Realisme, fantastisk litteratur og 2. verdenskrig

Oprettet: 01.05.2003 - 11:53

Af litteraturstuderende Lisbeth Lassen

Under 2. Verdenskrig gik krigen hårdt ud over civilbefolkningen i forhold til 1. Verdenskrig. At man nu begyndte målrettet at bombe de store byer som del af den militære strategi var ikke set i sådan et omfang før, selvom Luftwaffe ganske vist havde øvet sig på at bombe civile mål i den spanske borgerkrig.

Da de tyske styrker udvidede deres offensiv til det vestlige Europa i krigens start og angreb Belgien og Holland, var det på den måde en del af den militære strategi at sønderbombe blandt andet Rotterdam. I krigens slutning gik det også hårdt ud over de større tyske byer, men den nye verdensorden blev for alvor markeret, da U.S.A. smed de to atombomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki.

Tre romaner af henholdsvis Céline, Kurt Vonnegut og Ray Bradbury tager alle udgangspunkt i denne historiske situation, men forfatterne har hver især valgt at beskrive krigens chok med realismen eller det fantastiske som litterær form.

De to former for litteratur kan fungere på helt forskellige måder, f.eks. kan man sige at realismen kan formidle chokoplevelsen netop på grund af det genkendelige, mens den fantastiske litteratur er i stand til at sprænge rammerne for det normale, hvilket jo også kan siges at være en central del af chokoplevelsen.

Célines roman Fra det ene slot til det andet (1957) foregår først og fremmest i Tyskland blandt krigens flygtninge fra den tyskvenlige del af Frankrig og fra de krigshærgede dele af Tyskland. Romanen indeholder en del selvbiografisk stof i forhold til Céline, der fungerede som læge her.
 Céline 'Fra det ene slot til det andet'
Faktisk er romanen én lang monolog, en spruttende og sydende fortællerstemme, der kaster sig over emne efter emne fra fortiden. En sjælden gang løftes en smule af sløret for jeg-fortællerens aktuelle nutid: han er egentlig syg og ligger med febervildelser som får tanker og sprog til at strømme frit.

Krigen som sådan er set fra periferien, og man finder ikke mange direkte beskrivelser af den som man gør i forfatterens debutroman Rejse til nattens ende fra 1932. Derimod er det krigens restprodukt, flygtningene, der interesserer Céline. Beskrivelsen af dem bliver også til beskrivelsen af mennesker i det hele taget og man kan derfor ikke undre sig over, at der er krig, det er simpelthen det grundlæggende i den måde verden er til på.

Som fortælleren Ferdinand siger det på et tidspunkt: ”Sandheden er at et kontinent uden krig keder sig… straks trompeterne gjalder begynde festen !…” Realismen her er derfor en form for indirekte realisme i sin beskrivelse af krigen; fortælleren fokuserer på de mennesker, der har deltaget i krigen og lader så dem repræsentere den. De beskrevne mennesker og deres adfærd står altså som små realistiske billeder på krigen, deres små krige indbyrdes afspejler den store krig.

Ser man nærmere på typen af emner, der tages under ”kærlig” behandling af fortælleren, bliver det alligevel klart, at der i grunden ikke er forskel i beskrivelsen af flygtninge, der er ved at slå hinanden ihjel, gravide kvinder på jagt efter det næste knald eller de gråspurve, der spiser alt det brød, som den godhjertede forfatter lægger ud til dem.

Alt er præget af den samme grådighed, som både laver nyt liv og ødelægger det. Og på samme tid giver det en total monotoni til fortællerens stemme: alle fænomener er i grunden ens ! På trods af al sin sprutten og syden får stemmen også en enorm distance til de ting, der beskrives.

Det er et system, hvor fugle, forlagsredaktører, liderlige kvinder og krigsgale oberster frit kan erstatte hinanden og være genstand for den samme type udfald. Krigen er en feberdrøm eller nærmere genstand for en ordstrøm i en feberdrøm. De realistiske begivenheder hos Céline er samtidig en ond feberdrøm.

Kurt Vonneguts roman Slagtehus fem (1969) har egentlig en realistisk rammefortælling, der handler om, hvor svært forfatteren har ved at fortælle historien om Dresdens ødelæggelse i februar 1945. Problemet løses ved at indlægge en tredjepersons fortælling, det hele skete altså for en anden.

På samme måde forskydes historien til nu at foregå i et delvist fantastisk univers, hovedpersonen Billy Pilgrim kidnappes på et senere tidspunkt i sit liv af nogle beboere fra planeten Tralfamadore. Billy er tidsspastiker som det hedder et sted i romanen, det vil sige, at hans tid ikke går fra fortid, nutid og til fremtid, men derimod springer fra øjeblik til øjeblik.

Det betyder, at han kan sidde med konen på deres bryllupsrejse for så pludselig at være tilbage i krigen… Alle disse øjeblikssituationer forholder sig på en eller anden måde til ødelæggelsen af Dresden, men slet ikke direkte: det er katten om den meget varme grød. Ved romanens slutning beskrives det, hvordan der ryddes op, og de døde fjernes efter bombardementet. Men det er nærmest et antiklimaks, alt er jo næsten helt væk.

Romanen igennem har det været en historie, som det er alt for svært at fortælle direkte, og det fantastiske element gør det da også muligt at rykke den ud af en menneskelig sammenhæng, før den fremstilles med en meget underspillet realisme.

Billy kan nemlig ikke fortælle om krigen til dem, han holder af, det er kun de ikke-menneskelige beboere på Tralfamadore, som han er i stand til at fortælle noget af det til. Den krigsoplevelse, som i bund og grund er realistisk, lader sig altså først fremstille realistisk efter mange krumspring. Og oplevelsen vedbliver at være ”noget der skete for en anden” og under alle omstændigheder noget som denne tredjeperson, Billy, aldrig kunne fortælle et andet menneske.

 'Krøniker fra Mars' af Ray Bradbury

I Ray Bradburys Krøniker fra Mars (1950) er der mere optimisme i forhold til menneskets rolle i krigen. Romanen, som strengt taget er en samling af noveller, der hurtigt er blevet redigeret sammen til én historie, handler om menneskets kolonisering af Mars.

Denne kolonisering er dels en gentagelse af koloniseringen af Amerika og udryddelsen af indianerne, dels en skrækvision i forhold til den 3. Verdenskrig. Science fiction og anden fantastisk litteratur gav gode muligheder for at tage denne skrækvision op, som er helt uadskillelig fra Den kolde Krigs verdensorden der fulgte efter 2. Verdenskrig.

En dystopi eller en utopi fungerer i den forbindelse netop ved at tage nogle træk fra sin samtid og så forstærke og rendyrke dem i et fremtidssamfund. I Krøniker fra Mars er det brugen af atomvåben i en verdensomspændende krig, der sættes ind i en større fortælling om menneskehedens historie.

Ray Bradbury bruger netop den fantastiske litteraturform til at beskrive menneskehedens kulturhistorie med dens erobringer, krige og koloniseringer som en mytologisk historie. Det har altid foregået og vil altid ske igen: verden vil altid blive ødelagt af krig for så at blive bygget op igen. Ray Bradburys fantastiske litteratur trækker i den sammenhæng på både gysergenren for at beskrive det destruktive og så en lyrisk, bibelsk sprogbrug for at beskrive det gode i menneskene.

I modsætning til de to andre forfattere er der altså noget i mennesket, der er ægte og godt. Det fantastiske element bruges af forfatteren til at sætte menneskets gode og onde egenskaber ind i den størst mulige ramme: det er fortællingen om, hvordan menneskenes historie altid vil være. På den måde bliver det også en trøst, selvom der har været krig bliver det alligevel godt igen på en eller anden måde.

Kort fortalt kan man sige at den fantastiske litteraturform er i stand til både at gå ud over rammerne for det menneskelige og at give et alvidende, mytologiserende perspektiv på menneskeheden, sådan som det kan ses hos henholdsvis Kurt Vonnegut og Ray Bradbury.

Den underspillede realisme, der dukker op i Slagtehus fem giver derimod en troværdig stemme til krigstraumet, ikke bare er det nærmest umuligt at tale om, det er også svært at fremstille. Célines realisme er derimod grotesk, larmende og overdrivende. Selv det tilsyneladende mest harmløse menneske bliver et lille billede på krigen, mennesket ønsker faktisk ikke andet end krig.

Men krigen ser vi ikke direkte, så måske er det i denne sammenhæng nemmest at fremstille krigen ved hjælp af den fantastiske litteraturform.

0
Din bedømmelse: Ingen