Mig og Stasi - om Sagen Romeo af Timothy Garton Ash

Oprettet: 02.11.2009 - 09:52

Af litteraturstuderende Henrik Torjusen

Hvordan var det egentlig at leve bag muren i Østtyskland ? Set i bagklogskabens blændende lys kan vi godt danne os et overblik, men før Murens fald, og mens Østtyskland endnu var et levende, virkende land, var det svært at danne sig et overblik. Der var mange historier og løse rygter, især om det østtyske efterretningsvæsen, Stasi, men ingen kunne give et sandfærdigt billede af livet bag muren.

En af de første var den engelske historiker Timothy Garton Ash (f. 1955), der i begyndelsen af 1980’erne boede i Østberlin og efterfølgende skrev en bog om det østtyske system, der først udkom som en række artikler i den vesttyske avis Der Spiegel. I denne bog fortalte han om Stasi på en måde man ikke havde gjort før; nemlig som en statsstyret paranoia, der havde hundredtusindvis af agenter.

I 1992 fik Garton Ash adgang til den sagsmappe, som Stasi havde ført over hans liv i perioden fra 1978 og frem. I 1978 flyttede han til Vestberlin for at afslutte sin forskning om modstanden mod Hitlers Tyskland, da han gerne ville interviewe de overlevende kilder direkte. Og det førte ham i 1980 til Østberlin. Men her kørte hans forskning af sporet, og efterhånden blev han mere interesseret i livet i Østtyskland, som de udformede sig for ham.

Mappen ender i 1982, hvor Garton Ash blev nægtet adgang til Østtyskland, efter at have skrevet den, efter østtyskernes mening, nedsættende artikelserie til Der Spiegel, og på grund af hans agitation for modstand mod de kommunistiske systemer i hele Østeuropa.

Kodenavn Romeo
Åbningen af hans sagsmappe, med kodenavnet Romeo, er udgangspunktet for Garton Ash' s selvbiografiske skildring Sagen Romeo (1997, dansk 1998). Garton Ash beskriver selv sin tilgang, som et forsøg på at skrive den lille historie, hans egen, og måske dermed kaste lys over den større, mere omfattende, historie; nemlig hele Østtysklands og det tidligere Østeuropas historie. Og bogen er også en fascinerede blanding af historien om Stasi og Østtyskland og en god spionroman, med Garton Ash selv i hovedrollen.

Og det interessante ved Garton Ashs tilgang er også, at han selv bliver involveret i den store historie. Og da han finder ud af, hvem der er, der har udspioneret ham, forsøger han at finde dem, så han kan få en forklaring. Hvad var det, der drev til at gøre det? Hvorfor rapporterede de frivilligt om hans gøren og laden? Hvad fik de ud af det?

I den forstand ser Garton Ash det østtyske system som en forlængelse af det nazistiske. De var begge totalitære systemer, der byggede på et udvidet net af stikkere og agenter, som kunne holde modstanderne på plads. Så i sidste ende bliver det også et spørgsmål om moral. Hvad får os til at handle, som vi gør? Hvorfor falder nogen for fristelsen til at følge de totalitære, umenneskelige systemer, mens andre bliver ved med at gøre modstand?

Hukommelsens lakuner
Jeg vender tilbage til hans svar senere, for det første problem, der møder Garton Ash, er spørgsmålet om hukommelse. Han kan kort sagt ikke selv huske de begivenheder, der er beskrevet i Stasis sagsmappe. I sagsmappen bliver der beskrevet et møde mellem Garton Ash og en kvinde iført en rød baret. Men han har ingen idé om, hvem hun er, indtil han får fat i sin gamle kalender fra dengang.

Sandheden om tiden i Østtyskland befinder sig et sted mellem Stasis sagsmappe og så hans egen hukommelse, da ingen af dem får det hele rigtigt. Det er svært at rekonstruere den rigtige historie så lang tid efter; og spørgsmålet er, om det er den rigtige historie, eller om han hellere skal forfølge Stasis version.

Han vælger at følge Stasi med støtte i sin kalender, og den første halvdel af bogen er en beskrivelse af hans oplevelser i Østtyskland, og mødet med forskellige dissidenter, men han beskriver også, hvordan han i tiden på Oxford var ved at blive hvervet af den engelske efterretningstjeneste. Han var med andre ord selv ved at blive en engelsk spion.

Spionages konsekvenser
Efter murens fald og Tysklands genforening blev Stasis arkiver åbnet, og almindelige mennesker kunne få deres sagsmappe i hænderne og se, hvad der var blevet skrevet om dem. Men det havde også den konsekvens, at de tidligere agenter blev afsløret. Hvilket resulterede i, at ægtepar blev skilt, når kvinden fandt ud af, at hendes mand havde udspioneret hende og fortalt Stasi om hende. Eller forældre om deres børn, eller børn havde udspioneret deres forældre osv.

Garton Ash beskriver, hvordan livet i Østtyskland var præget af paranoia, for det var umuligt at sige, hvem der var agent, hvem man turde betro sig til. Og det fik mange til at gå i et indre eksil, hvor de passede deres arbejde, men ellers isolerede sig fra omverdenen og levede med ryggen til verden.

Åbningen af arkivet fik stor betydning i tiden efter genforeningen, hvor flere blev afsløret som tidligere Stasiagenter og mistede deres stilling i samfundet. Men som Garton Ash' s gennemgang af sin egen fil efterhånden viser, så er det ikke altid klart, hvem der spionerede, og hvem der uforvarende kom til at give oplysninger videre.

I anden del af bogen opsøger Garton Ash de mennesker, der udspionerede ham. Og det viser sig at være mere end svært at finde frem til sandheden. Den første viser sig ikke selv at have været agent, men har blot viderefortalt oplysninger til en tredjepart, der var agent. Den næste fortæller om, hvordan hun blev tvunget til det, hvis hun skulle beholde sit job. En historie, der ved nærmere eftersyn viser sig at være løgn.

Men Garton Ash selv kommer i tvivl, for det er faktisk svært at finde frem til agentens egen historie, og det virker for ham, som om hun faktisk selv tror på sin historie.

Til slut opsøger de personer i Stasi, der havde det overordnede ansvar for agenterne, og som bestemte og styrede strategien for hvert enkelt offer. Og for de fleste vedkommende er det helt normale mennesker.

Det virker som om, Garton Ash er blevet en smule overrasket over det. Det dæmoniske og totalitære mennesker dukker ikke op. Og for de flestes vedkommende handlede det om troen på det østtyske system og en tro på de midler, de brugte til at forsvare det.

Samvittigheden og det svære valg
Det er svært at finde et svar på spørgsmålet om, hvorfor disse mennesker gjorde, som de gjorde. Hvorfor de lod sig indlemme i et umenneskeligt system, samtidig med at andre, som de dissidenter Garton Ash også taler med, ikke lod sig overtale til at tage del i systemet.

Han finder ikke noget entydigt svar; men en del af forklaringen finder han dog i den tyske ånd, i arven fra den nazistiske fortid, som man ikke fik gjort endeligt op med. En anden forklaring finder han i, at alle de østtyske Stasiofficerer, han taler med, havde mistet deres fædre. De var faldet i 2. verdenskrig, og Stasi blev en erstatningsfigur for den manglende far. Hele nationen trådte på den måde i fædrenes sted.

Men det er desværre ikke så let. For Garton Ash var jo selv ved at blive en del af den engelske efterretningstjeneste. Og selv om forskellen mellem de to systemer er afgørende, så har den engelske modpol også mange ubehagelige sider. Og det viser sig da også, at den engelske tjeneste også har ført en sagsmappe over ham.

Men idealet, for Garton Ash, er stadig demokratiet, men vi bliver nødt at undersøge det. For der er altid nogen, der er parate til at støtte systemet uden at stille for mange spørgsmål.

0
Din bedømmelse: Ingen