Poesiens hovedfelt: Om Jørgen Leths cykellyrik

Oprettet: 01.06.2006 - 08:06

Af litteraturstuderende Martin Toft

Juli 2006 indledes dette års udgave af Tour de France, verdens største cykelløb. Man ved, hvad der venter. På forhånd er antallet af ryttere med regulære vinderchancer ikke overvældende, og allerede nu kan man udpege sandsynlige højdepunkter.

Først prologen, så de flade sprinteretaper, dernæst de barske bjergtinder og selvfølgelig de ensomme enkeltstarter. Og til slut finalen i Paris. Sådan er cykelsport – en smule skematisk. Men det forringer ikke løbets charme eller underholdningsværdi. Tværtimod optegner de faste rammer en scenografi, hvor kun sande helte formår at bryde løbets skabelon i et magisk øjeblik.

Sportens magi
Der findes gode og dårlige årgange af Le Tour, men cykelløbet udvikler sig sjældent uden elementær dramatik. Det ved Jørgen Leth (f. 1937), som er eminent til at beskrive sportens mange afgørende detaljer. Længe fungerede han som en fremtrædende kommentator på TV2s transmissioner fra Tour de France, men det er slut nu. I en litterær sammenhæng er den danske forfatter og filmmand nyskabende i sit kunstneriske arbejde med sporten – også internationalt set.
 
Hvis man skal varme op til en barsk bjergetape, finder man fremragende læsestoTour de France fra www.atomicraceteam.orgf i ”Den gule trøje i de høje bjerge (1995). Her fortæller Leth personligt om sportens fascinerende verden, og resultatet er en imponerende bog, som magisk reporterer om de største etaper og mest unikke ryttere nogensinde. Den demonstrerer stor indsigt i sportens kodeks og selvstændige logik. Den gule trøje i de høje bjerge er et hovedværk i dansk sportslitteratur, ingen tvivl om det.
 
Leth indrammer perfekt sportens æstetiske potentiale. Han illustrerer, hvordan Tour de France har sin egen skønhed, som sagtens kan matche de mest anerkendte litterære kunstværker. Den æstetiske interesse i cykelsporten reflekteres også i Leths mange sportsfilm. Man kan fremhæve den stærke En forårsdag i helvede” (1976), som er et vellykket portræt af cykelløbet Paris-Roubaix, eller ”Den umulige time (1976) som minutiøst følger den danske cykelrytter, Ole Ritter, da han prøver kræfter med timerekorden i Mexico Citys tynde luft i 1974.

Nyskabende digte om sport
Leths første store litterære bedrift er Sportsdigte” (1967), som ganske symptomatisk er dedikeret til Ole Ritter. Her demonstrerer han sit enestående blik for cykelsporten. Som en ægte connaisseur beskriver han afgørende detaljer i en stil, som matcher deres mytologiske betydningspotentiale.

Leth mestrer den præcise bemærkning. Som i det suveræne hyldestdigt til en af cykelsportens største personligheder, italienske Fausto Coppi (1919-1960), hvor første strofe lyder: ”Fausto coppi/var et fantastisk menneske/befandt sig bedst helt alene”.
 
I sine bøger og film interesser Leth sig for konkrete kompetencer. I cykelløb giver det sig selv, hvem der er den bedste. Men den konkrete registrering af sportens begi//newsimg.bbc.co.ukvenheder har også en æstetisk motivation. ”Sportsdigte” er en stor begivenhed i dansk litteratur. Alene Per Kirkebys omslag fortæller os om bogens projekt:

Vi har at gøre med poplitteratur, som overskrider mange typiske dogmer. Tidligere var sport og kunst en utænkelig cocktail, hvorfor den litterære kritik var påfaldende negativ overfor Leths konceptuelle udgivelse, da den udkom. Først nu kan man se projektets kunstneriske rækkevidde, især i et internationalt perspektiv.

Det poetiske hovedfelt
Popkunsten udvikler sig til en regulær kunstnerisk retning i løbet af 1950-60’erne, primært i amerikansk og britisk billedkunst. Den er tæt forbundet med den visuelle forbrugskultur og reklamernes verden, ja, mange af de første popkunstnere var faktisk reklamefolk, ikke mindst Andy Warhol (1928-1987), som de fleste kender fra billeder af ikoner som Elvis Presley (1935-1977) og Marilyn Monroe (1926-1962).

Warhol har også malet Dronning Margrethe 2. (f. 1940) i sin karakteristiske stil, men billederne af Coca Cola-flasker og Campbells suppedåser er nok mere berømte. I en konkret æstetisk transport henter popkunsten folkelige elementer og objekter direkte fra hverdagen.
 
Det samme princip kendetegner ”Sportsdigte”, hvor det kunstneriske materiale konsekvent hentes direkte i sportens hverdag med svedigt træningstøj og bitre nederlag. Her er sporten bare sport; den symboliserer ikke noget andet end sig selv. Man behøver ikke altid en roman, når tilværelsens tragik skal skildres. Livets op- og nedture gennemspilles også en miniature i sporten. Leth arrangerer sit materiale æstetisk med virkemidler, som man allerede kender fra andre typer litteratur. Med gentagelseseffekter mimes feltets pedaltramp, hvor enkelte alenestående sætninger ligefrem ligger i læ bag det poetiske hovedfelt.

Åh nej, Gunnar i kvartfinalen!
Stilen i ”Sportsdigte” er nøgtern, men Leths smittende humor fornægter sig ikk//img.infoplease.come. Ungdommens mange opgør med den århusianske supersprinter, Gunnar, er sjove højdepunkter. De to første strofe fra digtet ”Kvartfinalen”, lyder sådan:
 
Derfor protesterede jeg
da jeg blev sat sammen
med gunnar
allerede i kvartfinalen
 
Jeg havde regnet med
at møde ham i finalen
og burde
i betragtning af min form
have haft chancen
 
Leth er cool; han holder altid masken. I det hele taget udviser digtene en fin balance mellem veritabel patos og analytisk distance. I digtet ”Drømmen om at eje en baghånd” kan grænsen mellem sjov og alvor næppe afgøres, og slet ikke per målfoto. Leth er god til at efterligne og at iscenesætte sportens selvstændige retorik, som når egne sportspræstationer beskrives i et klassisk kommentatorsprog, en ting, de fleste sportsfolk vist godt kender til.

0
Din bedømmelse: Ingen