POESI. ET NYT BLIK AT SE MED.

Oprettet: 04.01.2016 - 14:50
Pia Tafdrup

Digteren Pia Tafdrup fortæller, hvad det at læse digte betyder for hende som digter og som menneske.



Af Pia Tafdrup, digter

Den rumænsk fødte Paul Celan, der skrev på tysk, og den svenske Gunnar Ekelöf er digtere, der har været afgørende for mig at læse. Spørg ikke, hvad de to præcis betyder, eller hvorfor de har været så væsentlige for mig. Jeg har ikke noget svar parat. Jeg kan kun sige, at jeg trækker vejret anderledes, når jeg læser deres digte. At de griber ind et usynligt sted.

 

F. eks. finder jeg et sandt kuglelyn af poesi hos Gunnar Ekelöf i Dīwān över fursten av Emgión (1965), her i Karsten Sand Iversens oversættelse:

En kugle har jeg støbt til dig
for at ramme dig i mit hjerte
Den er af sten, hugget af straffefanger
Den er af bly, dyppet i blod
Den er af jern, dyppet i honning
Den er af malm, hugget
med grove takker
for at flænse mere
for at du skal mærke
hvad døden af kærlighed betyder.

Alene levet liv med både fryd og smertelig erfaring kan afsætte digte af denne kaliber.

 

Paul Celan lader sig knap oversætte, derfor bringer jeg her et kort digt på tysk, Fadensonnen fra digtsamlingen Atemwende (1967):

FADENSONNEN

über der grauschwarzen Ödnis.
Ein baum-
hoher Gedanke
greift sich den Lichtton: es sind
noch Lieder zu singen jenseits
der Menschen.

 

Ét er at Paul Celan og Gunnar Ekelöfs digte er gået i blodet, ét er at have forbilleder, noget andet er, at mine egne digte må være sig selv og skrevet alene på mine betingelser. De har kun eksistensberettigelse, hvis de er mine, dvs. har mit åndelige aftryk.

Paul Celan oplevede at blive sammenlignet med digteren Mallarmé og var oprevet og fortvivlet over det. For ham var det magtpåliggende at sige fra over for enhver sammenligning, hvad jeg forstår. Et stykke vej kan man komme ved at sammenligne, men herefter er det netop det usammenlignelige og særegne, der er fundamentalt. Derfor har Paul Celan ret: en god digter kan ikke sammenlignes med andre. Han eller hun må være sig selv, bygge sit eget univers op. Af den grund kan det også være vigtigt for en digter at skrive en poetik, et værk, der reflekterer over, hvad digte er, og hvad de kan. Eller i det mindste et udkast dertil, fordi det giver en bevidsthed om, hvad det er, man gør, når pennen løber over papiret eller fingrene farer over tastaturet.

Ved at skrive en poetik tvinger man sig selv til at kaste et andet blik på sine egne digte. For mig blev det bl.a. klart, hvilken betydningsopskrivning af enkelte ord, der fandt sted, noget jeg måske nok havde på fornemmelsen, men ikke havde tænkt videre over. Men at nå frem til en prismatisk udspredt betydning af de enkelte ord er afgørende jo mere koncentreret digtet er. Intet må være overladt til tilfældighederne i form af slaphed, og alligevel skal der være plads til overraskelsen: dét, der alligevel kommer bag på én, bedst som man tror at overskue sit eget digt. Det er en paradoksal tilstand. Og den slags paradoksale forhold tager jeg op i min poetik, Over vandet går jeg. Skitse til en poetik (1991).

 

Vi har hver især vores yndlingssteder i poesien, her et par danske eksempler: 

Blitz fra den særlige mælk
over alfabetets styrtregn
mimet af et barn der sov ind
fremmed for dens skalaer

 

Disse linjer udgør en enkelt strofe i Per Højholts digt, "Labyrinten som fortløbende struktur" fra Praksis, 2: Groteskens område (1978). Dette digt kan gøre mig fuldstændig lykkelig, fordi det lyn, der tales om, farer gennem ordene i strofen her.

 

Hos Inger Christensen f. eks følgende lille magiske digt fra Alfabet (1981):

duerne findes; drømmerne, dukkerne
dræberne findes; duerne, duerne;
dis, dioxin og dagene; dagene*
findes, dagene døden; og digtene
findes; digtene, dagene, døden 

 

Bogstav for bogstav åbner Alfabet for digte i en på forhånd fastlagt struktur frem til bogstavet n, hvorefter strukturen ændres. Metoden genererer overraskende sammenstillinger og nye betydninger. En sprogynglende glæde smitter på livstid. Alfabet udkom samme år, jeg debuterede med Når der går hul på en engel, derfor fik Inger Christensens bog en særlig status for mig.

Digte kan på grund af den fortættede form noget hverken prosa eller nogen anden genre kan. Energien i de citerede digte eller digtfragmenter vider ganske enkelt verden ud med en centrifugalkraft. Det er innovative linjer som disse, der med ét kan få os til se langt. Vigtigt, hvis man er tilbøjelig til at leve nærsynet.

At gribe ud efter en bog med dens dufte og minder og læse nogle af sine yndlingssteder bærer én videre. Man vågner op, ankommer så at sige til verden igen. Gode, stærke digte lukker op for det forunderlige, som den menneskelige hjerne har mulighed for at udfolde: Vi kan forestille os noget, vi ikke kan se. Vi kan tænke over, hvad døden er, og vi kan overveje, om universet er uendeligt. Den slags holder vi af. Det er i modsætning til dyrene ikke nok for os at parre os, sove og finde føde ...

Om poesien gør nytte? Sådan bliver man som digter spurgt igen og igen. Ja, det gør den – hvad enten den udtrykker et mangfoldigt register af melankoli, passion eller viden. Når den er bedst, kan den få os til at tænke og sanse anderledes, undertiden få os til at foretage bevidsthedsmæssige kvantespring. Det er da en begyndelse, hvis man er et menneske, der gerne VIL noget med sit liv.

Meget kan være identitetsgivende: slægten, sproget, geografien etc., men sandelig også den civilisation og kultur, vi er vokset op med – herunder brudstykker af digte eller hele digte, der nagler os fast til os selv. Digtene udgør en del af den substans, vi er bygget op af i åndelig forstand.

Poesi er den mest koncentrerede form for sprog, den mest sublime, mennesket har udviklet. Enkel og rummelig, undertiden næsten plastisk i sit billedsprog, som når den tyske digter Rilke skildrer panteren, der går rundt i sit trange bur ”som en dans af kraft omkring et punkt”.

Der er mange muligheder i lyrikken: man kan overholde respektindgydende faste former, opstille egne systemer eller skrive såkaldt frie vers, men fælles er en rytme, et åndedræt, der får os til at lytte anderledes opmærksomt.

Et digt går mere end nogen anden litterær kunstart ind under huden, når det er mest vellykket. Der findes en særlig energi i poesien, noget der akkumuleres – og derfor også afspejler ultimativ indlevelse. Et digt behøver ikke direkte at tematisere store samfundsspørgsmål, for i kondenceringen og udfoldelsen ligger et skjult engagement i verden.

Sandheden kan digtet ikke påtage sig at udsige, den findes i det æstetiske greb, den åndelige arkitektur. I tonen, stilen, sjælens signatur. Hvor mystikeren fornemmer, at ordene ikke slår til og derfor bliver tavs, fortsætter digteren sit ”passageværk” ved at artikulere det uartikulerede ...

Ja, poesien kan meget: være noget i sig selv, den udgør en særverden, en imagination, en visdom, der er skrevet frem – og den kan fungere som brændstof på vores vej videre frem – eller i meditative øjeblikke.

Skønt poesien har barske vilkår disse år i store dele af verden, kalder den på nye generationers opmærksomhed. De unge fanges ind i dens fragile univers eller kaster sig hovedkulds ind i den drevet af et håb. De unge opfinder den på ny, og det er tvingende vigtigt, for samme digt kan ikke skrives igen.

De bedste digte er tidsoverskridende, de kender ikke til etniske fordomme eller anden konsensusdannelse. I en vellykket oversættelse kan sådanne digte rejse om på den anden side af kloden og udrette mere, end det er muligt at måle.

Digtet er et muligt mødested. Digtet giver os et nyt blik at se med, men det er ifølge Augustin ikke alt vi ser, der er mere at høre ...

 

 

 

 

 

0
Din bedømmelse: Ingen