Mellem himmel og jord. Engle hos Asturias, Marquez og den magiske realisme

Oprettet: 06.12.2007 - 19:06

Af litteraturstuderende Marie Fredborg Jungersen

Salman Rushdies (1947) ”De sataniske vers” tager sin begyndelse imellem himmel og jord. Romanens to hovedpersoner er i frit fald på vej ned fra et eksploderet fly og på deres lange, mirakuløse nedfart forvandler de to mænd sig.

Den ene bliver til en engel, den anden til en djævel med små horn. Denne mærkværdige scene er begyndelsen på en lang roman om de to' s liv, som det former sig efter,  de helskindede er landet på jorden. Men scenen er også i sig selv et godt billede på, hvordan engle opfattes i den magisk realistiske litteratur, som ”De sataniske vers” tilhører.

Engle er ambivalente væsner, som svæver imellem det himmelske og det djævelske. De er kontaktpersoner og har derfor muligvis også lidt af hvert i sig og kan skifte karakter. De er skræmmende og uberegnelige, for kommer de fra Gud eller Fanden? Fanden selv var jo ifølge overleveringen en engel, der gjorde oprør mod Gud og blev styrtet ned fra himlen, så hvem holder de egentlig med, englene?

Magisk realisme er en stilart, som opstod i Latinamerika i midten af 1900-tallet. Den er et udtryk for mødet mellem den spansk-katolske kultur og den oprindelige indianske kultur. Den bliver dyrket af forfattere, som ofte lever i eksil i Europa, pga. diktatur i deres eget land. I deres litteratur blander de den europæiske realisme med indianernes overtro, så magien dukker op midt i hverdagsscenarierne.

De er på én gang kritiske overfor europæisk tankegang og overfor deres egnAsturias fra www.nobelpreis.orge landes diktatorer. For Den magiske realisme er engle-figuren på den ene side et symbol på koloniherrernes undertrykkende, katolske religion, men på den anden side har englen overnaturlige træk, som kan minde om indianernes folketro.

Én af skaberne af Den magiske realisme er Miguel Ángel Asturias (1899-1974), som i 1930 skriver ”Legender fra Guatamala”. I disse legender, hvor vulkaner kan forudse krig, og man kan sælge sin sjæl, hører man flere gange om en ”nahual”. Det er en indiansk værneånd i fugleskikkelse, som er tildelt hvert eneste menneske, lidt ligesom den europæiske skytsengel. Nahual’en bærer på menneskets erindringer og sjæl. Asturias bruger dog også flere gange de traditionelle engle.

I ”Legenden om djævlehatten” møder man Munken, som i sin celle læser om Mariæ Bebudelse, dvs. om Maria, der får besøg af en engel. Samtidig leger en lille dreng med en bold udenfor munkecellen. Bolden ryger igennem vinduet til munken, men da munken vil kaste den tilbage, oplever han en sådan fryd ved at røre ved den og se på den, at han beholder den. I den kommende tid glemmer han helt at bede og læse i biblen, fordi han kun tænker på sin bold.

På samme måde som englen viser sig for Jomfru Maria, kommer bolden altså svævende igennem vinduet til munken. Men munken er alligevel hele tiden i tvivl, om bolden skulle være en fristelse eller et falsk sendebud. Og med rette, for til sidst dukker den lille drengs mor op og spørger efter den bortkomne bold, ”djævelens billede”.

Gabriel Garcia Marquez fra www.liceus.com18 år senere skriver en anden magisk realistisk forfatter, Gabriel García Márquez (1928), en fortælling om ”En meget gammel herre med kæmpestore vinger”. Den behandler englen med samme mistro som Asturias’ legender. For det første er englen meget gammel og grim, han har gribbevinger og ligner ”en stor affældig høne”. En regnvejrsnat sidder han pludselig fast i mudderet i Pelayo og Elisendas gårdsplads. Han forstår ikke kirkens sprog latin, men taler en grov sømandsdialekt, som ingen forstår.

Desuden har nabokonen mistanke om, at han er en dødsengel, der er kommet efter Pelayo og Elisendas syge barn. Så skravlet bliver naturligt nok behandlet med mistro og hån i landsbyen. I lang tid lever han indespærret i hønsegården, imens Pelayo og Elisenda tager entré for at lade syge, der håber på et mirakel, slippe ind til ham.

Men miraklerne virker lidt tilfældige, som f.eks. ”den blinde, der ikke fik synet igen men tre nye tænder, og den lamme, der ikke kom til at gå, men var lige ved at vinde i lotteriet…” Englen gør jo et latterligt væsen og bliver også snart omgivet af et helt omrejsende tivoli af monstre som ham selv.

Uden at man nogensinde får et indblik i, hvad englen selv tænker, og hvor den kommer fra, vokser der en dag nye fjer på dens vinger. Den flakser væk over vandet og Elisenda er lettet, for den stinker og er uhyggelig. Márquez’ tegner altså et lige så dobbelttydigt billede af englen som Asturias, bare med lidt mere glimt i øjet. En engel i en mudderpøl er normalt modsætninger, men billedet understreger kun englens gådefulde position midt imellem himmel og jord. Måske er englen kommet for at udføre mirakler, måske er den kommet for at bortføre et sygt barn.

En magisk realistisk engel fra www.estatevaults.comEn engel i den magiske realisme er altså et lumsk væsen, som kan være fristende smukt, men i virkeligheden være udsendt af djævelen. Det er en dobbelthed, som i det hele taget bliver dyrket meget i de gamle koloniers litteratur. Forfattere af den litteratur har som sagt ofte levet i eksil i lang tid eller er på andre måder blevet påvirket af europæisk kultur. De opfatter tit sig selv som ambivalente og modsætningsfyldte, fordi to eller flere kulturer støder sammen inde i dem.

De kan skifte rolle fra det ene øjeblik til det næste. De er på én gang ”udstødte”, som den oprørske engel, der blev styrtet ned fra himmelen, og ”udvalgte” til at bringe bud om en ny, globaliseret verden, ligesom Gabriel og juleenglene. Det er bl.a. det, som Rushdies ”De sataniske vers” handler om og som man genfinder i Asturias’ og Márquez’ englefigurer. Så måske er englene bare et billede på det moderne menneske, spændt ud imellem himmel og jord, et mylder af religioner og kulturer. Set fra den vinkel har vi alle en engel i os.

0
Din bedømmelse: Ingen