Nordisk Råds Litteraturpris 2002

Oprettet: 01.02.2002 - 09:00

Nordisk Råds Litteraturpris 2002

skrevet af Marit Haugaard, Susanne Gilling og Jette S. F. Holst.



Nordisk Råds Litteraturpris uddeltes første gang for 40 år siden til den svenske forfatter Eyvind Johnson. Siden er den modtaget af mange kendte og folkeligt værdsatte forfattere som f.eks. Klaus Rifbjerg, William Heinesen, P.O. Enquist, Väinö Linna og Jan Kjærstad.



Formålet med at uddele prisen er at øge interessen for nabolandenes litteratur og deres sprog, at eksponere det særlige i den nordiske litteratur, det fællesskab de nordiske lande har i kraft af fælles historie og kultur, og alligevel påvise mangfoldigheden.



Prisen, der består af 350.000 danske kroner, uddeles til en forfatter for et enkelt, nyudgivet værk af høj kvalitet og originalitet; overrækkelsen finder sted på Nordisk Råds møde i Helsinki den 29. oktober 2002.



I dette nummer af BogWeb kan du læse en kort introduktion til de nominerede forfattere.





 

Danmark





Klaus Høeck: In nomine

Født i København i 1938. Han er student fra Sorø Akademi 1957, fik forskelligt arbejde, kom til søs og studerede medicin, jura og filosofi ved Københavns Universitet. Tog i 1970 exam. art i filosofi og arbejdede som undervisningsassistent i videnskabsteori ved Kultursociologi, Københavns Universitet 1970-1971. Debut i 1966 med digtsamlingen "Yggdragsil".







Læs mere om Klaus Høeck. 



Ib Michael: Kejserens atlas 

Født i Roskilde i 1945. Han er student fra Roskilde Katedralskole i 1964. Ib Michael har en lang række rejser bag sig, bla. til Mexico, Sydamerika, Kina og Tibet. Han har desuden krydset Atlanten sammen med Troels Kløvedal, som han også har sejlet med i Stillehavet til det polynesiske ørige. Debut i 1970 med den ekserpimenterende roman "En hidtil uset drøm om skibe". Er i dag en af de mest kendte og læste danske forfattere også uden for Danmark.









Læs mere om Ib Michael.







 Finland



 

Kari Aronpuro: Pomo:n lumo

Født i 1940. Debuterede med "Peltiset enkelit" (Tin Angels) i 1964 og har siden udgivet flere digtsamlinger. Ingen af hans udgivelser er endnu oversat til dansk.











Læs mere om Kari Aronpuro.



Ulla-Lena Lundberg: Marsipansoldaten

Født i 1947 på øen Kökar. Debuterede med en digtsamling som 15-årig, der blev vel modtaget af pressen, og siden har hun kunnet leve af at skrive. Lundbergs gennembrud skete med bogen "Kökar", som handler om hendes fødeø. I løbet af årene har Lundberg boet rundt om i hele verden, bl.a. USA, Botswana og Zambia har været hendes hjem, og hun har skrevet flere rejsebøger. På dansk er hun især kendt for sine historiske romaner om livet på Ålandsøerne i det 19. Århundrede.



Læs mere om Ulla-Lena Lundberg







Island





Mikael Torfason: Heimsins heimskasti pabbi

Født i 1974 og opvokset i Reykjavik, men bor nu i København. Torfason har fået udgivet tre romaner (ingen af dem er oversat til dansk), han har skrevet flere filmmanuskripter og har også været journalist på Daily Newspaper samt haft sit eget radioprogram. 



 









Læs mere om Mikael Torfason.



Gyrdir Eliasson: Gula husid

Født i 1962. Bor i Reykjavik med sin kone og tre børn. Eliasson har stort set været fuldtidsforfatter hele sit voksne liv og har ti digtsamlinger, to romaner og fem novellesamlinger bag sig. Udover forfattervirksomheden er han også oversætter af især bøger af og om amerikanske indfødte. På dansk er Eliasson udkommet med "Papirskibsregnen" (1991) og "Søvncyklen" (1995).









Læs mere om Gyrdir Eliasson.







Norge





Lars Saabye Christensen: Halvbroren 

Født 1953 i Oslo. Han debuterede i 1976 med digtsamlingen "Historien om Gly", som han modtog Tarjei Vesaas' debutantpris for, men det var først efter yderligere to digtsamlinger og tre romaner, at han slog igennem med generationsromanen "Beatles" i 1984. Hans geografiske område er det indre Oslo og hans stil den lette og humoristiske med alvorlige undertoner.







Læs mere om Lars Saabye Christensen   

 

Hans Herbjørnsrud: Vi vet så mye

Født 1938 i Heddal, Telemarken. Han debuterede i en alder af 41 år med novellesamlingen "Vitner" (1979), som han modtog Tarjei Vesaas' debutantpris for, og har siden skrevet flere novellesamlinger. Han er uddannet lærer, men overtog slægtsgården hjemme i Heddal kort før hans litterære debut. I 1998 var han også en af Norges kandidater til Nordisk Råds litteraturpris for sit gennembrudsværk "Blinddøra".





Læs mere om Hans Herbjørnsrud







Sverige





Eva Runefelt: I djuret

Født 1953 i Stockholm, hvor hun også bor og arbejder som kritiker for Svenska Dagbladet. Runefelt har fået udgivet romanen "The Gap", novellesamlingen "Stopped time" og seks digtsamlinger. Ingen af Runefelts bøger er endnu oversat til dansk.









Læs mere om Eva Runefelt



Peter Kihlgaard: Du har inte rätt at inte älska mig

Født i 1954. Debuterede i 1981 med romanen "Manschettvisa", og har siden fået udgivet fire romaner, to digtsamlinger samt en novellesamling. Den nominerede roman er en fritstående forsættelse af gennembrudsromanen "Fadder Teiresias vår" fra 1988. Ingen af hans bøger er endnu blevet oversat til dansk.









Læs anmeldelsen af Kihlgaards nominerede roman.







Færøerne



Tóroddur Poulsen: Blódroyndir

Født 1957 i Tórshavn.  Han debuterede med digtsamlingen "Botnfall" i 1984 og har siden udgivet en halv snes digtsamlinger på færøsk.  Et udvalg er udgivet på dansk i hans egen oversættelse, "Standsninger", 1998.  Tóroddur Poulsens stil er stærkt provokerende og eksperimenterende - der tales i forbindelse med ham om "en færøsk undergrundsavantgardescene" ("Det nye Reception". Tidsskrift for Nordisk Litteratur. 2000/40). Han har siden midten af 1990'erne været bosat i København.



Læs visuel poesi af Tóroddur Poulsen på Afsnit P.







Grønland



Ole Korneliussen: Saltstøtten

Født i 1947 i Nanortalik i Grønland. Var også nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 1999. Debuterede i 1974 i en antologi med grønlandske digte, "Taigdlat". "Salstøtten" udkom sidste år på grønlandsk på forlaget Atuakkiorfik og på dansk hos Lindhardt og Ringhof i samarbejde med Atuakkiorfik. Det er Grønlands Forfatterforening, der har indstillet Ole Korneliussen, og han spås gode chancer af formand Aqqaluk Lynge. 



Læs mere om Ole Korneliussen

 







Det samiske sprogområde





Kirsti Paltto: "Suoláduvvon"

Født 1947 i Utsjoki i det allernordligste Finland, hvor hun også bor i dag. Hun er uddannet lærer og har skrevet bøger for både børn og voksne. Hun debuterede i 1971 med novellesamlingen "Soagnu", der i lighed med hendes øvrige forfatterskab behandler samernes rolle i det moderne samfund.

Kirsti Paltto skriver både på samisk og finsk, men især for samisk spille hun en stor rolle, da det kun har haft en fælles norm for skriftsprog siden 1978. 





 

Læs mere om Kirsti Paltto. 







  







Relaterede links:

Læs også John Mogensens klumme

Nordisk Råd

Nordisk Råds Litteraturpris



BogWeb - 1. februar 2002

0
Din bedømmelse: Ingen