Natursyn i de danskes romaner
Mads Kusk, Bibliotekar, Københavns Biblioteker
Trisse Gejl: Patriarken. Lindhardt og Ringhof, 2006.
Darwin
"Hvad er det for en den dér, den er helt rød på brystet, det var dog en fantastisk fugl.""Det er en rødhals en af de mest almindelige danske fugle,"
Svarede Harald, den nypensionerede chefredaktør, sin nye og noget yngre kæreste Iben.
Han er bogens patriark og foretager et næsten klassisk fald, da han bliver frigjort, alt for frigjort, fra sit arbejde og nu SKAL nyde sit otium. Den elskede hustru er død nogle år i forvejen og tiden viser sig nu at være et frygteligt tomrum for Harald.
Men naturen kommer til undsætning. Barnebarnet, Minna, er et ’naturbarn’, udforsker, eksperimenterer med den og slæber den med ind til yderligere belastning af forfatter-morens nerver. Og Harald, hvis naturinteresse ellers har været upåfaldende, bond’er nu med Minna. I haven, i zoo, etc..
Replikskiftet mellem Harald og Iben (læge og ganske alment dannet) giver et fint billede af muligheden for at begynde interessere sig for naturen i en sen alder og, som her, mødes om interessen.
Freud
...offentligheden er ligesom naturen. Glubsk, ligeglad og altfortærende.Dette kyniske natursyn tilhører patriarken Harald, som dog øjeblikket efter, på en fantastisk sommeraften, træder ud på terrassen og bliver noget nær beruset af en solsorts serenade og i denne tilstand tager en for historien stor beslutning.
En symbolanalytikers forvandling: fra én udgave af det darwinistiske natursyn (et overdrevet kynisk) til et andet og mere værdsættende og nysgerrigt. Og naturen bliver herfra (i Haralds øjne, som er det ene af de tre par historien fortælles igennem) mere end blot symbolsk og vedligeholdelseskrævende kulisse, men stedet hvorigennem den aldrende og bitterhedstruede patriark får nye oplevelser, ny kærlighed, nyt venskab.
Disney
Den måde oktobersolen falder ind gennem birketræets gule bladdække. Det er, som om hysteriet fordamper fra verden. Det her er mere overskueligt end foråret, når det hele vælter op, borer sig op af jorden som små grønne syle.Helle er forfatter og datter til Harald, hvis skygge og nok lidt hårdhændede behandling, hun kæmper med. Måske hun har arvet den afdøde mors svage nerver. I hvert fald arbejder hun sig igennem historien op mod et sammenbrud.
Hvad enten det nu er en angstneurose eller en grænsepsykotisk tilstand, så bliver der hos Helle undervejs plads til interessante ræsonnementer over naturen og menneskets forhold til den. Hun søger et sundt (måske naturalistisk?) og nysgerrigt forhold til naturen, men gribes af angst og frygter alt fra fugleinfluenzaen til de regnorme, som datteren slæber med ind. Dér, fuldstændigt ude af balance, bliver naturen for hende næsten lidt for besjælet, lige lovlig livlig. Dæmonisk.
Waste LandForan ham strækker sletten sig som en fladbundet skål.Helle skriver romanen igennem på sin egen historie. Den skal angiveligt handle om Usama, som formentlig mindes sit hjemland, som i ovenstående linje. Harald, faderen, chefredaktøren, patriarken, har egenhændigt været involveret i en artikel om voldelige indvandrerbander, som dog pinligt nok ender med at vise sig at være en and (og muligvis fremskynder hans fald…). Helles projekt er en slags modsvar til faderens – repræsentanten for det etablerede samfund – manglende indlevelse i en flygtnings situation. Helle’s indlevelsesforsøg, kombineret med hendes livssituation, betyder dog, at hun er faretruende tæt på at blive ramt af fremmedfrygt i stedet for.Slettebilledet ændrer sig lidt undervejs, men har en tendens til at glide over mod billedet af en ørken. Eller, med andre ord, fra eksotisk kulisse til økologisk katastrofe.…'Patriarken' er tæt på at være en roman om nutidsdanskeres forhold til naturen. Gennem 3 hovedpersoners øjne bliver vi på sin vis præsenteret for natursyn fra forskellige vinkler. Heriblandt forfatteren Helles hypersensitive, som truer med at blive til psykose. Helle er på den anden side også den, som kan fornemme, de andres forhold til naturen og hvordan det kan ændre sig. En slags overfølsomt måleapparat.
Men den er også roman: mennesker med dybe og vanskelige relationer, som kastes ud i livskriser i en verden, som forandrer sig. Naturen spiller så her sin helt særlige rolle i forhold til at få forsoningsprocesser i gang og som kærlighedens hjælper.
Skribent
27 okt.08
Natursyn i de danskes romaner
Mads Kusk, Bibliotekar, Københavns Biblioteker
Trisse Gejl: Patriarken. Lindhardt og Ringhof, 2006.
Darwin
"Hvad er det for en den dér, den er helt rød på brystet, det var dog en fantastisk fugl.""Det er en rødhals en af de mest almindelige danske fugle,"
Svarede Harald, den nypensionerede chefredaktør, sin nye og noget yngre kæreste Iben.
Han er bogens patriark og foretager et næsten klassisk fald, da han bliver frigjort, alt for frigjort, fra sit arbejde og nu SKAL nyde sit otium. Den elskede hustru er død nogle år i forvejen og tiden viser sig nu at være et frygteligt tomrum for Harald.
Men naturen kommer til undsætning. Barnebarnet, Minna, er et ’naturbarn’, udforsker, eksperimenterer med den og slæber den med ind til yderligere belastning af forfatter-morens nerver. Og Harald, hvis naturinteresse ellers har været upåfaldende, bond’er nu med Minna. I haven, i zoo, etc..
Replikskiftet mellem Harald og Iben (læge og ganske alment dannet) giver et fint billede af muligheden for at begynde interessere sig for naturen i en sen alder og, som her, mødes om interessen.
Freud
...offentligheden er ligesom naturen. Glubsk, ligeglad og altfortærende.Dette kyniske natursyn tilhører patriarken Harald, som dog øjeblikket efter, på en fantastisk sommeraften, træder ud på terrassen og bliver noget nær beruset af en solsorts serenade og i denne tilstand tager en for historien stor beslutning.
En symbolanalytikers forvandling: fra én udgave af det darwinistiske natursyn (et overdrevet kynisk) til et andet og mere værdsættende og nysgerrigt. Og naturen bliver herfra (i Haralds øjne, som er det ene af de tre par historien fortælles igennem) mere end blot symbolsk og vedligeholdelseskrævende kulisse, men stedet hvorigennem den aldrende og bitterhedstruede patriark får nye oplevelser, ny kærlighed, nyt venskab.
Disney
Den måde oktobersolen falder ind gennem birketræets gule bladdække. Det er, som om hysteriet fordamper fra verden. Det her er mere overskueligt end foråret, når det hele vælter op, borer sig op af jorden som små grønne syle.Helle er forfatter og datter til Harald, hvis skygge og nok lidt hårdhændede behandling, hun kæmper med. Måske hun har arvet den afdøde mors svage nerver. I hvert fald arbejder hun sig igennem historien op mod et sammenbrud.
Hvad enten det nu er en angstneurose eller en grænsepsykotisk tilstand, så bliver der hos Helle undervejs plads til interessante ræsonnementer over naturen og menneskets forhold til den. Hun søger et sundt (måske naturalistisk?) og nysgerrigt forhold til naturen, men gribes af angst og frygter alt fra fugleinfluenzaen til de regnorme, som datteren slæber med ind. Dér, fuldstændigt ude af balance, bliver naturen for hende næsten lidt for besjælet, lige lovlig livlig. Dæmonisk.
Waste LandForan ham strækker sletten sig som en fladbundet skål.Helle skriver romanen igennem på sin egen historie. Den skal angiveligt handle om Usama, som formentlig mindes sit hjemland, som i ovenstående linje. Harald, faderen, chefredaktøren, patriarken, har egenhændigt været involveret i en artikel om voldelige indvandrerbander, som dog pinligt nok ender med at vise sig at være en and (og muligvis fremskynder hans fald…). Helles projekt er en slags modsvar til faderens – repræsentanten for det etablerede samfund – manglende indlevelse i en flygtnings situation. Helle’s indlevelsesforsøg, kombineret med hendes livssituation, betyder dog, at hun er faretruende tæt på at blive ramt af fremmedfrygt i stedet for.Slettebilledet ændrer sig lidt undervejs, men har en tendens til at glide over mod billedet af en ørken. Eller, med andre ord, fra eksotisk kulisse til økologisk katastrofe.…'Patriarken' er tæt på at være en roman om nutidsdanskeres forhold til naturen. Gennem 3 hovedpersoners øjne bliver vi på sin vis præsenteret for natursyn fra forskellige vinkler. Heriblandt forfatteren Helles hypersensitive, som truer med at blive til psykose. Helle er på den anden side også den, som kan fornemme, de andres forhold til naturen og hvordan det kan ændre sig. En slags overfølsomt måleapparat.
Men den er også roman: mennesker med dybe og vanskelige relationer, som kastes ud i livskriser i en verden, som forandrer sig. Naturen spiller så her sin helt særlige rolle i forhold til at få forsoningsprocesser i gang og som kærlighedens hjælper.
Mads Kusk, Bibliotekar, Københavns Biblioteker
Trisse Gejl: Patriarken. Lindhardt og Ringhof, 2006.
Darwin
"Hvad er det for en den dér, den er helt rød på brystet, det var dog en fantastisk fugl.""Det er en rødhals en af de mest almindelige danske fugle,"
Svarede Harald, den nypensionerede chefredaktør, sin nye og noget yngre kæreste Iben.
Han er bogens patriark og foretager et næsten klassisk fald, da han bliver frigjort, alt for frigjort, fra sit arbejde og nu SKAL nyde sit otium. Den elskede hustru er død nogle år i forvejen og tiden viser sig nu at være et frygteligt tomrum for Harald.
Men naturen kommer til undsætning. Barnebarnet, Minna, er et ’naturbarn’, udforsker, eksperimenterer med den og slæber den med ind til yderligere belastning af forfatter-morens nerver. Og Harald, hvis naturinteresse ellers har været upåfaldende, bond’er nu med Minna. I haven, i zoo, etc..
Replikskiftet mellem Harald og Iben (læge og ganske alment dannet) giver et fint billede af muligheden for at begynde interessere sig for naturen i en sen alder og, som her, mødes om interessen.
Freud
...offentligheden er ligesom naturen. Glubsk, ligeglad og altfortærende.Dette kyniske natursyn tilhører patriarken Harald, som dog øjeblikket efter, på en fantastisk sommeraften, træder ud på terrassen og bliver noget nær beruset af en solsorts serenade og i denne tilstand tager en for historien stor beslutning.
En symbolanalytikers forvandling: fra én udgave af det darwinistiske natursyn (et overdrevet kynisk) til et andet og mere værdsættende og nysgerrigt. Og naturen bliver herfra (i Haralds øjne, som er det ene af de tre par historien fortælles igennem) mere end blot symbolsk og vedligeholdelseskrævende kulisse, men stedet hvorigennem den aldrende og bitterhedstruede patriark får nye oplevelser, ny kærlighed, nyt venskab.
Disney
Den måde oktobersolen falder ind gennem birketræets gule bladdække. Det er, som om hysteriet fordamper fra verden. Det her er mere overskueligt end foråret, når det hele vælter op, borer sig op af jorden som små grønne syle.Helle er forfatter og datter til Harald, hvis skygge og nok lidt hårdhændede behandling, hun kæmper med. Måske hun har arvet den afdøde mors svage nerver. I hvert fald arbejder hun sig igennem historien op mod et sammenbrud.
Hvad enten det nu er en angstneurose eller en grænsepsykotisk tilstand, så bliver der hos Helle undervejs plads til interessante ræsonnementer over naturen og menneskets forhold til den. Hun søger et sundt (måske naturalistisk?) og nysgerrigt forhold til naturen, men gribes af angst og frygter alt fra fugleinfluenzaen til de regnorme, som datteren slæber med ind. Dér, fuldstændigt ude af balance, bliver naturen for hende næsten lidt for besjælet, lige lovlig livlig. Dæmonisk.
Waste LandForan ham strækker sletten sig som en fladbundet skål.Helle skriver romanen igennem på sin egen historie. Den skal angiveligt handle om Usama, som formentlig mindes sit hjemland, som i ovenstående linje. Harald, faderen, chefredaktøren, patriarken, har egenhændigt været involveret i en artikel om voldelige indvandrerbander, som dog pinligt nok ender med at vise sig at være en and (og muligvis fremskynder hans fald…). Helles projekt er en slags modsvar til faderens – repræsentanten for det etablerede samfund – manglende indlevelse i en flygtnings situation. Helle’s indlevelsesforsøg, kombineret med hendes livssituation, betyder dog, at hun er faretruende tæt på at blive ramt af fremmedfrygt i stedet for.Slettebilledet ændrer sig lidt undervejs, men har en tendens til at glide over mod billedet af en ørken. Eller, med andre ord, fra eksotisk kulisse til økologisk katastrofe.…'Patriarken' er tæt på at være en roman om nutidsdanskeres forhold til naturen. Gennem 3 hovedpersoners øjne bliver vi på sin vis præsenteret for natursyn fra forskellige vinkler. Heriblandt forfatteren Helles hypersensitive, som truer med at blive til psykose. Helle er på den anden side også den, som kan fornemme, de andres forhold til naturen og hvordan det kan ændre sig. En slags overfølsomt måleapparat.
Men den er også roman: mennesker med dybe og vanskelige relationer, som kastes ud i livskriser i en verden, som forandrer sig. Naturen spiller så her sin helt særlige rolle i forhold til at få forsoningsprocesser i gang og som kærlighedens hjælper.
Kommentarer