Nye bøger: Marts 2002

Oprettet: 15.03.2002 - 09:00

Nye bøger: Marts 2002

skrevet af bibliotekar Margit Fischer

Krimierne dominerer
Markedet for krimier ser ud til at være usvækket i år 2002, i hvert fald hvis man skal dømme ud fra de seneste ugers nye bøger på biblioteket.

Fra "over there" har vi fået Elmore Leonards nyeste krimi, Be cool, på dansk med samme titel. Chili Palmer fra bogen (og filmen) "Get Shorty" kommer på en rå odyssé gennem Hollywoods underholdningshelvede.

Englands gedigne krimitradition fornægter sig ikke i Andrew Taylors femte bog fra lillebyen Lydmouth, Hvor rosen mister sin pragt. Under byens idylliske overflade foregår der en hel del mindre pæne ting...

Nicci French har begået en ny, effektiv thriller med Det røde værelse, som sædvanligt med en ung, kvindelig heltinde. En thriller af den mere psykologiske slags er Julie Parsons Morgengaven, hvor en psykopatisk morder myrder sin rival og diverterer enken med detaljerne.



De danke krimiforfattere har markeret sig stærkt på det sidste. Størst medieomtale fik Gretelise Holm med Paranoia. Var det mon den første danske femikrimi? Nej, siger vi herfra.

Legetøj for en morder er dansk-portugisiske Pia Martins første optræden på den danske krimiscene. Nogle myrdes, andre lever det glade ferieliv i en portugisisk badeby.

Ole Frøslev og Stig Rotvit er et par af de "gode, gamle" danske forfattere, der støt og roligt fortsætter med at udgive krimi- og spændingsromaner. I Ole Frøslevs Nedrivning starter uigengældt kærlighed en lavine af terror, pengeafpresning og mord, og folkene fra Station 3 i København sættes for 7. gang på opklaringsarbejde. Paparazzi af Stig Rotvit tager den kulørte presses ryggesløshed under ublid behandling. Også Grethe Lange fortsætter ufortrødent sin række af krimier fra Helsingør, den seneste - fjerde - hedder De knuste spejle.



Svenskerne kommer vi ikke udenom. Slet ikke Mikael Niemi, der med Populærmusik fra Vittula strøg lige ind på bestsellerlister og avisforsider, også her i landet. Den handler om to knægtes opvækst i Nordsverige i 60'erne og 70'erne. Den er allerede blevet udnævnt til en født klassiker, og stilmæssigt betegnet som halvmagisk realisme i polarudstyr. Sjovt som Beatles stadig sætter spor i litteraturen - den nyligt kårne modtager af Nordisk Råds litteraturpris, Lars Saabye Christensen, slog faktisk igennem med Beatles, der har en del temaer til fælles med Niemis bog.

Pesetas er ikke en krimi i gængs forstand, men en velskrevet nutidsskildring om desperate storbymennesker. Så velskrevet, at forfatteren, Mons Kallentoft, har fået Sveriges Författerförbunds pris for bedste skønlitterære debut.



God kortprosa leverer John Bang Jensen med samlingen Boks, der favner både det absurde, det psykologiske og det realistiske. Også tyske Alissa Walser får ros for sine syv stilistisk og indholdsmæssigt fornemme noveller, Den mindste halvdel af verden
 




BogWeb - 15. marts 2002

0
Din bedømmelse: Ingen