Opbrud: Dansk litteratur i 1950'erne

Oprettet: 01.09.2002 - 11:53

Af litteraturstuderende Martin Laurberg

Med dønningerne fra krigen i baghovedet skulle 50erne vise sig at blive en af de mest centrale perioder i moderne dansk prosalitteratur. Over alt skete der alvorlige forandringer, og flere af de forfattere som debuterede har i dag opnået klassikerstatus, ligesom de har haft stor indflydelse på den litteratur, der senere er blevet skrevet.

Det helt centrale er opblomstringen af en avantgardistisk – eller modernistisk som den blev kaldt – indstilling til litteraturen. Det dækker for det første over en filosofisk stillingtagen til en følelse af meningsløshed og identitetsløshed. Resultatet er, at værkerne ofte er meget indadvendte og får et nærmest teoretisk præg; de beskæftiger sig ikke så meget med realistiske beskrivelser af verden som med individets oplevelse af den. For det andet er der en forøget opmærksomhed om sprogets måde at skabe mening på. Nogle af forfatterne leger eksempelvis med sproget på en måde, så faste vendinger og ordspil ændrer eller helt mister deres betydning. Man kan godt sige, at der sker en slags intellektualisering af litteraturen.

Det er for eksempel tydeligt hos en af de bedste og mest indflydelsesrige repræsentanter for den nye litteratur, Villy Sørensen (1929-2002). Han debuterede med Sære historier (1953) og derefter Ufarlige historier (1955). Begge bøger består af en række historier, der forekommer mere eller mindre psykedeliske. De er tit ret eventyragtige, fordi de foregår i et meget forsimplet og samtidig virkelighedsfjernt miljø.

Købmanden handler for eksempel om en købmand, som ved at se på folk kan fortælle dem lige præcis, hvad de har brug for. Det giver visse problemer, fordi hans kunder ikke altid selv kan forstå deres behov. Både beskrivelsen af købmandsbutikken og især købmandens forelskelse i ”en ung pige der sad ved et bord og var så tynd at hun næsten var usynlig,” bringer tankerne hen på H. C. Andersen.

Forskellen er, at Villy Sørensen i langt højere grad bruger eventyret til at tegne og kommentere personerne og deres tragiske tacklinger af identitetsløsheden. I øvrigt dækker eventyrformen over helt absurde og absolut usammenhængende handlinger, for eksempel i Den gamle ejendom, hvor et højhus bliver revet ned ved, at beboerne tager deres vægge med, når de flytter ud.

Det er altså karakteristisk, at Villy Sørensen ikke i særlig høj grad har sat sig for at bringe sin omverden ind i litteraturen. Det er også tilfældet for andre repræsentanter for den ny litteratur, hvoraf to af de bedste er Peter Seeberg (1925-1999) og Ole Sarvig (1921-1981) (der dog var debuteret som digter allerede i 40erne). Hos Seeberg er absurditeten til stede i en sådan grad, at personerne går under navne som Tvis og Djap.

Seebergs Bipersonerne (1956) handler om et kollektiv, der er samlet om et fuldstændig meningsløst arbejde, og Sarvigs Stenrosen (1955) udspiller sig i Berlin lige efter krigen, mens hans De sovende (1958) foregår i Skotland og Sydspanien. Man kunne derfor indvende, at omverdenen spiller centralt ind. Det centrale er imidlertid, at fokus ligger på personerne, og at omverdenen nærmere fungerer som et eksistentielt parameter. Der er altså ikke tale om egentlige forsøg på en objektiv, ydre og realistisk beskrivelse af virkeligheden.

50ernes litteratur er imidlertid ikke kun avantgardistisk. Der er også en realistisk litteratur, der bringer virkeligheden ind i litteraturen. En af de absolutte klassikere er Tage Skou-Hansen (f. 1925), der debuterede med De nøgne træer (1957). Romanen handler om den kyniske modstandsmand Holger Mikkelsen, der starter et kærlighedsforhold med konen til lederen af hans sabotagegruppe. Romanen er spændende, fordi den sætter spørgsmålstegn ved modstandsfolkenes motiver. Det virker som om personlige ambitioner og seksuelt begær er mindst lige så stærke drivkræfter som hensynet til fædrelandet.

Det er i øvrigt ikke de mest fædrelandskærlige sabotører, der nødvendigvis er mest sympatiske. Ud over personlighederne er handlingen i romanen ret spændende og intens, ligesom det næsten altid er interessant, når det handler om frihedskampen under krigen. I den forbindelse kan det være meget sjovt at kigge lidt frem i forfatterskabet til Den hårde frugt (1977), som er en forsættelse af De nøgne træer.

Her siger den omtrent halvtresårige Holger Mikkelsen: ”Dengang i 44 anede jeg heller ikke hvor tidstypisk vores historie var. Men efter krigen så jeg den på film, i Casablanca f.eks. med Ingrid Bergman og Humphrey Bogart, og læste om den i amerikanske romaner.” Bemærkningen er ret interessant, fordi den henviser De nøgne træer til en bestemt periode. Den er en typisk historie for en bestemt tid. Der er en tæt sammenhæng mellem den ydre historiske situation – krigen, modstandsbevægelsen, fyrrernes kærlighedsbetingelser – og den konsekvens den har for bevidstheden.

Dermed tegnes der et tidsbillede, som man nok ikke i samme grad får hos den avantgardistiske litteratur, hvor den realistiske skildring i høj grad er gået tabt. Ud over Skou-Hansen kan man af realistiske forfattere for eksempel nævne Erik Aalbæk Jensen (f. 1923) (Dæmningen (1953) og især I heltespor (1960)).

50ernes danske litteratur er altså en flersidet sag, hvor man får et skred i den eksperimenterende litteratur, samtidig med at den realistiske litteratur eksisterer sideløbende. Det er en ret fremragende blanding, må man sige. Lige meget hvor man havner, er det både lærerigt og underholdende.

Vil du vide mere?

Læs Pletskuds artikler om:
Karen Blixen: Babettes gæstebud
Frank Jæger: Den unge Jægers lidelser
Leif Panduro: Rend mig i traditionerne
Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld
Tage Skou-Hansen: De nøgne træer

0
Din bedømmelse: Ingen