Når engle spiller Mozart .... glemmer de at holde øje med menneskene. Interview med Lisbeth Nebelong

Oprettet: 30.09.2003 - 10:47

Lisbeth Nebelong er uddannet journalist og har arbejdet meget med økonomi- og erhvervsstof. I dag er hun selvstændig kommunikationsrådgiver, foredragsholder og skribent. Men der er også en anden Lisbeth Nebelong, som i 30 år har gået med en romandrøm. Og nu er den udkommet - romanen om den 44-årige statsretsekspert Lis Bjørn Nielsen, der i februar 2000 ankommer til Færøerne for at deltage i en konference om færøsk suverænitet. Det bliver et gensyn med en fortid og en ungdomskærlighed, hun troede, hun for længst havde lagt bag sig.
Litteratursiden har stillet forfatteren nogle spørgsmål om romandebuten.

Du har som journalistuddannet beskæftiget dig meget med økonomi, erhvervsstof o.lign. Hvordan opstår så ideen med at skrive en roman?

Som nittenårig skrev jeg ca. halvtreds sider med den cellospillende Kåre som hovedperson. Jeg viste manuskriptet til en dansk-studerende veninde, som gav mig det tilbage med bølgestreger, og så lagde jeg det deprimeret væk - og låg på mine forfatterdrømme.

Jeg uddannede mig til journalist og havde forestillet mig, at jeg skulle være kulturjournalist, men da jeg kom i praktik på Berlingske Tidende og blev placeret på erhvervsredaktionen, blev det den ”hårde” journalistiske vej, jeg kom ind på. Det førte flere jobs i samme genre med sig, og fra 1989 begyndte jeg at skrive artikler og bøger om privatøkonomi. Og pludselig var det blevet min ”skæbne” at skrive, lave tv og holde foredrag om penge, og ikke mindst min seneste bog, "Sund økonomi: flere penge - mere frihed" blev en succes.

Undervejs havde jeg taget merkonomuddannelse og mastergrad, og i en alder af 47 år havde jeg arbejdet med både radio, tv, dagblad, fagblad, internet og været informationschef i Kommunernes Landsforening. Hvad skulle jeg nu kaste mig ud i?

Romanen pressede sig på. Og ved at skrive om penge i så mange år og følge mine egne råd, var min egen økonomi blevet så sund, at jeg ikke længere kunne bruge økonomien som undskyldning for ikke at skrive. Desuden havde jeg mødt en gammel veninde fra Færøerne, da jeg var deroppe i 2000 for at skrive masteropgave om suverænitetsprocessen, og hun tilbød mig at komme og bo hos hende, så jeg kunne få prøvet forfatterdrømmen af.

Hvor lang tid har det taget dig at skrive romanen?

I juni 2002 tog jeg derop for at se, om det kunne bære. Og det kunne det. Det væltede frem med billeder og ord, og på to uger i selvvalgt færøsk eksil fik jeg skrevet de tre første kapitler. Siden har jeg været deroppe yderligere fire uger samt to uger på forfattercentret i Hald og også skrevet hjemme, og i juni 2003 var romanen færdig.

Det virker som om du har lagt stor vægt på research?

En kronik af Annemarie Løn, hvor hun beskrev, hvordan hun var blevet bestormet af vrede læsere, da hun i en bog havde nævnt en gøg, der kukkede i august, havde overbevist mig om, at research er vigtig. At det ikke går at lade en måge flyve over en færøsk sø i februar, når mågerne ikke er hjemme på det tidspunkt, og at man ikke kan lade en admiralsommerfugl lande i en vindueskarm i maj, når den først kommer i august.

Så ja, jeg lægger vægt på research, og jeg har selv gået turen op i fjeldet ved Tórshavn for at kunne beskrive barndommens tur til hulen. Jeg har været rundt på gymnasiet og forestillet mig skolen set med den unge Lisas øjne, og jeg har gået ned ad spiralgangen i Nordens Hus og mærket, hvordan det må svimle for den 44-årige Lisa, da hun opdager, at hendes gamle kærlighed skal spille Dvoráks cellokoncert inde i salen.

Havde du indholdet til din roman klar fra starten, eller har handlingen taget form løbende?

Kernen i romanen, kærlighedshistorien mellem Lisa og Kåre, begyndte jeg allerede på som nittenårig. Rammen med suverænitetsprocessen og den voksne Lisa, der vender tilbage, er blevet til i samråd med min forlagsredaktør, Annemarie Elkjær, der foreslog mig at starte forfra og gøre den modne Lisa til omdrejningspunkt.
 
Hvorfor fik bogen den “underlige” titel?
På Færøerne er – og var også dengang - et farverigt og inspirerende musikliv. William Heinesens fortabte spillemænd går lyslevende rundt deroppe, og selv var jeg aktivt involveret med både sang og spil.
Titlen på bogen er den samme som dengang. Jeg boede i Tórshavn fra 1973-74 for at arbejde som årsvikar i den katolske skole, hvor jeg selv var elev fra 1965-67.

Jeg havde læst Karl Barths ”Mozart” og funderede over hans bemærkning om, at englene måske spiller Bach, når de vil prise Gud, men helt sikkert spiller Mozart, når de holder fri. Hvad sker der mon, når de spiller Mozart? Så har de jo fri og er så opslugte af musikken, at de glemmer at holde øje med, hvad mennesker foretager sig af underlige ting. Forkerte valg og fravalg som hovedpersonen Lisa f.eks. Samtidig har nogle mennesker øre for de himmelske toner. Lisas ungdomskærlighed Kåre f.eks.

Hvilke forfattere inspirerer dig?

Som barn og ung var jeg bogorm. Jeg slugte danske – og færøske - romaner – og senere også engelske, tyske, russiske, franske og spanske. Mine danske yndlingsforfattere var Tove Ditlevsen og Karen Blixen, og jeg elskede Goethes og Hesses værker, hvoraf mange blev læst på tysk.

I 1990erne har jeg mest koncentreret mig om faglitteratur, men da jeg for alvor begyndte at tænke i romanbaner, kastede jeg mig igen over skønlitteraturen. Her har jeg især nydt Peter Høeg, Ib Michael, Paul Auster, John Irving, Herbjørg Wassmo – og med fornøjelse genlæst Jørgen-Frantz Jacobsens "Barbara". Ikke som egentlig inspiration – han har sin tone, og jeg har min - men for at få vitaminer til fantasien og skriveglæden.

Som støttepædagog i den helt anderledes proces, det er at skrive roman, har jeg haft stor glæde af at læse Steven Kings "Om at skrive".

Kan vi se frem til flere romaner fra din hånd?

Jeg vil gerne skrive flere romaner og har også flere ideer, men foreløbig tager jeg en pause. Det er sjovt, men det slider at skrive skønlitteratur. Man bliver hudløs. Så nu tror jeg, jeg sunder mig et års tid, hvor jeg skriver noget mere fagligt, journalistisk.

Læs anbefalingen af Når engle spiller Mozart  

0
Din bedømmelse: Ingen