Rejseromaner

Oprettet: 01.06.2001 - 08:00

Af litteraturstuderende Tine Kristiansen

"At rejse er at leve", sagde H.C. Andersen, hvilket skal være indledningen til denne artikel om rejseromaner.

Rejsen som tema kan føres langt tilbage i litteraturhistorien. Lige så lang tid der har været mennesker, lige så længe synes de at have haft lyst til at rejse. Homer tog os med på Odysseus' rejse, hvor han kæmpede mod kykloper og sirener. Dante lod os stege i helvede, lide i skærsilden og glædes i himmelen på en ganske anderledes rejse i hans "Guddommelige Komedie".

I selskab med Robinson Crusoe endte vores opdagelsesrejse på en øde ø med slaven Fredag. I "Mørkets hjerte" førte Joseph Conrad os på en gyser af en sejltur gennem Afrika lige lukt i koloniseringens mareridt. I Selma Lagerlöfs fantastiske verden fortog vi en vidunderlig rejse over Sverige på ryggen af en gås i selskab med Niels Holgersen.

Dansk rejselitteratur
Rejseromanen som genre ligger på grænsen mellem fiktion og faglitteratur. I den mere litterære ende kan nævnes Tom Kristensens (1893-1974) "En kavaler i Spanien" (1926), som er en række veloplagte rejsebilleder blandet med lyrik. Troels Kløvedals (f.1943) detaljerede beskrivelser af bl.a. sejlture med Ib Michael m.fl. finder vi på faglitteraturens hylder.

Rejser har været en stor inspiration for utallige forfattere - også for danske forfattere i nyere tid. Carsten Jensen (f.1952) skrev i slutningen af halvfemserne rejseromanerne (eller rejseessays, som di også er blevet kaldt) "Jeg har set verden begynde" og "Jeg har set et stjerneskud". Romanerne er tydeligvis mere end rejsebeskrivelser: de er en refleksion over verden og dens udvikling. Carsten Jensen tog ud at rejse for at genopdage verden på ny.

"Skønt denne bog skildrer en rejse gennem lande, der i de seneste år har været skueplads for voldsomme begivenheder og omvæltninger," skriver Carsten Jensen i indledningen til "Jeg har set verden begynde", "er det ikke en bog om politik og historie, for det eneste, jeg ved om verdenshistorien, har jeg lært ved at se et barn blive født." Udlængsel, ja, men de helt store oplevelser for Carsten Jensen er de personlige. Det er ikke tilstrækkeligt at rejse jorden rundt.

Thomas Boberg: Americas
Thomas Boberg (f.1960) har siden midten af firserne udgivet en række digtsamlinger. Det er netop denne baggrund, der gør rejseromanen "Americas" (1999) til noget helt specielt. Den består af en række rejseminder fra Nord- og Sydamerika: USA, Canada, Ecuador, Chile, Peru, Mexico og Guatemala.

Men den er langt fra nogen almindelig rejsebeskrivelse. Udover at være en glimrende historiefortæller har Thomas Boberg en fantastisk fornemmelse for sproget. Han fører os ud i junglen og tager shamanernes bevidsthedsudvidende stoffer, som han - kliché eller ej - bruger i sin søgen efter meningen med tilværelsen.

Indianernes indsigt i naturen er fortællingernes omdrejningspunkt, og forfatteren opnår gennem sine rejser større og større respekt for deres viden. Der er ingen sentimentalitet eller romantiserende slør over fremstillingen. Der er fattigdom, stofmisbrug, prostitution, kriminalitet, korruption og politisk kaos i de sydamerikanske lande. Men der er heller ingen fordømmelse eller afstandstagen. For Boberg drejer sig om at indfange sanseindtryk, melankolske som muntre. Det vigtigste er at være til stede i nuet.

Thomas Boberg rejser som forfatter, og det er gennem de lyriske briller, vi får oplevelserne serveret. Oplevelserne er det helt centrale for Boberg. I en samtale med to guatemalanere giver han følgende beskrivelse af sin forfattervirksomhed:

"Jeg arbejder med reportager, personlige, subjektive, ikke nyheder, ikke politisk farvede, understregede jeg, jeg er en uafhængig, anarkistisk rejsende der skriver for at fastholde visse øjeblikke. Jeg mener at se dem klart, jeg mener at opdage noget nyt eller muligvis er det noget rent grafisk eller endnu mere besynderligt, noget lydligt, noget jeg kan gå og tænke højt for mig selv..."

Thomas Boberg har også skrevet "Sølvtråden" (1996) og som tidligere nævnt en række digtsamlinger.

Rejseromanen på internettet
Hvis man søger rejsebeskrivelser er nettet et sandt mekka af personlige rejseromaner. Masser af mennesker har lagt rejsedagbøger, beskrivelser, private fotos o.m.a. ud på nettet, og der er faktisk masser af spændende læsning. Desuden bliver det nemmere og stadig billigere at tage af sted, og dermed kan man skabe sin egen lille rejseroman.

Rejseromanen som konkret rejsebeskrivelse har med tiden fået en ny rolle, da man ikke længere i samme grad læser rejseromaner for at høre om nye uudforskede steder på kloden men i højere grad søger de personlige oplevelser og indtryk.

Verden er opdaget, men, som Carsten Jensen skriver i sine rejsebøger, handler det nu om at genopdage. Individets indtryk og oplevelser er centrum i en kaotisk og svært tilgængelig verden, hvor den fysiske virkelighed danner baggrund for tanker og refleksioner.

Romannet - 1. juni 2001

0
Din bedømmelse: Ingen