Mellemøsten i Malmö. Om Marjaneh Bakhtiari

Oprettet: 31.03.2006 - 18:05

Af litteraturstuderende Truels Præstegaard Sørensen

- I svensk og britisk litteratur er integrationen ophav til muntre historier, og indenfor den nærmeste fremtid når tendensen også til alvorsfulde Danmark. Tag forskud på løjerne med Marjaneh Bakhtiari.

Integration, religion og andre sjove ting
I Danmark morer vi os ikke over ting, der har noget med Mellemøsten at gøre. Mellemøsten er ensbetydende med problemer og alvorlige miner. Det er noget med religiøse fanatikere og olie, terror og bål og brand. Og indvandrere. Det er slet ikke sjovt, og derfor diskuteres dansk-mellemøstlige anliggender – navnlig i fjernsynet – af mennesker, som tilsyneladende er helt blottet for humor: danske politikere og danske imamer.

De der bestemmer, hvad fjernsynet skal sende, har åbenbart vurderet, at seerne er bedst tjent med en så deprimerende fremstilling af det mellemøstlige, som det er muligt. De humoristiske vinkler er her foreløbigt aflyst.

Midt i TV-elendigheden kan man heldigvis vende opmærksomheden mod andre medier, eksempelvis skønlitteraturen, hvor tilgangen til det mellemøstlige ofte er morsom. Godtnok har dansk litteratur endnu ikke produceret en stor og synlig succes, hvor det mellemøstlige er fremstillet humoristisk. Dansk litteratur har endnu sin Omar Marzouk tilgode.

Forlagene i vores nabolande har imidlertid allerede udgivet adskillige forfattere, som har mod på at fortælle historier om mellemøst-relaterede emner på et niveau, hvor læseren bliver underholdt. Integrationskomedien har nærmest sin egen kanon i både britisk og svensk fiktion. Og takket være fremsynede danske forlæggere, er det allerede idag muligt at stifte bekendtskab med denne tendens i nabolandenes litteratur.

Alle udgivelser i den britiske stjerneforfatterinde Zadie Smiths (født 1975) forfatterskab er tilgængelige i danske oversættelser. Man kunne læse den svenske kometforfatter Jonas Hassen Khemiris (født 1977) debutroman Et øje rødt (2004) i dansk oversættelse blot et år efter romanens præsentation for læserne på det svenske hjemmemarked. Og senest har Ries Forlag med rekordfart introduceret den svenske forfatterinde Marjaneh Bakhtiaris (født 1980) debutroman Kald det, hvad fanden du vil (2005). Bakhtiari debuterede i marts sidste år i Sverige og lå allerede i en dansk version hos boghandlerne i julehandelen.

Alt tyder på at bogbranchen står på spring for at mangfoldiggøre et dansksproget skønlitterært forfatterskab, som formår at tage noget af den almindelige og efterhånden trivielle alvor ud af emner som indvandring og islam.

http://bilder.panorstedt.se " hspace="2" src="/graphics/tema_grafik/Khemiri_Jonas_Hassen_2.jpg" width="160" align="right" vspace="2" />Familien Irandoust i Sverige
Mens vi venter på den første litterære integrationskomedie i Danmark, er Bakhtiaris Kald det, hvad fanden du vil helt konkret det nærmeste bud på en afløser. Romanens handling udspiller sig nemlig i det geografisk nære Malmö. Her følger vi indvandrerfamilien Irandoust, som et antal år forinden er flyttet/flygtet fra Iran til Sverige for at etablere det moderne liv, som hjemlandets religiøse ledere ikke tillader.

At det svenske samfund også har sine særegne skranker opstillet, erfarer læseren dog hurtigt. Det berettes at romanens indvandrerægtepar, Panthea og Amir Irandoust, henholdsvis uddannet fysikprofessor og litterat, må affinde sig med de ikke atypiske indvandrerjobs som pædagogmedhjælper og pizzabager.

Det iranske samfund undertrykker helt åbenlyst religionens modstandere – den moderne videnskab og den moderne kultur – mens det svenske bureaukrati med stor effektivitet tager modet fra selvsamme oplyste ånds tilhængere.

Historien om Amir og Pantheas kamp for embedsmæssig anerkendelse er tankevækkende og samtidig stærkt underholdende, fordi Bakhtiari formår at iscenesætte mødet mellem det moderne iranske ægtepar og det velmenende svenske system som en fortsat serie af komiske misforståelser. De svenske myndigheder forsømmer på den ene side at benytte indvandrernes ressourcer og kvalifikationer, mens indvandrerne på den anden side ikke opdager, når de bliver undervurderet og forbigået.

Hr. og fru Irandoust har to børn. Teenagesønnen Shervin er en glimrende parodi på en delvist utilpasset andengenerationsindvandrer. Shervin har en håndfuld charmerende men tvivlsomme venner med lignende ikke-svensk baggrund, og sammen bruger de tiden på at finpudse et adfærdsmønster, som henter sin hovedinspiration fra både mafiafilm og hårdkogt amerikansk hip-hop-musik. I forhold til lillebroderen Shervin er datteren Bahar, som også er romanens fortæller, et forbillede.

Bahar udviser i modsætning til sin bror evner og interesse for skolen, og hun har endda formået at vinde kernesvenske Magnus’ hjerte. Bahar og Magnus har etableret et kæresteforhold henover de kulturelle grænser, og det behager i særdeleshed Magnus’ forældre, Bengt og Pernilla Sundén, som er gode liberale borgere i det moderne og multikulturelle Sverige.

Foto af Zadie Smith fra www.npr.orgComedy of Errors
Karaktererne Bengt og Pernilla parodierer på den måde tressergenerationens ellevilde begejstring for alt det eksotiske og fremmede, og som modvægt introducerer romanen Pernillas far Bertil, som inkarnerer den udbredte fremmedangst i de ældre generationer.

Bertils udtrykker ofte sin manglende begejstring for barnebarnets amourøse forbindelse helt utilsløret, og det bliver for alvor morsomt, da hr. og fru Irandoust, med det formål at vise respekt for datterens svenske svigerfamilies ældste, forsøger at knytte venskabelige bånd med dette yderst fjendtlige medlem af svigerfamilien.

Bakhtiari har opstillet et persongalleri, som favner de stejleste modsætninger, og i en række dygtigt koreograferede scener lader hun alle disse latente konflikter udspille sig på meget komisk vis. Den forstokkede Bertil forsøger f.eks. med overlæg at fornærme den indvandrerfamilie, som han frygter bliver knyttet til hans egen kernesvenske familie. Men hr. og fru Irandoust fejltolker de fjendtlige intentioner og bliver desto mere intime overfor bedstefaderen. Had besvares med mere kærlighed.

Romanen har adskillige optrin af denne art, hvor velvilje besvares med modvilje og vice versa. Misforståelsen er i almindelighed et skema for romanens scener. På dette punkt giver Bakhtiari mindelser om omtalte Zadie Smith, som også fremstiller mødet mellem forskellige kulturer som en stribe unødvendige misforståelser.

Men faktisk fremhæver Bakhtiari selv TV-serien Seinfeld som en primær inspirationskilde for romanens komposition, og dermed betoner hun klart, hvordan romanen ønskes modtaget: Kald det, hvad fanden du vil er et stykke litterær underholdning, og Bakhtiari vil vurderes som forfatter og ikke som politiker eller meningsdanner på integrationsområdet.

0
Din bedømmelse: Ingen