I denne artikelserie sætter vi fokus på forfattere, der måske ikke længere står på alle danskeres bogreoler, men som fortjener stor opmærksomhed. Flere af forfatternes bøger er blevet retrodigitaliseret og ligger frit tilgængeligt på eReolen. Denne artikel handler om Sophus Claussen, en af Danmarks store digtere og symbolister.
Af Esben Møller Hansen, litteraturformidler
Det har altid været en del af litteraturens væsen (og er det heldigvis stadig!) at rykke og ryste tidens normer, om det så gælder samfundet, sproget eller det åndelige liv. Når man læser Sophus Claussens digte, romaner eller essays i dag, fremstår de ganske fredelige, men krøltoppen der kom til verden på Langeland i 1865 var en sproglig fornyer og en kontroversiel skikkelse – især på grund af sin stærkt erotiske digtning. Han er blevet beskrevet som en brobygger mellem det modernistiske og det romantiske i dansk litteratur, en uomgængelig skikkelse i nyere dansk litteratur. Jeg vil ikke give den større biografiske gennemgang af Claussens liv, men jeg vil se på et par af hans værker og anmeldelser af dem fra det store arkiv, vi har i kælderen under Hovedbiblioteket i København.
I 2015 udkom 100 Digte , som er den seneste fysiske udgivelse af Claussens tekster, i anledningen af forfatterens 150 års fødselsdag i et udvalg af digter Ursula Andkjær Olsen og Claussen-kender Keld Zeruneith. Store dele af hans værker er nu også blevet retrodigitaliseret af Lindhardt & Ringhof, og ligger frit tilgængeligt på eReolen, og der er med disse helt friske udgivelser absolut ingen undskyldninger for ikke at gå i gang med Claussens omfattende forfatterskab.
Claussens debut 'Naturbørn' fra 1887 gav ham ry som værende Emil Aarestrups arvtager, Danmarks nye – og kontroversielle – erotiske digter. På trods af skift i stil, tematikker og genre holdt dette ry fast ved ham under hele forfatterskabet. Det skyldtes blandt andet digte som 'Nye piger', hvor det lyder:
Hvad er hundrede Kys af ét Par Læber
Mod at kysse hundrede Piger?”
Eller denne strofe fra digtet Kjærlighed:
Tal ej om evig Kærlighed
Vort Hjærte kun slaar Smut!
Det hopper let fra Sted til Sted
Og synker træt til slut
Claussen skriver allerede i debuten for et frit drifts- og kærlighedsliv og det er ikke spor overraskende, at Naturbørn ikke faldt i god jord hos alle i borgerskabet i slutningen af det 19. århundrede.
Der er af gode grunde desværre ingen anmeldelser af Naturbørn i det store arkiv af anmeldelser under Hovedbiblioteket i København, da arkivet ”kun” går tilbage til slutningen af 2. verdenskrig. Men flere af genudgivelserne findes der anmeldelser af, blandt andet den genreeksperimenterende rejseroman 'Antonius i Paris' fra 1896, som blev genudgivet i 1965 af Gyldendal i anledning af 100-året for Sophus Claussens fødsel. Et værk, der både tematisk og sprogligt er meget anderledes end debuten. Dagbladet Aktuelt konkluderede ved genudgivelsen, at Antonius i Paris ”... er indgangsportalen til den Sophus Claussen, der skulle blive dette århundredes betydeligste lyriker og sprogkunstner”.
Sommer-tyfoner og Djævlerier
'Antonius i Paris' består blandt andet af dagbogsblade og breve fra en kunstentusiastisk skandinavisk mand, der har slået sig ned i Paris for at iagttage og dyrke det blomstrende kulturliv. Bogen emmer af en søgen efter livets poesi, efter kunstens og kærlighedens væsen. Det er et værk, hvor det kan være svært at adskille fortæller og forfatter, som i de mange autofiktive værker, der med Karl Ove Knausgårds Min kamp har haft vind i sejlene. Claussens til tider naive, romantiske, lidenskabelige tone og hovedperson får mig desuden til at tænke på Tomas Espedals fremragende roman Året fra sidste år.
Sophus Claussens nok mest berømte værk, den erotiske digtsamling 'Djævlerier', blev oprindeligt udgivet i 1904, men den blev som 'Antonius i Paris' også udgivet i 1965 af Gyldendal som en del af deres ”Spættebøger”. Titlen antyder et fokus på tilværelsens dunklere sider, og det er da også en digter, der har driftslivet og synderne i centrum. Sproget er ekspressivt og fyldt op af ofte mørke billeder, der er kendetegnende for symbolismen. Kristeligt Dagblads Else Marie Bukdahl kalder det i sin anmeldelse fra 1965 for ”dæmonisk symbolkunst”, inspireret af Verlaine og Baudelaire. Se for eksempel denne billedfyldte strofe fra digtet 'Parken og Staden':
… Men udenfor i Gaden
Er Skønheden styrtet fra Tronen.
Der raser Dæmoner i Staden,
Der blæser Sommer-Tyfonen.
I sin anmeldelse i Jyllands Posten skriver Vagn Steen om 'Djævlerier', at ”Der er flere sjældne og store digte end i nogen anden nyere dansk samling” og understreger Claussens vigtige plads i den danske litteraturhistorie. Han fremhæver blandt andet digtet Nætter, et digt hvor månen beskuer digter-jeg’ets rejse gennem verden. Det er en personlig tekst om søgen efter mening i tilværelsen og en undersøgelse af, hvad der driver os frem i livet som mennesker. Det er en søgen, der stadig (og altid!) vil eksistere i litteraturens og især poesiens verden.
Derfor skal du læse Sophus Claussen:
Claussens tekster er selvsagt skrevet i et aldeles andet sprog end nutidens digtere – det er ikke så mærkeligt. Men Claussens forfatterskab er omfattende, eksperimenterende og mangesidet og hans tekster balancerer mørket, skyggerne og indre og ydre dæmoner med lyset, driften og glæden. Og det gør han på en måde, så det slet ikke virker spor underligt at læse i dag. Det virker tværtimod oplagt i en tid, hvor litteraturen sprudler af følelser, drift og personlig og privat udlevering.
Flere af Sophus Claussens værker er altså nu blevet retrodigitaliseret og ligger frit tilgængeligt på eReolen.
Kort om forfatteren:
- Født: 1865 på Langeland
- Død: 1931 i Gentofte
- Debut: Naturbørn, 1887
- Læs Sophus Claussen hvis du kan lide: Emil Aarestrup, Charles Baudelaire, Paul Verlaine, Stéphane Mallarmé, Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg.
Klik her for at finde flere af Sophus Claussens bøger på eReolen
Kommentarer