»Min roman har givet
 mig en større barndom«

Oprettet: 15.03.2015 - 17:43
Iben Mondrup

I »Godhavn« skriver Iben Mondrup om en opvækst i en vestgrønlandsk by, hun ikke har set, siden hun var 12 år. 

Af Jeppe Bangsgaard 
Artiklen har været bragt i Berlingske
 

Kan en by med 1200 indbyggere føles uoverskueligt stor? Kan en vandpyt af en sø virke som et ocean?  

Ja, hvis man ser landskabet med barnets øjne og aldrig siden er vendt tilbage til det. 

Sådan har Iben Mondrup det med Godhavn. Den by i Vestgrønland, hun boede i med sine forældre, til hun var 12 år gammel. Den by, familien var taget op til uden at kende nogen dér, fordi forældrene som nyuddannede lærere fik job deroppe. Og den by, Iben Mondrups seneste roman, »Godhavn«, foregår i.

»Det handler om dimensioner. Hvis du er halvanden meter høj, vil alle dimensioner forholde sig til din kropsstørrelse,« som hun siger. 

Barnets udkigspost  har Iben Mondrup brugt i romanen, der følger tre søskende i en dansk tilflytterfamilie i 1970erne. 

»Netop fordi den er skrevet så konsekvent fra børnenes synsvinkel, har det været en fordel, at jeg ikke har haft nogen voksenoplevelse af byen. Jeg har kunnet genopleve og genopfinde stedet fuldstændig på barnets vilkår. Med de dimensioner, byen havde dengang, og som den mytologisk har fået for mig,« siger hun om »Godhavn«, der er nomineret til Berlingskes og Danmarks Biblioteksforenings litteraturpris, Læsernes bogpris.  

Ideen om overhovedet at skrive om sin barndoms by opstod for et par år siden, da Iben Mondrup blev kontaktet af to gamle veninder fra Godhavn. De var som børn begyndt i skole sammen i det, der hed første danske. Men da Iben Mondrup flyttede fra byen, mistede de kontakten. Nu blev de enige om at mødes i København efter ikke at have set hinanden i mere end 30 år. 

»Det var en ret syret oplevelse. Jeg havde ikke engang set billeder af dem, så jeg havde stadig barndomsbillederne af de to piger i hovedet,« siger Iben Mondrup og fortæller om deres møde:

»Det viste sig hurtigt, at erindring er en meget plastisk størrelse. Det, den ene husker, har den anden glemt. Men vi fik efterhånden talt os frem til nogle fælles erindringer.«

De tre kvinder talte også om at rejse tilbage og gense Godhavn sammen.

»Men da de var taget af sted igen, og jeg sad alene tilbage, kunne jeg mærke, at det var et lige stort nok projekt for mig. Jeg tænkte: »Jeg skriver sgu en roman i stedet for.«.« 


Elementer af forfatterens egen historie

Det blev begyndelsen på »Godhavn«, der dog ikke er en selvbiografisk fortælling, selvom den rummer elementer af Iben Mondrups egen historie.

»Jeg har forsøgt at skrive nogle erindringer frem, som ikke findes. Et underligt konglomerat af ting, jeg har hørt, noget jeg selv har oplevet, og noget jeg har oplevet med andre børn,« siger Iben Mondrup.

»Jeg husker i virkeligheden ikke særlig godt. Mine erindringer er i meget høj grad knyttet til sansninger, til fornemmelser og stemninger. Begivenheder, og hvem der var med og gjorde hvad, står det sløjt til med. Det, at jeg skriver, gør, at jeg kan generindre ting, men det er med alle mulige forbehold, for jeg ved godt, at jeg har en billedskabende kraft, og den spiller mig et puds. Det gør det svært for mig at skelne mellem min egen og romanens historie, så nu jeg på en måde fået en meget større barndom.«  Og dén har hun ikke villet spolere ved at tage op og se, hvordan Godhavn rent faktisk ser ud i dag, siger hun.

»Jeg ville lade Godhavn være en erindret by. Jeg kunne mærke, at det ville få konsekvenser for fortællingen, hvis jeg tog derop, og det var jeg ikke interesseret i.« 


En fortælling om racisme

»Godhavn« er en fortælling om at være danskerbarn og dermed også en fortælling om forholdet mellem grønlændere og danskere. Og en fortælling om, hvor vi går skævt af hinanden, og om at racisme kan gå begge veje. 

»Men først og fremmest er det en bog om at være barn og om at blive sig selv bevidst i verden,« siger Iben Mondrup. 

Ofte bliver Grønland i Danmark beskrevet meget stereotypt, mener hun.

»Enten handler det om social armod – druk og et samfund, der ikke kan klare sig selv. Eller også om den stolte fangerkultur - om  det smukke land med de vilde, der har noget, vi selv har tabt i vores civilisation. Der er ligesom ikke noget mellem de to billeder«

Meget af det, Iben Mondrup hidtil har beskæftiget sig med, har kredset om Grønland: De fire romaner, en fotobog og fotoudstillinger, samtalebogen »De usynlige grønlændere«, essays og artikler. Hun føler, at hun efterhånden har sagt, hvad hun kan og vil omlandet. 

»Holdningen i Grønland er  også blevet lidt sådan »det kommer ikke dig ved. Kan vi ikke bare for en gangs skyld få lov at tale for os selv?«,« siger hun.

Den roman, Iben Mondrup skriver på for tiden, kommer da heller ikke til at have noget med Grønland at gøre. Den foregår i Danmark. Men selv om det er her, hun har boet hele sit voksne liv, giver det at skrive om Danmark hende et problem, hun ikke havde, da hun skrev om Grønland.

»Jeg ikke har været i Danmark med min barnekrop. Jeg har ikke smagt på landet på samme måde. Så jeg må ud og researche lidt i landskabet.«


Foto af Niels Ahlmann Olesen.

0
Din bedømmelse: Ingen