Når breve er litteratur

Oprettet: 01.11.2006 - 09:06

Af cand. mag Martin Toft

Litteraturen er for længst gået ind i den digitale æra. Man kan udgive egne tekster i minimale oplag på print-on-demand forlag, eller blogge med fremmede læseheste.

Litterære tekster kan udveksles mere frit – på tværs af tid, rum og andre begrænsninger. Forlagene surfer med på e-bølgen og udgiver e-mail-dagbøger, hvor man kan læse med, når semikendte mennesker mailer sammen om stort og småt fra hverdagens trummerum. Ser man bort fra det teknologiske aspekt, virker mange af disse tiltag imidlertid knap så omvæltende. Forfattere har altid benyttet mange de brevformer, som den nye e-litteratur bruger flittigt.


Forbudt fornøjelse 
Vi kender brevet som en kortere skriftlig meddelelse, for eksempel fra antikkens filosofiske breve, hvor man fremstillede vanskelige teorier i en lettilgængelig brevform. Man kan også fremhæve brevet som en vigtig form i Bibelen, eller springe frem til 1700-tallets mange brevromaner, skrevet af forfattere som Samuel Richardson (1689-1761), Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) eller Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832). Litterære essays er også en slags breve, og i selvbiografiske tekster har brevet altid haft en dominerende rolle. Selve korrespondancen mellem forfattere er også et almindeligt fænomen.
 
Breve har per tradition været forbundet med diverse formelle regler, som vi i dag forholder os mere frit til. Men den nye e-litteratur har stadig mange af de egenskaber, som man typisk forbinder med brev-litteraturen. En e-mail virker måske umiddelbart en smule upersonlig, men det private brev er ellers vores mest personlige kontaktform. I straffeloven findes en paragraf om den såkaldte brevhemmelighed, for det er faktisk forbudt at læse andre folks breve. Det drejer sig gerne om intime eller fortrolige oplysninger, når man skriver eller læser breve. Og det er noget litteraturen kan udnytte progressivt.  

Snabel a fra www.handitek.seFortæl om dig selv
Brevet er en særlig genre med en række koder og konventioner. Vi forventer, at breve formidler personlige erfaringer. I modsætning til andre litterære genrer har brevet en upretiøs aura, og brevforfatteren forventes at sige tingene ligeud. Her skal man helst indrømme alt det, som ikke tåler dagens lys, for ellers rammer man ikke den tone og stil, som tilskrives brevet. Der skal helst være sladder, og sludder er intet problem – snarere tværtimod! Vi har typisk at gøre med en jeg-du henvendelse og indslag af talesprog. En rigtig brevforfatter afbryder gerne sig selv, taler underforstået eller lader sig gribe af sidebemærkninger.
 
Man kan tale om en særlig autenticitetskode, som forfattere har stimuleret og udnyttet til alle tider, ikke mindst fordi man ved, at brev-litteraturen på én og samme tid tages for pålydende og sælger fremragende. Forfattere giver gerne pirrende afsløringer, men aldrig uden grund. Det er ikke et tilfælde, at forfatterbrevet for alvor bliver et almindeligt fænomen i romantikken. Med fremkomsten af en geni-kultur må kunstnere i stigende grad forklare, hvorfor netop deres værker er absolut enestående. I brevet bekender man sine synder eller indrømmer sine individuelle særpræg, men det hænger sammen med, at vi lever i en bekendelseskultur, hvor der er et lukrativt marked for private indrømmelser af mere eller mindre banal og original karakter.

Foto af DagmarDamernes Bang
Nutidens e-dagbøger låner kvaliteter fra livsstilsmagasiner og sladderblade, men tilsætter småfilosofiske overvejelser og selvpromoverende indrømmelser. Det er ganske underholdende at læse, men det er bestemt ikke et nyt fænomen. I dansk litteratur har vi mange store brevskrivere, som mestrer samme stil til stor perfektion. I udgivelsen ”Herman Bang – det er liv eller død – 32 breve” (1994) kan man læse breve fra perioden 1880-1912, hvor Herman Bang (1857-1912) frem til sin død udtaler sig om løst og fast i breve og dagbogsoptegnelser.
 
Der går en lige linie fra Bangs breve til de mange avisartikler, som han udgav i danske dagblade. Han skrev petitjournalistik, rejsebreve, klummer og udviklede en særlig intim og indiskret brevstil, som gav ham tilnavnet ”Damernes Bang”. Han havde gode forbindelser på rygtebørsen og afslørede gerne private holdninger eller hemmelige oplysninger. Bang havde faktisk mange kvindelige læsere, ikke bare til sine romaner, men også til sine avisartikler. Det bekræftes i Herman Bang – det er liv eller død – 32 breve, hvor Bang fortæller om et personligt møde med den danske kejserinde af Rusland under et besøg i St. Petersborg. Ifølge forfatteren selv var prinsesse Dagmar (1847-1928) en trofast Bang-læser.

Foto af Herman Bang fra www.wikipedia.orgBang som myte
IHerman Bang – det er liv eller død – 32 breve kan man følge, hvordan Bang faktisk må flygte fra Tyskland og skaber en mindre diplomatisk krise, fordi han skriver et par uhørte sandheder om den tyske kejser. I Bangs breve kan man læse klip fra personlige korrespondancer, som har udviklet sig over længere tid. Vi får strøtanker og brudstykker fra private diskussioner. Interesserer man sig for Bang som privatperson og mytologisk skikkelse, kan man kun anbefale et par timer i selskab med forfatterens breve, for han skriver virkelig uden omsvøb.
 
I Bangs breve oplever man en mester i aktion, som udnytter sammenstødet mellem det private og det offentlige. Han henvender sig til den enkelte og os alle på én og samme tid. Tematisk kredser han om pengenød og opslidende sygdomme, og i positiv forstand formulerer han spydige kommentarer om alle slags pinligheder. Bang fører sig frem som en blasert verdensmand og reklamerer overbevisende for sit litterære værk og sin egen person. Det er ofte stærkt underholdende, og man nærmer sig intime højdepunkter i Bangs berømte ”Breve til Fritz”, hvor man kan følge en hudløs, opslidende og smertende kærlighed. Når breve er litteratur, kommer vi helt tæt på – sådan føles det i hvert fald.
 

Ekstra: Hvis man vil læse mere om breve i litterære tekster, kan man passende starte i John Chr. Jørgensens letlæste ”Om breve” (2005). Samme forfatter har skrevet oplysende om Herman Bang iJeg som kender pressens melodier”.

0
Din bedømmelse: Ingen