Nyere danske cityboys. Om Hærværk, Supertanker og andre

Oprettet: 29.04.2005 - 18:05

Af litteraturstuderende Truels Præstegaard Sørensen

Telefonen kimer og forstyrrer den “hjemmearbejdende” litteraturanmelder Ole Jastrau. Sådan starter Tom Kristensen uden yderligere introduktion sin legendariske roman Hærværk (1930). Fortælleren instruerer ikke læseren i situationens omstændigheder, fortælleren starter ikke fra begyndelsen, men kaster læseren direkte ind i historien om Jastraus deroute: telefonen kimer, de tvivlsomme bekendtskaber Sanders og Steffensen ankommer, fru Jastrau og sønnen flygter, undergangen er indledt.

Lige på og hårdt. Tom Kristensen benytter her et ældgammelt litterært kneb, som allerede den romerske poet Horats (65-8 fvt) beskriver i sin bog om digtekunsten, Ars Poetica (14 fvt). Horats navngiver teknikken in medias res, hvilket betyder ind midt i tingene.

Med denne teknik kan fortælleren ifølge Horats vælge at gå direkte til sin sags kerne, hvad Kristensen elegant demonstrerer, da Hærværk fra og med telefonens abrupte kimen er skarpt fokuseret på hærværket i og omkring romanens hovedperson.
 
Jesper Saunte (født 1965) indleder også sin debutroman Supertanker (2003) med en ringende telefon, som vækker romanens hovedperson Jonas. Som i Hærværk befinder fortællingen sig i København, men hvor Ole Jastrau falder ud af sin sin borgerlige eksistens og synker til bunds, er Sauntes hovedperson dedikeret til livet på overfladen. Jonas har sommerferie fra universitetet, og læseren introduceres nu for det søde liv i café-terrænnet omkring Sankt Hans Torv, et sted med “fantastisk udsigt” kaldet Luftkastellet, og adskillige andre (tilsyneladende) hippe steder, hvor cremen af ungdommen flokkes.

Det kører, om ikke andet økonomisk, for hovedpersonen, som undertegnede efter forbavsende kort tids læsning blev grundigt træt af; vi skal af uvisse årsager belæres om hovedpersonens evne til at vælge de rigtige steder, til at drikke de korrekte øl, og må imens bevidne en endeløs række af one-liner-baserede dialoger, som kun glimtvis hæver sig over det trivielle. Om romanens forfatter også mangler sympati for sin hovedperson er svært at afgøre. Det ændrer imidlertid ikke ved, at historien ofte er mere restaurant- og caféguide end roman, og det er en småkedelig affære.
 
Den irritation som efterhånden opbygges, skyldes ikke mindst det løfte om dramatik, som antydes dels på romanens hjemmeside (bogen-supertanker.dk), hvor det hedder at “det går derudad,” og dels gennem in medias res-åbningen, som fristende citeres på romanens omslag. Denne roman vil lige til sagen, endda med en ambitiøs reference til Tom Kristensens berømte åbning, men hjemmesiden og åbningen lover desværre meget mere end fortællingen kan bære.

Romanen er struktureret omkring to kærlighedskonflikter: på den ene side hovedpersonens egne uforløste længsler, som man gætter udfaldet af allerede efter første kapitel, og på den anden side et udramatisk drama involverende vennerne Mark og Mathias samt Iben fra Paris. Disse forviklinger etableres i de første to kapitler og løses i det sidste.

Hvad derimellem foregår, gør overvejende romanen længere. Apropos længden… dermed er givet eet argument for romantitlen “supertanker,” som ellers er decideret mystisk i relation til handlingen. Et andet pinagtigt argument for titlen opstår på paradoksal vis i en diskussion, hvor Mark foreslår “supertanker” som titel for et romanprojekt, som Mathias arbejder med. Mark mener, uden overhovedet at kende projektet, at det er “den eneste titel der holder,” mens Jonas samtykker og konkluderer, at “det kan da dække over lidt af hvert.” 

Omslag af Mikkel Henssel fra Jesper Sauntes bog 'Anfield Road*, forlaget Tiderne Skifter www.tiderneskifter.dkDet går bedre med Jacob Weinreichs (født 1972) romaner, måske fordi Weinreich har forstået, at der må opstå sympatiske bånd mellem læseren og karaktererne, hvis genren skal lykkes. Kan man ikke identificere sig med de opture og nedture, som genrens unge storbykvinder og –mænd udsættes for, er der ikke noget incitament til at læse videre: citygirl/cityboy-litteratur er feel good-litteratur, og bliver man ramt af lede og irritation under læsningen, er noget fundamentalt selvfølgelig i uorden.

Kun de færreste læsere ønsker deres generationsfæller portrætteret som smartness-besatte og forkælede typer. Supertanker lider åbenlyst under dette problem, mens heltene i Weinreichs romaner Ringside (2001), Anfield Road (2002) og Mellemlandinger (2004) umiddelbart formår at skabe goodwill hos læseren. Uanset om man deler romanheltenes maniske begejstring for Neil Young, AGF, piger og Liverpool, kan de fleste læsere i romanernes målgruppe (mænd, ca. årgang 1965-85) sandsynligvis sympatisere med måden hvorpå hovedpersonerne er dedikerede.
 
Det gælder som helhed for Weinreichs romaner at de er velskrevne og letlæselige. Karaktertegningerne, der som nævnt bærer denne genre, er troværdige og til tider ganske underholdende; særligt mødet med bipersonerne Neil Yüssef og Ryan Campbell i Mellemlandinger kan anbefales. Skal een titel fremhæves, bliver det dog Anfield Road, da romanens eksperimenterende fortælleteknik fungerer fortrinligt.

Læseren følger otte århusianere, som hver har en begyndende eller fuldmoden identitetskrise inde på livet. På skift følger man de otte karakterer som jeg-fortællere, og efterhånden kobles den enkelte konflikt til de øvrige, sådan at romanen tilsidst fremstår som eet samlet væv af skilsmisser, karrierekriser, intriger og sidespring.

Den specielle fortælleteknik gør ligefrem romanen filmisk: det stadigt skiftende perspektiv og sammenviklingen af skæbner giver mindelser om strukturen i både komiske og melodramatiske tv-serier. Hvis man bliver underholdt af Seinfeld, Friends, Ally og lignende, kan man med fordel teste Anfield Road

 

0
Din bedømmelse: Ingen