Naturen og byen i det moderne samfund

Oprettet: 01.11.2002 - 12:53

Af litteraturstuderende Lisbet Lassen

Den moderne tid tilhører de store byer, eller gør den ? Hvis man læser en forfatter som Selma Lagerlöf (1858-1940) eller en digter som Edith Södergran (1892-1923) vil man ikke finde meget by her. Hovedpersonen i Knut Hamsuns Sult fra 1890 er den moderne romans antihelt på vej til at gå under i byens landskab, ligesom Tom Kristensens Hærværk (1930) også handler om en utilpasset mand, der heller ikke kan finde ud af at leve det borgerlige liv.

Men byen er vel egentlig ikke en nødvendig scene for det hjemløse menneske. I Hamsuns Pan fra 1894 kommer man ikke så meget som i nærheden af den store by, men hovedpersonen er ikke mere harmonisk af den grund. Hans lunefuldhed hænger snarere sammen med naturen og landskabet.

Naturen er nemlig ikke nogen harmonisk modsætning til kulturen eller byen her! Jeg vil hellere sige, at den moderne personlighedstype er et menneske, der ikke har fred nogen steder, heller ikke i naturen.

Selma Lagerlöfs fortællinger finder sted i Värmlands natur med landbefolkningen som hovedpersoner, og man forstod i starten hendes forfatterskab som en udvikling af traditionelle, mundtlige fortælleformer. Men historierne har nu ikke rødder i lokale legender. Fortæller-stemmen er også mere raffineret end man ser det i folkeeventyr, hvor fortæller-stemmen som regel er meget neutral.

Hvis man ser på, hvilke typer Lagerlöf beskriver rent psykologisk i sine fortællinger, så er vi også langt fra den folkelige fortællings enkle idéer om motiver, handlinger og moral. Den fordrukne præst Gösta i Gösta Berlings Saga fra 1891 er f.eks. alt for lunefuld som type til at kunne være en person i folkelige beretninger eller eventyr, hvor rollerne er fordelt meget enkelt på gode og onde. Gösta Berling beskrives og fører sig som en konge det ene øjeblik, og minuttet efter er han bare en sølle bums eller en ussel skiderik, der kun tænker på sig selv ! Men han har begge dele i sig, både det ædle og det dårlige.

Hans samvittighed svinger i samme takt. Det ene øjeblik stiller han store moralske krav til sig selv, det næste øjeblik fordømmer han sig selv helt for ikke at overholde dem. Når han har fordømt sig selv på den måde, føler han ofte en længsel efter at dø, og hos Gösta Berling er det en længsel efter de store sorte skove mod nord. Der er altså ikke meget folkelig idyl i naturen hos Selma Lagerlöf.

Naturen kan også være en bedrager hos forfatteren. Da det lille samfund trues af oversvømmelse, er det Göstas gode side, der tager over, og han leder bygningen af en dæmning. Men i det mest kritiske øjeblik synes han, at han ser vandnymfen fra søen Löwen. Hun vil ham et eller andet, så bliver han nødt til at forlade arbejdet med dæmningen, mens alle står og venter på hans ordre. Det viser sig, at det ikke er en vandnymfe, men derimod hans kæreste som han ikke kunne se ordentligt for træernes skygger. Naturen blander sig med Göstas skæbne.

Hans ustabile personlighed er så nem at påvirke, så han sjældent ender med at gøre det, han har sat sig for fra begyndelsen. Eller også er det på grund af, at han er så ustabil at han ikke kan identificere tingene rigtigt ? Ligesom julenat, da den lede brugspatron Sintram fra Fors dukker op forklædt som den Onde selv, og ingen af de stordrikkende mænd rigtig er i stand til at afgøre, om det er den ene eller den anden. Men det er jeg nu heller ikke umiddelbart i stand til, for selv som menneske er Sintram en rigtig god djævel !

I Lagerlöfs roman Kejseren af Portugalien (1914) spiller naturen også sin egen rolle i forhold til hovedpersonernes skæbne. Husmanden Jan Andersson fra Skrolycka får en datter, som han kommer til at holde forfærdelig meget af, selvom han egentlig slet ikke havde ønsket at få børn med konen Kattrinna. De kan ikke blive enige om et navn til hende, så derfor stiller Jan sig udenfor med barnet for at spørge den første forbipasserende om hendes navn for at give det til datteren.

Men der kommer ingen, så hen under aften ender Jan med at spørge solen, om den vil være gudmor for pigen. Hun får altså navn efter solen, og kommer til at hedde Klara Fina Gulleborg, selvom Kattrinna synes, det er alt for fint. Klara bliver det absolutte centrum i sin fars liv. Hun er uden sammenligning solen i hans liv. Men en dag forsvinder hun uden at lade høre fra sig. Jan bliver vanvittig og sætter sig til at vente på hende, hun må jo være blevet en fin kejserinde et sted, siden hun ikke kan have noget med sine fattige forældre at gøre !

Han går helt i stykker uden sin datter, og det er dette forhold mellem dem, forfatteren beskriver ved hjælp af solsymbolikken. Det er en symbolik, der også passer sammen med Klaras indre forvandling til sidst i romanen.

I Edith Södergrans digtning ses også en sammenhæng mellem indre forvandlinger og natursymbolik. Hun debuterede i 1916 med samlingen Dikter, men det var Septemberlyran fra 1918, der for alvor bragte sindene i kog hos hendes kritikere, fordi man forstod dem som forfatterens egen selvforherligelse. Den lyriske stemme i digtene fortæller netop om oplevelsen af at blive gennemstrømmet af stærke naturkræfter eller nærmere guddommelige kræfter.

Det er nok det, der har provokeret nogen til at tage fejl af forfatterens selvbillede og temaerne i hendes lyrik. Men Södergran interesserede sig netop for den tyske ekspressionisme og Nietzsches Zarathustra-fortælling.

Noget af det vigtige i disse er nemlig oplevelsen af jeg'ets grænseløshed, samt på den ene side den angst, der følger den erfaring og på den anden side oplevelsen af en stærk, guddommelig kraft i det indre. Digtene beskriver tit en ekstatisk tilstand, altså en tilstand, hvor man er ude af sig selv og overskrider grænserne for den normale bevidsthed.

Så egentlig kan man sige, at litteraturen ikke behøver storbyen for at være moderne, især ikke hvis man ser moderne litteratur som en ny måde at forstå personlighed på. Den samme fortælling om et menneske som går i opløsning, kan ligeså godt fortælles med bønder og husmænd som hovedpersoner, som den kan fortælles med journalister fra et københavnsk dagblad som hovedpersoner.

0
Din bedømmelse: Ingen