Mellem fornuft og følelse - Thomas Manns Døden i Venedig

Oprettet: 03.05.2004 - 08:00

Af stud.mag. i litteraturvidenskab Christian Christiansen

Thomas Manns (1875-1955) novelle, Døden i Venedig (1912), er den mærkværdige historie om en idealistisk og berømt tysk forfatter, Gustav Aschenbach. Den samtidige læser bemærkede sikkert, at hans i detaljer beskrevne udseende var aftegnet efter den netop afdøde komponist Gustav Mahler (1860-1911). Aschenbach er et pligtmenneske, der med selvkontrol og disciplin driver sig selv til arbejdet; en mand, der har givet afkald på ’livet’ for at kunne fremstille det. Et tilfældigt møde på gaden giver næring til Aschenbachs undertrykte ønske om at bryde ud af den kolde og kontrollerede hverdag i kunstens tjeneste. 

Synet af en fremmed, en mager skikkelse med farveløse øjne, opstoppernæse og blottede tænder – døden, aner man mellem linjerne – vækker en uforklarlig rejselyst i forfatteren. Rejselysten forekommer ved første øjekast paradoksal, da den for Aschenbachs indre blik fremkalder et rædselsvækkende syn: ”et landskab, en tropisk sumpegn under en tågetung himmel, fugtig, yppig og uhyre, en slags urverdens vildnis af øer, moradser og dynd, som vandarme førte med sig”. Fantasien ligger i umiddelbar forlængelse af Aschenbachs selvtugtende arbejde.

Som læsere bemærker vi allerede her en spænding i kunstnerens indre mellem et rationalistisk behov for orden og fornuft og en sanselig og følelsesbetonet drift, der føler sig tiltrukket af døden og tilintetgørelsens skønhed. Det er en spænding mellem polerne ånd og sjæl, hvor sjælen fremtræder som det mere livsnære og sanselige. Dette tema – Thomas Mann beskrev det som ”fascinationen af døden, uordenens triumf i et liv bygget på orden” – er en konflikt mellem to opfattelser af kunsten og kunstneren: den klassiske og den romantiske. Er kunstneren den reflekterende og moralske åndsarbejder, eller er han netop i kraft af sin intime forbindelse til det sanselige, som han forsøger at beherske, en opdagelsesrejsende i følelsernes og begærets land?

Mødet med den fremmede bringer Aschenbach ud af balance, og han rejser til  det mondæne feriested, Lidoen, ved Venedig. Rejsen er på én gang et forsøg på at genvinde fatningen og en imødekommelse af de lidenskabelige drifter, der bragte ham ud af ligevægt. I Venedig hersker en atomsfære af trykkende og fugtig hede, der som et ekko genkalder stemningen fra det rædselsvækkende syn, den fremmede vækkede i ham.

www.gyldendal.dk. Omslag af Lise-Lotte Holmbäck" hspace="6" src="/graphics/tema_grafik/artikel/doedenivenedig.jpg" align="right" vspace="6" border="1" />I Venedig bliver forfatteren betaget af den fjortenårig polak, Tadzio. Drengen er en fuldendt skønhed, men Aschenbachs æstetiske beundring bliver snart afløst af en forbudt lidenskab. I fuldendt forening legemliggør Tadzio og Venedig, der i stemningsmættede billeder knyttes til forfald og undergang, de sanselige og lidenskabelige drifter.

Sanselighedens kobling til døden illustreres ligeledes i kraft af den skadelige indvirkning, klimaet har på Aschenbachs fysik. I et sidste forsøg på finde tilbage til den gamle orden bestemmer Aschenbach sig for at forlade Venedig. Men tilfældighedernes spil og længslen efter den skønne Tadzio bringer ham tilbage til Lidoen. De erotiske lyster forstærker konflikten, og i den sidste del af novellen befinder Aschenbach sig i et moralsk og følelsesmæssigt dilemma.

En dødbringende koleraepidemi tømmer langsomt byen for turister, selv om myndighederne forsøger at skjule den netop på grund af turistindustrien. For ikke at ’miste’ sin Tadzio fortier Aschenbach sin viden om epidemien. Den kunstneriske, moralske og følelsesmæssige konflikt fortærer ham langsomt indefra. I slutscenen sidder den døende forfatter på stranden og ser den badende skønhed, der vinker til ham.

Nietzsche (1844-1900) mente, at konflikten mellem orden og uorden stammede fra selve det sociale og kulturelle livs grundlag, og han efterlyste en ny forsoning mellem ånd og sjæl. Det er denne søgen efter en moderne form for forsoning, der er selve hovedtemaet i Døden i Venedig. Forsoningen indfinder sig imidlertid ikke. Aschenbach finder ingen balance mellem behovet for fornuft og de uregerlige drifter.          
 
Konflikten mellem de to kunstopfattelser havde været et centralt tema i en stor del af det, Thomas Mann havde skrevet, siden han i 1901 med Huset Buddenbrook skrev sig til en position som én af Tysklands væsentligste stemmer. Temaet genfindes ligeledes i senere værker som f.eks. Trolddomsbjerget (1924). Manns kunstnerfigurer er fanget i spændingen mellem ånd og sjæl, mellem orden og uorden, men de drages også mod døden og tilintetgørelsens skønhed, fordi de bebor en verden i historisk forfald og uorden.

0
Din bedømmelse: Ingen