Af Henrik Torjusen, MA i Liberal Studies. Bogen handler om en mand, der deler navn med forfatteren, der som 23-årig lader sig indlægge på en afvænningsklinik i Minnesota.
Den 26. oktober 2005 præsenterede Oprah James Freys roman/selvbiografi A Million Little Pieces (2003, ikke oversat til dansk), og som med andre bøger Oprah har reklameret for, blev den pludselig en bestseller, og sammen med fortsættelsen, My Friend Leonard (2005, heller ikke oversat til dansk), gjorde bogen pludselig James Frey til en berømt forfatter. Der var bare et problem: bogen, der fortalte om karakteren James Freys indlæggelse på en afvænningsklinik i Minnesota, blev solgt som en selvbiografi, men det vidste sig snart, at historien i virkeligheden var stærkt fiktionaliseret med forlaget og forfatterens vidende. Og selv om fortællingen i sig selv er fantastisk, ville forargelsen blandt læserne ingen ende tage.
Oprah, Oprah, Oprah
I begyndelsen af udsendelsen den 26. oktober fortalte Oprah sit publikum, hvordan James Freys bog havde holdt hende oppe hele natten. De grufulde og medrivende beskrivelser af James Freys skæbne, havde tvunget hende til at læse hele bogen i næsten ét stræk, og hun blev derfor nødt til at dele det med sit publikum. Især havde Oprah været betaget af, at bogen var en selvbiografi. Hun inviterede derfor James Frey ind i studiet for at tale om bogen – og om sit liv.
Fortællingen i A Million Little Pieces handler om en mand, der deler navn med forfatteren, der som 23-årig lader sig indlægge på en afvænningsklinik i Minnesota. Han begyndte at drikke som tiårig, tage stoffer som tolvårig og sælge stoffer som trettenårig. Derfra går det kun nedad, og da han bliver undersøgt efter indlæggelsen, fortæller lægerne ham, at han kun har én chance tilbage. Hvis han begynder at misbruge igen, vil han dø. Romanen beskriver hans forsøg på at overvinde misbruget via hans ophold på klinikken, hans forhold til personalet og til de øvrige patienter – især en lille gruppe af mennesker, han knytter tættere bånd til: i særdeleshed Leonard, som han bliver venner med, og Lilly, som han forelsker sig i.
Men James Frey havde løjet for Oprah, for hendes seere og for læserne af bogen. For snart efter interviewet afslørende magasinet The Smoking Gun, at store dele af A Million Little Pieces var fabrikation. James Frey havde ikke oplevet alle de hændelser, han beskriver i bogen.
Efter i begyndelsen at have afvist alle beskyldningerne måtte James Frey anerkende, at han havde løjet. Nok havde han oplevet dele af, det han beskrev, men langt fra det hele. Oprah fik ham i studiet igen og skældte ham hæder og ære fra, i senere udgaver af bøgerne er der trykt en berigtigelse af dens status som fiktion, og forlaget tilbød alle skuffede kunder at indlevere bøgerne og få pengene tilbage, hvilket flere læsere tog imod.
Virkelighed eller fiktion
I et senere interview har James Frey forklaret, at han i første omgang forsøgte at få antaget bogen som en roman hos forskellige forlag. Han var godt klar over, at han ikke havde skrevet en selvbiografi, men en fiktionaliseret udgave af hans eget liv. Men da bogen blev antaget, blev den pludselig rubriceret som en selvbiografi. Argumentet var, at bogen ville sælge bedre som sådan, men da løgnen først var sat i verden, var det pludselig svært at gøre noget ved den, da det blev opdaget.
Det er formentlig ikke første gang en sådan problematik er opstået – i Danmark er Knud Romers Den som blinker er bange for døden (2006) et godt eksempel på, at andre stiller spørgsmålstegn ved historiens ægthed.
Skuffelsen og vreden over James Frey var enorm blandt læserne i tiden efter afsløringen, og i den amerikanske forlagsbranche taler man om Frey-skandalen, der har sat grænser for kreative selvbiografier. Frey har selv udtalt, at han på den ene side godt forstod vreden, men på den anden side mente han også, at spørgsmålet om grænsen mellem fiktion og virkelighed er svær at trække. Han har dog selv sagt, at han har fortrudt, at han ikke stod fast på, at få den udgivet som en roman.
Hvor kommer vreden fra?
Da jeg læste bogen, vidste jeg på forhånd, at historien var fabrikeret, men alligevel virkede fortællingen meget voldsomt på mig. Det er en fantastisk historie, som sagtens kunne være sand, og de beskrevne hændelser kunne sagtens være sket for andre. Så det er ikke historien i sig selv, der har vakt den voldsomme vrede hos læserne. Det må snarere være skuffelsen over at være blevet bedraget for vindings skyld.
Der er ikke noget højere formål med sløringen af bogens fiktionalitet, og på en måde fortjener den faktisk bedre. Især da det grundlæggende budskab er ærlighed, og det vigtigste i livet er at leve ifølge sin egen sandhed. Hovedpersonen i romanen vil ikke underlægge sig systemet på klinikken, der kræver, at han følger de tolv trin i afvænningsprocessen og melder sig ind i anonyme alkoholikere.
"Du kan ikke klare det alene", er budskabet fra personalet, og det er nødvendigt, at James finder Gud for at overvinde sit misbrug. Men James insisterer på, at den eneste måde han kan klare sig igennem er, at erkende sin egen skyld, erkende sit eget ansvar og tage hånd om sin egen skæbne uden Gud, uden AA og uden de tolv trin.
Processen er brutal. I begyndelsen går James rundt i en døs, hans krop lider under manglen på alkohol, kokain, crack og hvad han ellers har misbrugt. Da han blev indlagt mangler han fire tænder i overmunden, har et stort hul i højre kind og hans næse er brækket. Han kan ikke få bedøvelse, da han skal holde sig clean for at overvinde misbruget, og derfor bliver hans næse sat på plads, hullet i kinden syet og de fire tænder ordnet uden bedøvelse på nær en tennisbold i hver hånd, som han kan knuge, hvis det gør ondt. Da operationen er nået til rodbehandlingen, bliver det beskrevet på denne måde:
"At the point of penetration, a current shoots through my body that is not pain, or even close to pain, but something infintely greater. Everything goes white and I cannot breathe. I clench my eyes and I bite down on my existing teeth and I think my jaw might be breaking and I squeeze my hands and I dig my fingers through the hard rubber surface of the tennis balls and my fingernails crack and my fingernails break and my fingernails starts to bleed and I curl my toes and they fucking hurt and I flex the muscles in my legs and they fucking hurt and my torso tightens and my stomach muscles feel as if they're going to collapse and my ribs feel as if they're caving in on themselves and it fucking hurts and my balls are shrinking and the shrinking hurts and my dick is hard because my blood hurts and my blood wants to escape[.]" (A Million Little Pieces, s. 69)
Som uddraget viser, så er stilen i bogen meget bevidst. Det er tydeligt, når man læser bogen, at James Frey er en fremragende forfatter, og at bogen er om ikke direkte fiktion, så i hvert fald skrevet på en måde, som udnytter romanens virkemidler. Gentagelser af ord og passager, brugen af metaforer, handlinger, der spejler sig i andre handlinger osv., er alle værktøjer, der gør det åbenbart, at det ikke kan være en ren genfortælling af begivenhederne.
Gør det noget?
I løbet af opholdet får James flere venner. Blandt andre mafiabossen Leonard, som dukker op igen i den næste bog, My Friend Leonard. Han hjælper James gennem den første svære tid, og sammen med dommeren Miles, lykkes de to at få hjulpet James på ret kurs.
Han får nedsat den truende fængselsstraf fra otte år til tre måneder og begynder så småt at tro på et liv efter afvænningen. Han er begyndt at rydde op og gøre bod. Men endnu mangler han at gøre op med sine forældre. De flyver ind fra Tokyo for at gå i familieterapi, men James vil ikke mødes med dem. Til sidst indvilger han dog i at fortælle dem om alt, hvad han har gjort. Det er ikke en lykkelig forening, men dog en begyndelse.
Endelig forelsker han sig i medmisbrugen Lilly på trods af forbud mod kontakt mellem kønnene. I skjul indleder de et forhold – og mod slutningen af bogen virker det som om, det faktisk vil lykkes James at indlede et nyt liv ved at modstå sit misbrug. I bund og grund har det handlet om ikke at ville vælge og ikke ville føle. James har været angst for at se livet i øjnene, og i stedet for at forsøge valgte han at misbruge.
I sidste ende er bogens stærke virkning på læseren dog ikke afhængig af, at hele historien er sand. Selv med en viden om bogens fiktionalitet, er det stadig en fantastisk fortælling, skrevet i et utroligt sprog og med en utrolig kraft og intensitet. Som med de fleste gode bøger, er det ikke så afgørende, hvor meget, der er fiktion, og hvor meget, der er virkelighed.
Kommentarer