Når en hest fortæller - Tolstojs En Hest

Oprettet: 01.10.2007 - 18:06

Af litteraturstuderende Marie Sæhl Sørensen 

” Hvis verden kunne skrive selv, ville den skrive som Tolstoj.”

Sådan sagde den russiske journalist og forfatter Isaac Babel om sin berømte kollega Leo Tolstoj. Og måske har han ret, Tolstoj var i hvert fald et koryfæ inden for den realistiske litteratur. Men han holdt sig ikke udelukkende til denne ene genre, hvilket hans mindre kendte fortælling En Hest er et godt eksempel på.  

”En hest” kunne nærmest karakteriseres som en moderne fabel og ligger altså form- og genremæssigt langt fra Tolstojs andre værker. Fabelen er (groft sagt) kendetegnet ved at bruge antropomorfiserede dyr eller planter som fortællere. I En hest” er det netop det gamle øg Kholstomer, som fortæller sin historie. Fabelen ynder gerne at udstille mennesket for dets dårskaber på en belærende og moraliserende måde.

Fidusen ved at lade dyrene føre ordet var at gøre tekstens budskab mere indirekte for at beskytte forfatteren, da fablerne ofte var kritiske over for den herskende orden og dermed kunne bringe forfatteren i vanskeligheder.

Fremmedgørelse
Tolstojs idé med at lade en hest fortælle historien synes dog primært at være en anden. Han benytter det først og fremmest som en fremmedgørelsesteknik. Gennem hesten ser vi en stund verden fra et helt nyt perspektiv. På den måde bliver de ting og fænomener, som omgiver os i hverdagen og som vi betragter som naturgivne pludseligt underligt fremmede. At se gennem en hest øjne giver os så at sige mulighed for at opleve tingene, som var det første gang.
 
Kholstomer nøjes dog ikke med objektivt at beskrive menneskets forhold til ejendo//fippypopulosa.googlepages.comm, men giver gerne sin mening tilkende. Ejendomsretten er for den kloge gamle krikke et lavt og dyrisk instinkt. Det er noget menneskene har fundet på, en bedragerisk konstruktion og ikke noget på forhånd givet.
 
”Ordet min hest syntes mig ligeså ulogisk som min jord, min luft, mit vand (…) Menneskene, ser I, lader sig ikke lede af kendsgerninger, men af ord. For den mulighed at gøre en eller anden ting, foretrækker de den mulighed at tale om en eller anden genstand i udtryk, som de i forvejen er blevet enige om. Og disse udtryk, som er af megen stor vigtighed for dem, er følgende, min, mit, mine. (…) Det væsentligste mål, som menneskene sætter sig, er ikke at gøre det, som de dømmer godt og retfærdigt, men at have muligheden for at anvende ordet mit på et meget stort antal genstande."

En tolstojsk fabel
Selv om fortællingen adskiller sig fra andre af Tolstojs værker, så bibeholder den dog på et indholdsmæssigt plan Tolstojs realistiske linje. Der er ingen hokuspokus og tryllerier, men tørre tæsk og hverdag for fortællingens hovedperson Kholstomer. I fortællingens første halvdel hører vi om hestens lidelser som foldens prygelknabe – en fredløs blandt både mennesker og medheste.
 
Den stakkels hest har lidt den uheldige skæbne at blive født broget, hvilket åbenbGammrel sulky fra www.barefootsworld.netart er den største skam, der kan overgå en racehest. Menneskets skuffelse over det misfarvede føl (den er udover sin forkerte lød overordentlig velskabt) forplanter sig snart til de andre heste. Greven sælger Kholstomer til staldmesteren og så begynder dens deroute. Mens de ”rigtige” heste bliver spændt for forgyldte vogne, spændes Kholstomer for tarvelige.
 
Da den beviser, at den er staldens bedste traver er belønningen at blive sendt væk fra barndommens stalde. Konstant skiftende ejere bliver hestens skæbne, og da den til sidst ender på gården, hvorfra den fortæller sin historie, har den mistet alt. Den er blevet gammel, halt og endnu mere smudsigbroget end den var i forvejen. Ingen interesserer sig for det gamle øg og hver dag må den finde sig i spot og spe fra foldens unge hopper.

Pessimistisk pacifisme
Leo Tolstoj var erklæret pacifist og en stor inspirationskilde for den senere fredsbevægelse og folk som Gandhi. Denne side af forfatteren kommer også til udtryk i ”En hest”. Kholstomer praktiserer i høj grad Tolstojs kristen-pacifistiske ideer om at reagere på voldelig adfærd ved at vende den anden kind til. F.eks. i denne scene, hvor en ung hoppe ikke vil lade den arme hest græsse i fred.
 
”Den rødbrune hoppe lod, som om den spadserede, nærmede sig den gamle hest og skubbede til den som ved et tilfælde. Da denne vidste, hvorfra stødet kom, tog den bare, uden at åbne øjnene, et skridt tilbage. Hoppen vendte bagparten til og lod, som om den ville slå bagud. Den gamle åbnede øjnene og fjernede sig langsomt.”

Tolstoj fra www.eucatastrophe.comMen hvor både den kristne og Gandhis version af den pacifistiske tanke synes at indebære et vist håb om, at den fredelige løsning på problemer en dag vil vinde frem, er Tolstoj anderledes pessimistisk i sin fortælling. Fredsbevægelsen tror på og kæmper aktivt for deres sag, Jesus har i det mindste lovet at vende tilbage, mens Kholstomers pacifistiske adfærd mere virker som en deprimeret og livstræt opgiven.
 
På denne måde forbliver fortællingen indholdsmæssigt inden for Tolstojs realisme. Fortællingen præsenterer mennesket for sin egen tåbelige adfærd, men den bliver ikke på noget tidspunkt romantisk og naiv. De onde ender (som ofte i fabler) ikke med at få en lang næse; der er ingen happy-end, hvor heste og mennesker omfavner hinanden og finder ud af tingene i fred og fordragelighed. Næ nej, Tolstoj lader meget sigende den gode Kholstomer ende som føde for en flok glubske ulveunger.

0
Din bedømmelse: Ingen