Portræt: Paris - Vendsyssel T/R

Oprettet: 01.02.2001 - 09:00

Portræt: Paris - Vendsyssel T/R

skrevet af Marit Haugaard



Anne Marie Løn, der i marts 2001 modtager De Gyldne Laurbær for sin seneste roman, har fjernet sig fra den danske provins, hvor de fleste af hendes bøger udspiller sig, og er vendt tilbage til Paris, der også var rammen om hendes debutroman Hvorfor hvisker I til mig? (1977). Kærlighedens rum er en meget smuk roman om "den evige kærlighed". Fortælleren, en moden dansk kvinde, er i Paris sammen med sine teenage-børn og møder dér på en café en kvinde, som hun havde mødt på en Parisertur et kvart århundrede tidligere. Allerede dengang anede hun, at parret, som kvinden var del af, havde et helt specielt kærlighedsforhold, og nu får hun så historien. Størstedelen af bogen er kvindens beretning om et 25 år langt intenst og hemmeligt forhold til en medieperson. Han kan/tør ikke lade sig skille af hensyn til sit arbejde, og de må derfor stjæle de kostelige samværsstunder, de kan finde. Nu er han død, og hun sidder tilbage - både med savnet, men også med kærligheden. Anne Marie Løn er født i 1947 og er vokset op, dels i Vendsyssel dels på Herning-egnen som datter af en dyrlæge og har således førstehåndskendskab til det miljø, hun beskriver i mange af sine romaner. Hun er uddannet journalist 1969 og har arbejdet på Frederikshavns Avis og Vestkysten, indtil hun blev fuldtidsforfatter i 1979. Hun slog igennem i 1984 med romanen Fodretid, der handler om de menneskelige omkostninger ved omlægninger i landbruget. Anne Marie Løn bruger sit kendskab til forholdene på landet til at beskrive menneskeskæbner, og hun gør det med stor psykologisk indsigt. De to store romaner, der udkom før Kærlighedens rum, er ingen undtagelse. Prinsesserne (1996) handler om to søstre, der fødes på en stor, jysk gård i 1920'erne og dermed har prinsessestatus på egnen. Romanen følger dem igennem livet og igennem landbrugets omskiftelige forhold, og læseren oplever hvordan de bliver en slags fanger af deres opvækst. Dværgenes dans (1998) beskriver dværgen Tyge, der også fødes på en stor gård, men nægter at finde sig i sin skæbne. Trods sit handicap viser han sig på mange måder at være den stærkeste og mest levedygtige i slægten. Prisen hedder egentlig Boghandlernes gyldne laurbær og uddeles af Boghandlerklubben. Vinderen udnævnes efter en afstemning blandt boghandlere og boghandlermedhjælpere for en titel, der er udgivet året før. Den første modtager var Martin A. Hansen, der fik den i 1949, og det er således 52. gang, den uddeles. Når man ser ned over listen over modtagere  kan man nikke genkendende til det sidste halve århundredes store - og selvfølgelig godt sælgende - forfattere.   Anne Marie Løn er i godt selskab.







Relaterede links:

om Anne Marie Løn:

ForfatterNet Danmark

Politiken Bøger

Litteraturpriser

Anmeldelser:

Dværgenes dans

Kærlighedens rum

Lektørudtalelser



BogWeb - 1. februar 2001

0
Din bedømmelse: Ingen