Af litteraturstuderende Truels Præstegaard Sørensen

Den 23. September fik Danmark endelig sin længe ventede kanon. Eller: folkeskolen og de gymnasiale uddannelser fik håndfaste retningslinier for materialeudvalget i litteraturundervisningen. Et enigt kanonudvalg kunne overrække undervisningsministeren en obligatorisk “fælles kanon” med 15 forfatterskaber og hele to tillægskanoner med yderligere 25 anbefalede forfatterskaber.

Så sluttede en epoke med slendrian og skødesløse greb i den nationale litterære arv: nu skal der igen læses i skolen, meget mere end før, og meget bedre end før. Ingen skal kunne forlade folkeskolen uden at kunne identificere Johannes Vig, de harniskklædte kæmper, Erasmus Montanus, Madame Babette Hersant, Mikkel Thøgersen, Katinka Bai, Per Sidenius, og at “Dansken har hjemme, hvor Bøgene gro.”
 
Vi som allerede er forbi folkeskole og gymnasium, kan så ærgre os over al den uundværlige litteratur, vi tilsyneladende blev snydt for gennem vores skoletid. Eller måske glæde os over alle de ældgamle bøger, vi slap for at læse. Pointen i kanonudvalgets redegørelse er ihvertfald, at vi som har gået i folkeskole og gymnasium i 70erne, 80erne og 90erne, har været udsat for et uforsvarligt pædagogisk eksperiment. Vi ved ikke, om Johannes V. Jensen skriver før eller efter Herman Bang. Vi kan ikke citere Ludvig Holberg.

Engelske skoleelever derimod, et land vi sammenligner os med: her har de fleste elever ifølge kanonudvalget et “vist citatberedskab”, hvad angår Shakespeare, og “de forstår, hvad der menes med Hamlets tøven, Ofelias vanvid, Macbeths ambitioner osv.” Og så går danske gymnasieelever og tumler med Shakespeares stykker, mens engelske skolebørn allerede kender svarene som 14-årige!
 
I England har man længe haft kanoniserede forfattere. Og man har tilrettelagt undervisning og eksamination herudfra: skolen har været gennemført kanonisk. Engelske “lads and lasses” ved, hvad de skal svare, når der spørges til de nationale klassikere, og ved, hvordan klassikerne placeres i en kronologi.

Efter for meget rundkreds-pædagogik ser det desværre helt anderledes ud i det danske skolesystem, konkluderer kanonudvalget: “Vi har med en vis systematik nedbrudt elevernes kendskab både til de store forfattere og til den litteraturhistoriske kronologi.” Denne diagnose er, hvad “den fælles kanon” og diverse tillæg forsøger at råde bod på. Hele den statsautoriserede herlighed – kanonlister, argumenter for kanon, og strategien for kanonisk undervisning - kan granskes på undervisningsministeriets hjemmeside for den danske kanon: http://pub.uvm.dk/2004/kanon.
 
Medicin mod historietabet
Blandt de femten obligatoriske forfattere finder man Henrik Pontoppidan (1857-1943). Sammen med sin jævnaldrende forfatterkollega Karl Gjellerup (1857-1919) delte Pontoppidan i 1917 nobelprisen i litteratur. Gjellerup er i dag skrevet helt ud af kanon, men for medlemmerne af Det svenske Akademi var det faktisk Gjellerup, man estimerede højest, mens Pontoppidans prosa blev betragtet som en forsinket efterligning af den franske forfatter Honoré de Balzac (1799-1850). Den popularitet Pontoppidan manglede ude, havde han derimod hjemme, mens det forholdt sig lige omvendt for Gjellerup, som havde en utilladelig forkærlighed har germansk kultur.

Gjellerup havde “tyskersind”, han bosatte sig i Dresden, skrev hyldestdigte til Bismarck, og bekymrede sig sågar om behandlingen af det tyske mindretal i Sønderjylland. Det var selvfølgelig uacceptabelt at være tyskervenlig i samtiden, efter de slesvigske krige i 1848-50 og 1864, der som bekendt resulterede i en betragtelig afgivelse af dansk territorium.

Gjellerup var ikke desto mindre begejstret for det tyske, og med denne fatale mangel på følelser for fædrelandet skrev han sig foreløbigt ud af den danske litteraturs kanon.
 
Pontoppidan derimod. Her er et forfatterskab, som tager den nationale skæbne alvorligt. Forfatterens egen biografi og den delvist selvbiografiske murstensroman Lykke-Per (1898-1904) beskriver en livsbane, som er repræsentativ for den måde, vi også tænker Danmarkshistorien på. Pontoppidans historier er “et forrygende samfundspanorama,” hedder det i kanonudvalgets gennemgang af Pontoppidans kvaliteter.

En række afgørende konflikter i dansk kultur i det sene nittende århundrede er afspejlet i dette forfatterskab. Eksempelvis splittelsen mellem det gamle bondeland, Danmark, og fremtidens moderne storbykultur. Eller uforsonligheden mellem pietismens strenge gudsfrygt og grundtvigianernes mere folkelige kristendom. Pontoppidan skriver sig direkte ind i de aktuelle diskussioners brændpunkter, men forlader samtidig problemerne uden at opstille sikre løsninger og svar.

Romanen er ikke et politisk redskab for Pontoppidan. Han er ikke utvetydigt for det ene eller imod det andet, men nærmere et ubestemmeligt sted “midt på vejen”; man finder ikke en hyldest til storbyens tempo i forfatterskabet, og på den anden side heller ikke et utvetydigt ønske om et simpelt liv på landet.
 
Lykke-Per
Peter Andreas Sidenius, hovedpersonen i Lykke-Per, vokser, ligesom Pontoppidan selv, op i en pietistisk præstefamilie et sted i Østjylland. Han er en utilpasset knægt, roder sig ud i alverdens drengestreger og tænker på ingeniørkunstens velsignelser i stedet for Herrens almægtighed. Peter Andreas forlader hjemstavnen og begynder - også ligesom Pontoppidan - polytekniske studier i København.

De mørke og tavse stuer i præstegården er fortid, og det personlige frigørelsesprojekt er begyndt. Det religiøst klingende Peter Andreas erstattes passende af det ligefremme Per. På den måde betræder hovedpersonen en livsvej, som man også generelt kan identificere med perioden, nemlig bevægelsen fra et fællesskab underlagt Herrens nåde og til et fordomsfrit samfund uden religiøse lænker. Per bliver moderne.
 
I København lader Pontoppidan sin hovedperson møde indbegrebet af den frigjorte kvinde, Jacobe Salomon, som er datter af en styrtende rig jødisk forretningsmand. I familien Salomon finder Per således modsætningen til sin egen præstefamilie, hvor materiel velstand opfattes som en synd. Slægten Sidenius har tjent Herren i adskillige generationer, mens slægten Salomon i ligeså mange generationer har tjent penge.

Det sker også i familien Salomons stuer, at Per møder det moderne livs åndelige bannerfører, figuren Doktor Nathan, som er modelleret over en virkelig historisk person: fritænkeren og litteraturkritikeren Georg Brandes (1842-1927). Brandes er kosmopolitisk anlagt. Han tager livtag med det nationale snæversyn i det danske kulturliv i slutningen af det nittende århundrede ved at introducere store europæiske digtere og tænkere for det hjemlige publikum.

I Lykke-Per bliver Brandes som anført associeret med familien Salomon, og i den forstand skaber Pontoppidan en endnu skarpere modsætning mellem Sidenius og Salomon. Og midt i dette opgør placeres den unge og håbefulde Per.
 
Da Per forloves med Jacobe, finder romanen for en tid en retning ud af splittelsen, men romanhelten kommer senere i tvivl og opløser forlovelsen. Han rejser fra København og til hjemegnen, hvor han bliver gift med Inger Blomberg, datteren af en selvopfyldt grundtvigiansk præst. Det bringer imidlertid blot hovedpersonen i endnu en uforløst situation. Per kan ikke forliges med grundtvigianismen, og han må til sidst forlade endnu et forhold. Romanen slutter således i Agger i det mest øde Vestjylland, hvor hovedpersonen bosætter sig i ensomhed til sin død.
 
Pontopppidan når med Lykke-Per omkring adskillige kulturelle og politiske strømninger i perioden, der kritiseres hist og her, men hovedpersonen finder aldrig ro. Vil man fremstille sidste del af det nittende århundrede som en “brydningstid”, er Lykke-Per derfor et ganske oplagt eksempel. Romanen er ikke for brandesiansk, ikke for grundtvigiansk, hverken kosmopolitisk eller nationalistisk, hverken politisk eller upolitisk og altså på mange måder ganske mainstream.

Og sådan er det jo netop med kanon: de forfattere, som skaffer sig færrest fjender, overlever længst.