Miles: Musiker, macho og masochist

Oprettet: 01.04.2002 - 08:00

Af litteraturstuderende Stine Bang


Selvbiografier er ikke generelt kendetegnet ved en høj litterær kvalitet. Det, biografien kan, er ikke at tilføje skrivekunsten en masse nyt, men stille vores almenmenneskelige nysgerrighed. Det er "Se & Hør"-genet, der aktiveres. Vi får lov at komme med helt ind under dynen på kendte og interessante mennesker.

En af musikhistoriens allerstørste nogen sinde er Miles Davis (1926-1991). I 1989, kun to år før sin død, udgav han sin selvbiografi. Det er guf for enhver jazzelsker, for vi får sammen med Miles lov at spille med Charlie Parker, Dizzy Gillespie, Cannonball Adderley, John Coltrane, Chick Corea, Sting, Prince og mange mange flere. Og vi møder et menneske, der hverken er rar, sympatisk eller besidder stor selverkendelse, men som er en stor kunstner.

Historien om Miles Davis starter i tredivernes East St. Louis, hvor han voksede op og fik sin første trompet. Han viser hurtigt et stort talent og bliver kendt i lokalområdet. En dag møder han sin skæbne, da han sidder ved en Jamsession hos Charlie Parker og Dizzy Gillespie. Det bliver en af de største musikalske oplevelser i hans liv, og det får ham til at søge til New York for at gå på Juillard School of Music og opsøge Bird (kælenavn for Charlie Parker) og Diz for at stå i lære ved de to mestre. Miles er talentfuld, og allerede som 19-årig i 1945 er han fast medlem af Birds band.

Miles Davis fortæller i sin bog om, hvordan Parker var et decideret ubehageligt menneske, der konstant var skæv af heroin, snød sine musikere og venner for penge, og var sammen med den ene luder efter den anden; men det gjorde ham ikke til en mindre musiker. Selvfølgelig er det problematisk at gøre heroinen til det, der holdt Bird i gang, og personligt ville jeg godt have set, hvordan jazzen havde udviklet sig, hvis folk som Charlie Parker, John Coltrane og Billie Holliday havde fået lov til at blive gamle og udvikle deres musik, som Miles Davis gjorde det. 

I lang tid holder den unge Miles stand mod rygning, druk og stoffer, men i halvtredserne ryger han på sprøjten og er i fire år hooked. For at skaffe penge til heroin stjæler han fra venner og bekendte, og slår sig på alfons-gerningen. Han får simpelthen nogle ludere i stald, der tjener penge til ham. Det hører lige med til historien her, at allerede før Miles Davis tog til New York, blev han far. Hans kæreste og barn er også i byen, men for Miles findes der kun musik og stoffer.

Senere i sit liv undrer han sig over, hvordan hans sønner (han fik siden en mere) er blevet så mislykkede. Han udtrykker stor skuffelse over dem. Det kan man selvfølgelig spørge sig selv om, men der skal nu ikke særlig stor, hverken sociologisk eller psykologisk, indsigt til at svare på det spørgsmål. Ikke nok med at Miles Davis var misbruger og alfons. Han yndede også at give sine kvinder et par velplantede dask, hvis de ikke lige kunne opføre sig ordentligt. Derfor kan det på ingen måde undre, at der kom nogle traumatiserede skæbner ud af en sådan opvækst. 

Efter fire år på sprøjten kom Miles altså ud af sit heroinmisbrug, og han så det selv som en stor sejr. Ikke desto mindre tog kokainmisbruget til, men denne afhængighed var ikke lige så ødelæggende for hans kunst. Han spillede med en masse forskellige op igennem tresserne og halvfjerdserne, og hans musik udviklede sig kolossalt. Han fik smag for at spille på store scener og spillede stadionkoncerter med blandt andre Jimi Hendrix, Carlos Santana og Grateful Dead. 

I 1976 var Miles Davis så ødelagt fysisk af sukkersyge, ledsygdom, kokain og det vilde natteliv, at han for første gang siden han startede med at spille tog en pause fra musikken. Han mente, at nogle måneders pause ville give ham inspirationen tilbage, men det blev i stedet til fire års dyb depression og neurose, hvor det ene sexorgie afløste det andet, og alt foregik i en konstant rus. Efter disse år gjorde han comeback i starten af 80'erne, hvor han igen begyndte at modtage priser og tage på verdensturneer. 

Miles Davis' selvbiografi er på ingen måder velskrevet. Sprogtonen er meget mundtlig og ensformig. Ikke desto mindre er det et must for enhver jazzfan at læse den, for man kommer ind i hele den verden omkring bebop'en i fyrrerne, og man får også lært en stor kunstner at kende på godt og måske især ondt. Man kan tænke sig, at hvis Miles Davis havde kunne udtrykke sig lige så nuanceret sprogligt, som han kunne musikalsk, var der kommet et helt andet og mere reflekteret billede frem af den mand, der revolutionerede den moderne musik. 

Romannet - 1. april 2002

0
Din bedømmelse: Ingen