Poetisk protest

Oprettet: 20.12.2013 - 10:42

Artikelserie: I den sidste forfatteranbefaling opfordrer Josefine Klougart os til at læse Virginia Woolfs 'Bølgerne'.

Af Julie Kjær Markussen, Marie Bech-Gregersen og Lea Albrechtsen

 

Vi er nu nået til den femte og sidste anbefaling i vores serie om klassikere. Josefine Klougart overtager roret fra Leif Davidsen og styrer os gennem Virginia Woolfs Bølgerne og sikkert i land. Efter nytår samler vi op på artiklerne og giver jer et indblik i vores tanker bag serien. Rigtig glædelig jul og godt nytår!

 

Grundforskning i livet

Josefine Klougart har læst litteratur- og kunsthistorie på Aarhus Universitet og er desuden uddannet på forfatterskolen. Hun debuterede i 2010 med romanen Stigninger og fald og har allerede udgivet fire romaner. Den seneste Om mørke udkom tidligere denne måned og blev med det samme indstillet til DR Romanprisen. Hun har desuden to gange været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris (i 2011 og 2013) og fik i 2011 Kronprinsparrets Stjernedryspris, der tildeles innovative, yngre danske eller grønlandske kunstnere.

Josefine trækker i sine værker på personlige oplevelser, erfaringer og indtryk. F.eks. i Stigninger og fald, hvor romanens fortæller i et lyrisk sprog beskriver sin barndoms landskaber og sindsstemninger på Mols, hvor Josefine også selv er født og opvokset. Man kan trække paralleller mellem Josefine Klougart og Virginia Woolfs skrivestile, og Josefine fortæller her om Woolfs indflydelse på hendes forfatterskab:

 

“Jeg holder virkelig af alvoren i litteraturen, først og fremmest alvoren, at det er på liv og død. Det netop ikke at tale udenom.

Forfatterens position som evig idiot i det omfang, at han stiller sig som iagttager og registrant - og går til skriften som en forsker, der ikke er interesseret i at docere, men i at undersøge, afdække, blotlægge, prøve at forbinde og trække linjer. Sådan en position skrives Bølgerne fra. Det er en roman, som med en respektindgydende konsekvens og en elskelig arrogance undersøger verden, går til verden med en ambition om at forstå noget mere.

Min egen vej til skriften går gennem læsningen af Woolfs Bølgerne, og det er utvivlsomt den roman, der har betydet mest for mig. Jeg var 15, da en forfatter, som siden er blevet en nær ven, læste nogle af mine første digte. Vi sad på et loftsværelse og læste, og efter første gennemlæsning husker jeg, hvordan han rejste sig uden at sige noget, forlod værelset og gik ud og røg en cigaret. Da han kom tilbage, tegnede han min tekst på tavlen. Krogene, de kødkroge, som blev gentaget ned gennem teksten, med deres krumme metalrygge, det var dem, sagde han, der var strukturen, pulsen eller rygraden i teksten. Bropillerne. Og så sagde han, at jeg skulle læse Virginia Woolfs Bølgerne.

Og det gjorde jeg så.

Jeg læste den, og idet jeg læste den, forstod jeg noget om litteratur, som gjorde det muligt for mig at skrive andet end kunstige forsøg på at gentage en halvt fordøjet og tusind gange oversat idé om verden. Jeg forstod dybden af, hvor enkelt det end lyder, at litteratur skal være en slags grundforskning i menneskesindet. At sproget altid er på den skrivendes side, og at man skal nære en naiv og næsten forelsket tillid til sproget for at kunne sige et eneste sandt ord om noget som helst væsentligt.

"Solen var endnu ikke stået op. Havet var ikke til at skelne fra himlen, men havet var let krøllet som når et stykke stof er rynket. Efterhånden som himlen hvidnede lagde der sig en mørk linje i horisonten og skilte havet fra himlen, og det grå stykke stof blev mønstret  af brede striber, som en efter en kom rullende under overfladen i hinandens følge, uophørligt."

Bølgerne er et af Virginia Woolfs absolutte hovedværker, hvis ikke hovedværket.

Det er hysterisk kompromisløst og en stor hvid perle, som man betages af, begærer og samtidig hele tiden kastes tilbage fra, når lyset slår ind på perlemoren og blænder. Bogen er skrevet som en lang slyngende strøm af fortættet bevidsthed. Den præcise beskrivelse af bølgernes natur og vilje står over for beskrivelsen af døgnets natur og vilje, stemmernes, livets, i sidste ende bevidsthedens natur og vilje. Bogen er grundforskning i liv, slet og ret. Romanen er skåret i ni dele og hver af disse ni dele indledes med en lyrisk beskrivelse af solens bevægelse over himlen, startende lige før daggry og sluttende i øjeblikkene efter solnedgang, hvor mørket bølger ind over alt det levende.  

Herimellem foregår livet. Gennem syv karakterers tanker hvirvles et liv op som en dyb sky af sansning og refleksion, en slags manisk tæt og heftigt multidimmensionel gestaltning af den virkelighed, man troede, man kendte og allerede kunne se.

Som bølgerne griber hinanden, således stemmerne, døgnets yderste sider, der når hinanden som to magnetiske kroppe i mørket, eller som et du, der efter en lys sommer og et vi, bliver et du igen, uafværgeligt en anden. Og den samme skønhed i de cykliske bevægelser. Det ikke at være blevet en nellike klogere, en anden, men hele tiden den samme; uafværgeligt mennesket som menneske og ikke som idé.

Woolfs roman er en poetisk protest mod udviklingsromanen og en krystalklar fremkaldelse af den fortsatte afvikling, som menneskelivet på en måde altid er. En afviklingsroman, det er Bølgerne, fordi den bevidsthed, der vokser frem fra siderne, er så uhyggelig stærk og ikke afstår fra at vidne om sin egen bevægelighed. Det at alting er i bevægelse, det at der ikke i den forstand findes nogen grænser. Det at man ikke kan skelne mellem den ene stemme eller den anden, eller - i hvert fald, at der opstår noget fælles, et fælles rum, en fælles stemme et sted i bogen. Sammenhænge, der indtræffer.

Og i de bølgende bevægelser ind og ud af de forskellige karakterers bevidsthed står den ydre verden frem i sit vildeste flimmer, udkrystalliserer sig, gentagende, små eksplosioner af salt på en tunge - erkendelserne indtræffer drypvist, hos de syv venner og i læseren.  Igen - både strømmende og i stød, der puster luften ud af en. Og vi ser, at selv disse punktvise erkendelser i deres gentagelse også bliver en strøm, en rytme, som er det levendes rytme. Set indefra litteraturen forstår man, at alting er en bølgende bevægelse, at ingenting er stabilt, men netop derfor i al sin abrupthed og gentagende punktering bliver kontinuerligt. Én lang sammenhængende bevægelse af opdukken og undergang.

Det er få romaner, der så radikalt insisterer på det strømmende i verden, livets strømmende karakter. Det at sprog og virkelighed bevæger sig mellem bevidstheder og skaber en virkelighed, der altid både er sanselig og abstrakt, i tilblivelse og under afvikling. Det er sådan et koordinatsystem, vi bevæger os i - sanselighedens og abstraktionens akse, tilblivelsens og afviklingens. Romanen tegner et rum op, der er større, end vi havde kunne forestille os. Og også det her: vi finder ud af, at uendelighedens akser ikke bare tegnes i romanen, men måske i endnu højere grad skrives frem og genfindes i os. At det rum, romanen optegner, den uendelighed og det amokløb af detaljer, en opregning af en rigdom, faktisk er vores og findes i det enkelte menneskes bevidsthed, at uendeligheden ikke bare er derude, men også indad og her, i mennesket, som viser sig at være uendeligt. Således også læsningen. Bølgerne er ikke en bog, man har læst. Efter den første gennemlæsning af værket er Bølgerne en bog, man læser og bliver læst af.

Tre gange har jeg ligget i en stol hos en tatovør i Aarhus. Med en enkel sort bølge tegnet op med kuglepen på siden af min fod. Jeg har endnu ikke fået den lavet, jeg er ikke bare en idiot, jeg er også en nostalgiker. Alt det, der ikke kan gøres om. Dagen, dagene.  "...og pigerne, som sidder på verandaerne, ser op mod sneen og skygger for ansigtet med viften. Også dem dækkede mørket." I virkeligheden er det meste af det, jeg skriver et forsøg på at beskrive den samme bevægelse, som den Woolf beskriver i Bølgerne; solens bane over himmelen. Hverken mere eller mindre. Nøjagtig så uforsigtig skal man være."

- Josefine Klougart, december 2013

 

Efter nytår samler vi op på artikelserien.

(Artikelserien er udarbejdet som led i et eksamensprojekt på Litteraturhistorie, Aarhus Universitet.)

0
Din bedømmelse: Ingen

Analyse: Woolf, Virgina

18.10.2008 - 08:06 - Anne-Meta Brunsborg

Virginia Woolf.  En del af den berømte Bloomsbury-gruppe og en af de ypperste benyttere af Stream-of-consciousness-teknikken

Anmeldelse: Bølgerne af Virginia Woolf

23.05.2011 - 10:33 - Line Hoffgaard

Usædvanlig lyrisk fortælling om en gruppe venner der holder sammen livet igennem – oplevet gennem indre monologer og uden ydre handling.