Peter Rønnov-Jessen - en sjælden fugl i dansk litteratur

Oprettet: 01.10.2002 - 08:00

af Rane Rørdam Knudsen

Peter Rønnov-Jessen er en forfatter, hvis vigtigste kendetegn i offentligheden er, at næsten ingen har hørt om ham, endsige læst hans bøger. Det er faktisk en skam, for hans forfatterskab hører til de mest særprægede og originale i vor nyere litteratur - selv om man til tider kan få dét indtryk, at han bevidst prøver at være alt andet end original, men mere om det senere.

Absurd og grotesk komik
Rønnov-Jessens prosadebut kom i 1985 med novellesamlingen Unaturlig omgang med får (en titel som, i parentes bemærket, burde udnævnes til sit årtis bedste). Selv om "Unaturlig omgang med får" aldrig når de samme højder som de senere værker, mærker man dog allerede Rønnov-Jessens særegne sprogtone og sans for absurd og grotesk komik.

Året efter udkom hans første roman, Zero eller Kødets Forbandelse, hvor man genkender flere af personerne fra novellesamlingen. Romanens hovedperson er den forsumpede evighedsstudent Johannes Zero som, forladt af kone og barn, henslæber tilværelsen med sin grasserende paranoia på de århusianske beværtninger. Selv om denne fortællemæssige udgangsposition måske lyder kedelig og socialrealistisk, er det en helt anden oplevelse at læse bogen; dér forekommer der nogle for socialrealismen så fremmede elementer som en lærebog i racehygiejne, et schweizisk vampyrslot med tilhørende vampet baronesse og pukkelrygget butler, en engelsk terrorist i Beatles-tøj samt en århusiansk Dan Turèll-klon, der i modsætning til sit københavnske forbillede skriver som en brækket arm.

Den næste bog, Den musselmalede kvinde eller Gentagelsen (1988), er en fingeret historisk roman om filosoffen Søren Kierkegaards slægt. Hovedpersonen hedder Søren Kierkegaard og er efterkommer af et uægte barn af filosoffen. I slægtled efter slægtled nedarves den kierkegaardske skyldfølelse, indtil den sidste Søren Kierkegaard i 1969 flytter til Århus og kommer til at tage LSD mod sin vilje. Han får vældige åbenbaringer, hvori hans berømte forfader optræder, og til sidst bliver det umuligt for ham at skelne mellem fantasi og virkelighed. Bogen rummer i øvrigt nogle hylende morsomme karikaturer på Statsbibliotekets personale i de tidlige 70'ere.

Særpræget og originalt
I En simpel historie (1989) er det åbenlyst humoristiske nedtonet og scenen flyttet fra Århus til den fiktive østhimmerlandske by Østerlund, hvor millionæren Mathias Mars ligger lammet i en hospitalsseng. Ud over at være plaget af minderne om sin fortid må han også kæmpe med irritationen over det neo-fascistisk udseende vagtkorps, som han selv har hyret til at beskytte sig. En simpel historie er ikke kun historien om Mathias Mars' personlige dødskamp, men også om hele den vestlige kulturs forfald. Slutningen er - som altid hos Rønnov-Jessen - temmelig dyster.

I Bingo! (1991) har Rønnov-Jessen taget ferie fra sine monumentale apokalyptiske fortællinger og viet et værk til den rene satire. I bogen bliver bankfunktionær Jørgen B. Larsen fra Tølløse overført fra sin egen tid, 1965, til året 1991. Efter at have haft enorme problemer med at tilpasse sig får han til sidst et job som quizmaster i tv, hvor man sætter pris på hans præcise danske diktion, der var almindelig i 1965, men er blevet en sjældenhed i 1991. Bogens happy ending er selvfølgelig ironisk; hovedpersonens overfladiske personlige succes overskygger totalt hans fremmedgørelse ved mødet med den moderne verden.

Genreleg og satire
Nulstillelsen (1993) er sandsynligvis Rønnov-Jessens mest gennemskrevne roman. Den lægger ud som traditionel spionroman: hovedpersonen, privatdetektiv Max Argos, ankommer i sin store amerikanske bil til en mystisk provinsby med besked om at afvente ordrer. Men ordrerne kommer aldrig, og efterhånden kommer virkeligheden til at minde mere om et computerspil, som det er umuligt at slukke for. Enhver der har beskæftiget sig med litteraturanalyse, på hvor simpelt et plan det så end måtte være, kender til udtrykket "den alvidende fortæller". I Rønnov-Jessens tilfælde er der nu snarere tale om en bedrevidende fortæller. Læseren oversvømmes konstant af paratviden om amerikanske biler fra perioden 1961-1975, direkte eller omskrevne citater fra Biblen, Kierkegaard, Kafka, Melville, T. S. Eliot m.fl., samt en konstant leg med populærlitteraturens genrer. Hans personer er med vilje ofte så stereotypt tegnede, at de kunne være hentet ud af en tegneserie eller en folkekomedie fra 60'erne. Rønnov-Jessens seneste roman, Adèle (1998), når desværre ikke sine forgængere til sokkeholderne, selv om der på ingen måde er tale om en dårlig roman. Det er som om det groteske og virkelighedsoverskridende er gået af skrivestilen. Tilbage er kun en til tider lidt langtrukken fortælling om et sadomasochistisk forhold mellem en fraskilt læge og en sindsforvirret laborantblondine. Eneste trøst for den tilvænnede Rønnov-Jessen-læser er, at forfatteren heldigvis ikke har undertrykt sin tilbøjelighed for at lade teksten digredere i essayistiske passager med sviende skarpe kommentarer til aktuelle politiske og kulturelle tilstande. Alt i alt et forfatterskab, der - hvis jeg må udtrykke det med en klædelig Rønnov-Jessensk overdrivelse - er tusindfold dén interesse værd, det hidtil har fået, både litteraturvidenskabeligt og underholdningsmæssigt.

Læs om forfatteren: http://www.ronnov-jessen.com/

0
Din bedømmelse: Ingen