Af bibliotekar Susanne Gilling & journalist Susanne Linton
PORTRÆTFILM
Et forfatterportræt som dokumentarfilm er som udgangspunkt modsætningsfyldt. Det kan være svært at sætte billeder til alle de kloge ord, der skal siges – men det lykkes flot i ”Onkel Danny – portræt af en karma cowboy”, der har trukket usædvanlig mange biografgængere.
De bliver præsenteret for både klip med og om en konstant arbejdende Turèll, der i ”bogstaveligste” forstand hamrede ord ned på papir dag og nat.
På andre folk gror hår og negle ud. ”Der voksede ord ud af Dan Turèll”, siges det i filmen. En ven beskriver, hvordan han nød at falde i søvn til rytmen af forfatterens skrivemaskine. Han lagde sig ganske enkelt under skrivebordet og tog sig en lur i takt til lyden, der både skabte poesi og kriminalromaner i en imponerende, ubønhørlig produktion.
Dan Turells mor indleder med at fortælle om sin søn, der allerede fra barnsben var usædvanlig.
Også Lars Bukdahl, Suzanne Brøgger, Henrik Have, Kristen Bjørnkær giver deres besyv med om deres ven eller om hans produktioner.
I filmen bliver vi mindet om, at der ikke er nogen tvivl om Turèlls evne til at iagttage den danske hverdag, som han spidder. For det er sådan, det er: Det er ikke os, men vores forudsætninger og vores valg han tager under kærlig og kløgtig behandling. Og det er det, der gør ham til folkeeje.
Men det Vesterbro som Dan Turell beskriver i blandt andet ”Mord i mørket” med den navnløse journalist som hovedperson findes faktisk ikke i virkeligheden – ”det er et Morten Korchs’ Vesterbro” lyder en i filmen for så vidt barsk bedømmelse, der dog straks bredes ud: ”På den anden side er der aldrig nogen, der har gjort det så godt”…
Eksemplerne på de flotte hverdagsbetragtelser er mange. Postbudets og taxachaufførens tanker mens de arbejder sig frem, eller alle de tal som Turèll kan forbinde med sig selv (og os andre): husnummer, personnummer, kontonummer, skostørrelse. Disse tal finder også deres egen rytme i skarpt sete beskrivelser. Man har svært ved at få nok af klippene af manden, der banalt sagt blev en legende, før han takkede af.
Filmens interviews med Dan Turèll afslører også en sjældent direkte form – der er ingen æh’er og øh’er eller pauser - ikke gang når forfatteren fortæller om sin måske dødelige kræftdiagnose: Man tager næsten sig selv i at lytte efter en rytme eller et rim, der naturligvis aldrig kommer.
Den hverdag Dan Turèll selv yndede at prise, oplevede han stort set ikke selv, fortæller hans kone Chili. Han levede for intenst med sin kunst til for alvor at have plads til at tage del i den. Chili Turell runder poetisk af og tager over, der hvor Dans mor stoppede.
Der blev tavst efter Turèll – også derfor kan filmen på det varmeste anbefales
Dan Turèll døde i 1993, 47 år gammel.
Læs mere om Dan Turell
Artikel
Ode til en ordmager
Af bibliotekar Susanne Gilling & journalist Susanne Linton
PORTRÆTFILM
Et forfatterportræt som dokumentarfilm er som udgangspunkt modsætningsfyldt. Det kan være svært at sætte billeder til alle de kloge ord, der skal siges – men det lykkes flot i ”Onkel Danny – portræt af en karma cowboy”, der har trukket usædvanlig mange biografgængere.
De bliver præsenteret for både klip med og om en konstant arbejdende Turèll, der i ”bogstaveligste” forstand hamrede ord ned på papir dag og nat.
På andre folk gror hår og negle ud. ”Der voksede ord ud af Dan Turèll”, siges det i filmen. En ven beskriver, hvordan han nød at falde i søvn til rytmen af forfatterens skrivemaskine. Han lagde sig ganske enkelt under skrivebordet og tog sig en lur i takt til lyden, der både skabte poesi og kriminalromaner i en imponerende, ubønhørlig produktion.
Dan Turells mor indleder med at fortælle om sin søn, der allerede fra barnsben var usædvanlig.
Også Lars Bukdahl, Suzanne Brøgger, Henrik Have, Kristen Bjørnkær giver deres besyv med om deres ven eller om hans produktioner.
I filmen bliver vi mindet om, at der ikke er nogen tvivl om Turèlls evne til at iagttage den danske hverdag, som han spidder. For det er sådan, det er: Det er ikke os, men vores forudsætninger og vores valg han tager under kærlig og kløgtig behandling. Og det er det, der gør ham til folkeeje.
Men det Vesterbro som Dan Turell beskriver i blandt andet ”Mord i mørket” med den navnløse journalist som hovedperson findes faktisk ikke i virkeligheden – ”det er et Morten Korchs’ Vesterbro” lyder en i filmen for så vidt barsk bedømmelse, der dog straks bredes ud: ”På den anden side er der aldrig nogen, der har gjort det så godt”…
Eksemplerne på de flotte hverdagsbetragtelser er mange. Postbudets og taxachaufførens tanker mens de arbejder sig frem, eller alle de tal som Turèll kan forbinde med sig selv (og os andre): husnummer, personnummer, kontonummer, skostørrelse. Disse tal finder også deres egen rytme i skarpt sete beskrivelser. Man har svært ved at få nok af klippene af manden, der banalt sagt blev en legende, før han takkede af.
Filmens interviews med Dan Turèll afslører også en sjældent direkte form – der er ingen æh’er og øh’er eller pauser - ikke gang når forfatteren fortæller om sin måske dødelige kræftdiagnose: Man tager næsten sig selv i at lytte efter en rytme eller et rim, der naturligvis aldrig kommer.
Den hverdag Dan Turèll selv yndede at prise, oplevede han stort set ikke selv, fortæller hans kone Chili. Han levede for intenst med sin kunst til for alvor at have plads til at tage del i den. Chili Turell runder poetisk af og tager over, der hvor Dans mor stoppede.
Der blev tavst efter Turèll – også derfor kan filmen på det varmeste anbefales
Dan Turèll døde i 1993, 47 år gammel.
Læs mere om Dan Turell
Kommentarer