Om Susanne Staun og Fanny Fiske

Susanne Staun har netop vundet prisen for årets krimi. Her fortæller hun om sit forhold til sin hovedperson, Fanny Fiske.

Vi befinder os i en nær fremtid, hvor EU har erstattet de enkelte europæiske lande. Af Henrik Torjusen MA i Liberal Studies

Med serien om Fanny Fiske har Susanne Staun (f. 1957) skabt en fascinerende og meget anderledes kriminalroman. Serien, der ind til videre rummer fem bind, beskriver en helt anden verden, end den vi normalt bliver præsenteret for i krimier: Væk er den nordiske socialrealisme og de trivielle hverdagsdramaer.

I bøgerne befinder vi os i en nær fremtid, hvor EU har erstattet de enkelte europæiske lande og, med Fannys ord, endelig er blevet til en rigtig union. Som ung flyttede Fanny fra Danmark – et sted hun ikke kunne udholde – og tog til USA for at få en uddannelse som adfærdspsykolog og profileringsekspert hos FBI. Efter årene i USA har hun fået et lektorat på Europa Universitetet og en stilling hos det fælleseuropæiske politi, European Federal Bureau of Intelligence, hvor hun rejser rundt i hele Europa og hjælper med at lave forbryderprofiler.

Fanny Fiske og glæden ved nydelse
I Stauns krimier er den altoverskyggende hovedperson Fanny af en helt anden støbning end de hovedpersoner, vi normalt møder. Hun er hedonistisk, selvcentreret og ret uhæmmet. Den nærmeste reference er nok Sherlock Holmes, der på samme måde eksisterer i sin egen verden, baseret på sine egne moralske koder. Og hvor Holmes tog stoffer, Fanny drikker sig fuld og dyrker masser af sex.

Normalt er hovedpersonerne i nordiske krimier tynget af skyld og afmagt, og selv om de forsøger at gøre det rette, så kommer de altid i tvivl undervejs. Sådan er Fanny Fiske ikke. Hun vil ikke afsløre sin alder for os, men hun fortæller gerne om alle de plastikoperationer, hun har fået udført.

Fanny kan ikke bære at forfalde. Og hendes hedonisme omfatter ikke kun fornøjelsen ved alkohol og mad: for sex er den vigtigste ting i hendes liv. Helst uforpligtende sex, og gerne med smukke, unge mænd. Fannys livsstil og væremåde kommer hurtigt til at virke overdrevet og karikeret, men på en måde er den også befriende. Jeg tror ikke, at Fannys væremåde nødvendigvis skal læses som en kritik af hverken femi-krimien eller af nordisk socialrealisme, men snarere som et alternativ, en anden måde at tænke og være på.

Dog er Fanny ikke et lykkeligt menneske, så det er bestemt ikke en utopi, men omvendt fremviser Fanny også glæden ved livet. Nydelsen er et gode, som ikke bliver fremstillet i den anden form for fortælling, hvor de eneste farver er sort, hvid og grå. I den verden ville Fannys pludselig opdukken skabe en farveeksplosion, et stykke technicolor-virkelighed, der brød ind i opklaringen af det seneste mord. For Fanny er alt det, de socialrealistiske kvinder ikke er. Hun er genial, attraktiv, ærgerrig, voldsom og grænseløs. Og meget, meget morsom, på en måde som krimier normalt ikke er.

Som arvesynden
I første bind af serien, Som arvesynden (1999), kaster Fanny og politimanden Sam sig ud i opklaring af mordet på en tiårig pige. Hun forsvinder hjemmefra og bliver fundet med hovedet skåret af. Det er dog ikke den eneste sag, Fanny er blandet ind i. Da bogen starter befinder Fanny sig i Marseille, hvor hun blandt andet har hjulpet Remi Moulard, en charmerende og lækker fransk politimand, med opklaring.

Nu er hun tilbage i Cornwall, der i denne fremtid ikke er lig med det nuværende engelske område, men betegner et stort område, der dækker den sydlige del af England og en del af Frankrig. Mordet på den unge pige er dog kun det første mord, og snart er Sam og Fanny involveret i en jagt på morderen, inden han slår flere børn ihjel.

Samtidig bliver en eller anden ved med at ringe til Fanny og indtale bibelcitater på hendes telefonsvarer. Først tager hun det bare som en kuriositet, men efterhånden indser hun, at det er ment som en trussel. Alle citater advarer hende mod at leve så promiskuøst, som hun gør, og i stedet holde sig på dydens smalle sti. Alvoren går dog først op for hende, da hun kommer hjem og finder en død mand i sin seng. En mand, hun tidligere har været i seng med.

Det to sager viser sig ikke at have noget med hinanden at gøre, og uden at afsløre for meget, så bliver Fanny konfronteret med sine egne tidligere valg, og at hun ikke er i stand til at gennemskue alle mennesker omkring sig. Og på en lignende måde som Sherlock, ender Fanny og Sam med at tage sagen, og dermed også loven, i egen hånd. Ikke at sagen forandrer Fanny synderligt. I slutningen af bogen nyder hun stadig sit mærketøj, har bestilt tid til laser resurfacing, og ignorerer de fleste beskeder på sin telefon.

Før jeg dør
Susanne Staun har beskrevet udviklingen i serien, som en måde at fremstille betydningen af alder og forfald. Fanny bliver langsomt ældre i løbet af serien, og hun får sværere og sværere ved at ignorere det. Men samtidig også en måde at fremstille kvinders skæbne efter 50, hvor sex og nydelse er ilde set.

I forløbigt sidste bind i serien, Før jeg dør (2009), er Fanny på alle måder på vej mod afgrunden. Hun er blevet tvangspensioneret fra sit job, der er blevet overtaget af en yngre og meget smuk kvinde, og hun har pludselig fået svært ved at tiltrække mænd. I begyndelsen af bogen befinder Fanny sig i London. Hun er ensom og kan ikke få forbindelse til den politimand, som hun tidligere har haft en affære med. I stedet beslutter hun sig for at lære at bruge en computer, så hun kan skrive sin selvbiografi. Og så får hun sig lige en ansigtsløftning, nu hvor hun har det så hårdt. Hvilket selvfølgelig resulterer i, at hun må gå rundt med hijab i resten af bogen for at skjule de helende ar fra operationen.

Da hun endelig vender hjem til Cornwall, kontakter Sam hende dog, da den nuværende profileringsekspert ikke er til at få fat på. Desuden tyder noget på, at Fanny er involveret i de forbrydelser, der foregår. En prostitueret er blevet myrdet, og politiet har fundet noget, der tilhørte Fanny i nærheden af liget. Og det er kun begyndelsen, for snart bliver flere myrdet, og objekter, der alle tilhører Fanny, bliver fundet i nærheden hver gang.

Det viser sig at have med en tidligere sag at gøre. Forbryderen fra dengang vil nu hævne sig på Fanny og hendes to veninder, der også var involveret i sagen. Sam og Fanny får langsomt trævlet sagen op, men Fanny er samtidig ved at indse, at hun måske ikke kan udskyde aldringen uendeligt, og at det måske ikke er nok med plastikoperationer. Men om hun også handler ud fra sin nye indsigt, det må vi vente til næste bind i serien på at få at vide.