Når lidenskaben ringer på døren - om Hanne Hedetofts debutroman 'Ellens elevator'

Oprettet: 04.07.2003 - 10:47

Når lidenskaben ringer på døren- om Hanne Hedetofts debutroman "Ellens elevator"af stud. mag. i litteraturhistorie, Rikke Uldall

"Når lidenskaben ringer på døren - er det vigtigt at lukke op", mener Hanne Hedetoft, der netop har udgivet sin første roman, "Ellens elevator". Romanen er, med hendes egne ord, en satire over "lidt af hvert", men ud over at servere let underholdning i stil med "Bridget Jones' dagbog" og "Sushi for begyndere", har romanen også et mere alvorligt budskab.

Underholdning med litterære potteskår
Hanne Hedetoft er hverken bleg eller bebrillet. Og frekvensen af bandeord, der på bramfrit århusiansk flyver ud af munden på den 35-årige tekst- og nu også romanforfatter, er også væsentligt højere end hos den gennemsnitlige akademiker.


Foto: André

Hanne Hedetoft har ellers været en tur forbi universitetet, men hun forsøger at lægge de teoretiske begrebsapparater bag sig. I hvert fald i sit arbejde som forfatter: "En gang imellem er man nødt til bare at skrive". Ambitionen med debutromanen "Ellens Elevator" har været at skrive en roman, som man kan tage med på stranden og læse for at blive underholdt. Og det bliver man. Men for dem, der kan lide at grave i tekster efter dybere arkæologiske lag, er der også stukket et par litterære potteskår ind. "Man går jo ikke uskyldig gennem 4 år på litteraturhistorie ... trods alt", udtaler hun.

Romanens trekløver - 2 x akademiker, 1 x kok
Hovedpersonerne i romanen er trekløveret Peter, Lis og Ellen, der har været venner siden gymnasiet. Ligesom Hanne Hedetoft selv er både Peter og Lis uddannede litteraturhistorikere. De er hver på deres måde indbegrebet af akademikertypen. Peter bleg, bebrillet og begravet i papirer. Lis med sin overbevisning om, at hun "kan jorde hvem som helst verbalt". Fælles for dem er evnen til at analysere, reflektere, argumentere "og alt det der". Men de bruger måske deres videnskabelighed til at dække over, at der ligesom mangler noget i deres tilværelse. Kreativitet for eksempel. Den besidder til gengæld romanens tredje hovedperson, Ellen, der er kok og indehaver af restauranten Ellens Elevator. Det er hende, der fortæller romanens historie.

Historien fortælles i et virvar af breve, emails og korte kommentarer, som Ellen sender til Peter, der midlertidigt opholder sig i London i arbejdsmedfør. I stedet for at arbejde sætter han sig for at kommentere bunken af papirer, der ankommer fra Danmark, og videreformidle historien til os læsere, sådan som den virkelig fandt sted. - Eller gjorde den? For måske får Ellen kogt lige lovlig meget sammen…

Heathcliff riger på døren
Historien i "Ellens Elevator" drejer sig i al enkelhed om, at en romanfigur ved navn Heathcliff en dag ringer på døren hos Lis. Heathcliff-figuren stammer oprindeligt fra Emily Brontës romanklassiker Stormfulde Højder (- læsere, der ikke lige har denne bog præsent, kan i stedet tænke på Heathcliff i Laurence Oliviers yderst tiltrækkende skikkelse i filmatiseringen af romanen eller simpelthen vælge at se stort på denne oplysning). Efter sit første besøg fortsætter Heathcliff med jævnligt at dukke op hos Lis for at sende emails fra hendes computer og tale om lidt af hvert og om livet i særdeleshed. Alt sammen til stor foruroligelse for Ellen.

"Lis havde lige fortalt mig, at Heathcliff havde indledt gårsdagens besøg med at sætte sig hen til hendes skrivebord, som han også anklagede for at være en skændsel mod civilisationen, og tænde for computeren. Hvorpå han skulle have åbnet hendes mailsystem og påbegyndt en korrespondance. Ikke med et rengøringsselskab angående omtalte skrivebord, eller forbrugerstyrelsen vedrørende standarden af produkterne i hendes køkken, det kunne jeg endda have fulgt et stykke af vejen - men med doktor Frankenstein."

Passionens indtog i historien
Hvad Heathcliff er, og hvorfor han pludseligt dukker op, har Hanne Hedetoft ikke lyst til at give en fuldstændig forklaring på. Det skal være op til læseren: "Men for mig er han en erotisk figur. Jeg synes, det er soleklart, at Heathcliff repræsenterer noget med passionen, men et eller andet sted også noget mørkt og noget ildevarslende. Men noget, som man altså ikke kan være foruden. Man kan ikke leve hele sit liv på en pæn, glat overflade. Jo, det kan man godt, men jeg tror, det bliver meget kedeligt", retter hun hurtigt sig selv. "Jeg tror heller ikke, at der findes nogen mennesker, der ikke rummer noget mere dystert". Med den exceptionelle romanfigurs indtog i Lis´hverdag vendes der op og ned på hendes velsmurte tilværelse, som i høj grad er en facade opbygget med det formål at holde andre på afstand og tøjle "passionen" - i øvrigt et ord, som Hanne Hedtoft holder meget af og flere gange vender tilbage til.

Men selvom Heathcliffs opdukken måske i realiteten er et sundhedstegn hos den altid kontrollerede Lis, vækker hans tilstedeværelse en del bekymring hos Ellen, der til sidst får Lis overtalt til at opsøge en psykolog for om muligt at få hende hentet tilbage til virkeligheden:

"Hvad mente hun så om Heathcliff?"
"Det må du sgu nok spørge om. Men efter også at have været store dele af mit kærlighedsliv fra omkring 14-års alderen igennem, betragtede hun mig med åbenlys undren, faglig interesse og svag rædsel, noterede en fandens masse ned, lagde blokken fra sig, så mig dybt i øjnene og spurgte, hvad det var, jeg var så vred over."

Hvad er virkelighed?
Og netop virkeligheden eller snarere vores opfattelse af virkeligheden er et andet hovedtema i romanen. For som Hanne Hedetoft siger: "Hvilken virkelighed? Det, Ellen siger, er jo egentligt, at hun vil have Lis med tilbage til sin egen virkelighed, til den fælles referenceramme, de har haft hidtil. Men hvem siger, at det ikke er virkeligt, det, der foregår? At det bare ligger uden for rammerne af den virkelighed, som Ellen lige kan overskue at have med at gøre? Egentlig vil jeg jo bare prikke folk på skulderen og sige "jamen hallo altså: der findes ikke en virkelighed. Vi har allesammen hver vores virkelighed. Det ved vi jo godt sådan rent intellektuelt. Men hvis man huskede det lidt oftere i hverdagen, så var det måske nogen gange lettere at kommunikere med andre mennesker. Fordi så ville man ikke sidde og synes, at de var idioter."

Ironisk nok bliver læserne allerede på første side i romanen præsenteret for, at Peter møder selveste Bridget Jones på en pub i London. En oplysning, vi æder råt og uden at sætte det mindste spørgsmålstegn ved det realistiske i et sådant sammentræf. Hanne Hedetoft udfordrer gentagne gange læsernes opfattelse af, hvad der er virkeligt, og tvinger os til at reflektere over virkeligheden af fænomener som netdating og realityTV:

"De sidste tre uger op til premieren på programmet kunne man ikke gå uden for en dør uden at støde på et billede af værten i Skæbneslottet, der med overdreven dramatisk mine og en gigantisk taleboble hængende faretruende over hovedet spurgte enhver uskyldig forbipasserende: "Har du fundet din rette skæbne - eller er du havnet i den forkerte familie?".

Grotesk realityTV
Realityshowet Skæbneslottet, der følges intenst af romanens hovedpersoner, kandiderer stærkt til titlen som det mest groteske element i "Ellens Elevator". I "Flæbefortet", som det hurtigt bliver kaldt i folkemunde, præsenteres vi blandt andet for kosmetologen Kisser fra Kolding, der iført en bikini, der størrelsesmæssigt ville have passet en 6-årig, kæmper med en række andre personer om at vinde et år væk fra familien, så hun endelig kan få tid til at realisere sig selv.

"Det der med at gøre noget virkeligt…. det er ligesom det der med, at folk partout skal springe ud fra høje steder eller ud i skoven og gøre underlige ting", ironiserer Hanne Hedetoft.

"Så det er ikke den form for lidenskab eller vildskab, du efterlyser?

"Nej, for jeg synes, den er falsk. Hvis man vil gøre noget vildt og noget farligt, så synes jeg, det er langt mere vildt og farligt at sætte sig ned og se sig selv i øjnene", slutter hun.

Lån bogen på

0
Din bedømmelse: Ingen