan være vanskeligt at se nogen særlig sammenhæng imellem.

Vender man imidlertid blikket mod den engelske og amerikanske rockmusik, vil man se en udvikling, hvis kulmination i 90erne resulterede i en særlig attitude af simpelhed og en slags sløset personlighed, der måske kan kaste lys over den danske litteratur. Ikke sådan at forstå, at musikken fungerer som grundlag for litteraturen; der er nok nærmere tale om en fælles tilgang eller fælles omstændigheder, som giver lignende udtryk.

En iøjnefaldende gruppe, som har været omslagsgivende er de amerikanske Half Japanese. Gruppen, der består af brødrene Jad og David Fair samt skiftende besætning, har siden slutningen af 70erne udsendt et stort antal plader og kassettebånd, der nok er meget varieret, men som til alle tider er båret af en simpel, antiekvilibristisk tilgang til musikken.

Pladerne er blevet ledsaget af diverse paroler som eksempelvis gruppens målsætning om at lave musik uden akkorder, eller en opfordring til at sætte seks ens stemte strenge på sin guitar, så man ikke kommer til at spille forkert. Hvad enten man ser sådanne tiltag som avant-gardistiske eller talentløse, er det klart, at de vidner om en ret markant opfattelse af musikken.

Noget lignende finder man hos den ligeledes amerikanske kunstmaler og sanger Daniel Johnston. Op gennem 80erne udsendte han på et obskurt texansk pladeselskab en række kassettebånd, hvor han dels fortolkede klassikere af især The Beatles, og dels fremførte sine egne kompositioner, der er nogle simple og nærmest barnagtige sange, som ofte handler om superhelte og McDonald's (Johnstons malerier forestiller i øvrigt også superhelte). Båndene, der som regel består af klaver ledsaget af Johnstons pibende stemme, blev indspillet på en lille kassettebåndoptager af ham selv. Hermed markerede han en idé om at lave tingene selv, som har fået kæmpe indpas i 90ernes rockmusik.

Denne gør-det-selv attitude finder man også i vid udstrækning hos den engelske gruppe The Swell Maps, der allerede fra midten af 70erne i små oplag selv udsendte plader, som var optaget hjemme hos medlemmerne.

De tre eksempler er plukket ud blandt mange, men de viser optakten til en særlig musikalsk tilgang, som har været karakteristisk for 90erne. Den bevidst naive indstilling, blandet med et personligt udtryk, findes nærmest over alt i især den amerikanske rockmusik. Ligesom gør-det-selv princippet under betegnelsen "lo-fi" er blevet en parole for en mængde grupper, som eksempelvis Sebadoh og Pavement, der begge har skabt sig såvel verdensberømmelse og hitlistestatus. De tre ældre eksempler har i øvrigt alle opnået en vis stjernestatus i 90erne.

Som baggrund for denne musik ligger en særlig attitude, som med mange modifikationer kan samles under et ønske om personlighed. Det er her, man kan spore visse ligheder til den danske litteratur fra 90erne. Den meget barberede stil, man finder hos eksempelvis Helle Helle, giver et udtryk af en særlig nærhed og personlighed gennem en simpel form. Her ligner hendes målsætning meget den, man ser hos visse amerikanske sangskrivere, omend de - som eksempelvis Sebadohs frontfigur Lou Barlow - ofte ender med at blive temmelig patetiske.

Den barnligt dadaistiske stil findes i litteraturen hos blandt andre Anders Søgaard i hans digtsamling Digte I (2001), og det er måske noget, som kommer til at få større betydning i nyere dansk lyrik. Som i musikken refererer det til en slags almen erfaring, der bliver rodet godt og grundigt rundt.

Det fokus på den personlige tilværelse, som findes i musikken - gør-det-selv princippet er et eksempel - kan måske sættes i forhold til forfattere som Jan Sonnergaard, der netop sætter de personlige tilværelser i centrum, omend han lægger en social vinkel, som nok ikke så ofte er at finde i den musik, der er på tale her. Parallellen må især findes deri, at den personlige tilstedeværelse i den sociale virkelighed er afgørende for Sonnergaards værker, mens det er den personlige tilstedeværelse i optageprocessen, som karakteriserer hjemmeoptaget musik.

Det lader til, at der er visse lighedspunkter mellem den attitude visse musikere har til det at skabe musik, og nogle danske forfatteres tilgang til litteraturen. Det undrer måske ikke, eftersom de er udtryk for samtidige virkeligheder. Man må holde for øje, at forskellige medier kalder på forskellige udtryk, ligesom forskellige kulturelle grupper nok trods alt har visse indbyrdes forskelle. Det er imidlertid oplagt, at der er en vis kulturel ensartethed mellem nyere rockmusik og ny dansk litteratur.

Romannet - 1. februar 2002

0
Din bedømmelse: Ingen