Mellem barndom og ungdom

Oprettet: 29.04.2008 - 18:06

Forfatter: Dy Plambeck

Dy Plambeck er født i 1980 og opvokset ved Buresø i Nordsjælland. Hun er sproglig student fra Sankt Annæ Gymnasium i 1999 og uddannet fra Forfatterskolen i 2004. 

Det er enkelt og kompliceret - hjertevarmt, fabulerende, grotesk og med et stort stænk sprælsk humor, dét familiebillede, Dy Plambeck udstiller i sin debutroman "Texas rose".
Kritikerne trækker bl.a. røde tråde fra Tove Ditlevsen, Klaus Rifbjerg og Suzanne Brøgger til Dy Plambeck - lægger det ikke et vist pres på en ung forfatter, Dy?

Jeg har egentlig ikke set eller følt det som et pres, men mere som en opmuntring, at nogen synes, jeg har det potentiale. 

"Buresøfortællinger", din første bog, kalder du en digtsamling - men det er næsten almindelig prosa?
Og her i foråret 2008 har du så udgivet din første roman "Texas' rose" ... og du bevarer den meget korte form?

Man kan godt sige, at jeg i "Buresø-fortællinger" låner fra prosaens fortællende element og i "Texas’ rose" fra poesiens associative spring, sammenligninger og sansemættede billeder, men med det siger man også, at der er en overordnet måde en rigtig roman eller en digtsamling ser ud på.
Det synes jeg er forkert.
For mig er genrerne i hvert fald mere udflydende. Det passer til mit temperament at skrive i det grænsefelt.
 
"Texas’ rose" er en slægtskrønike, en moderne western, om faster Lillian, der har været sin families midtpunkt, en mærkelig, umættelig, hæmningsløs barnekvinde, et kødbjerg der elskede mad, et overstrømmende godhjertet og på samme tid stærkt beregnende menneske. Da faster Lillian som 44-årig erfarer, at hendes forældre i virkeligheden er hendes moster og onkel, afskriver hun sin familie og bosætter sig i Hanoi. Familien går herefter i opløsning. 
Tretten år senere henter fortælleren Abby sin faster Lillians urne i Hanoi og her begynder fortællingen.

Knapt og præcist kaster du nærmest dine personer og deres handlinger i hovedet på læseren - hvad er din hensigt hermed?

Måske er det fordi jeg selv er provokeret af det jeg kalder for ”pædagogisk litteratur”. Bøger, der udpensler og forklarer alt for læseren. Hvad læserne skal føle og mene og tænke om bogens personer undervejs. Det er en faldgrube for forfattere at skrive sådan, fordi de vil være sikre på, at læserne er med. At læserne forstår, hvor forfatteren vil hen. Men læserne er jo ikke dumme. De er med.

Ved at skrive med den klarhed og direkthed, som jeg gør, forsøger jeg at skabe et rum i teksten, hvor der er plads til læserne og deres umiddelbare reaktioner og følelser.
”Pædagogisk litteratur” bliver ofte også fordømmende over for sine karakterer. Forfatteren har travlt med at fortælle læseren, hvem der er de onde, og hvem der er de gode. Det er slet ikke mit ærinde. Det forekommer mig småligt og som et tegn på manglende menneskelig forståelse at fremhæve nogen som bedre end andre.
Jeg vil vise mennesket som et sammensat væsen, der både rummer sårbarhed, tragedie, humor og lykke. Derfor er faster Lillian, som hun er. 
 
Hvor henter du inspirationen til et sådant portræt af en familie og dens særprægede medlemmer?

I køen i Netto, på bænkene ved Peblingesøen og på bodegaen Stue 11, der ligger lige rundt om hjørnet fra hvor jeg bor. Det er gode steder at finde historier, men alle steder kan faktisk bruges. Desuden hører jeg altid efter med et halvt øre, hvad folk snakker om, når jeg holder for rødt med min cykel. 

Du har stadigt barndommen som omdrejningspunkt?

"Texas’ rose" behandler ikke barndommen i samme grad som "Buresø-fortællinger".
I "Texas’ rose" er der nærmere tale om et tab af en barndom. Fortælleren Abby siger på et tidspunkt: ”Et sted mellem min barndom og min ungdom blev mit hjem til et hus, et ganske almindeligt hus, som jeg gik ind og ud af som enhver anden bygning.”
Det er en naturlig del af dét at blive ældre at miste sit barndomshjem og også familiemedlemmer, idet de bliver ældre.
For fortælleren Abby er det imidlertid sket på en unaturlig måde, eftersom alt bliver tabt og taget fra hende, da hendes faster Lillian afskriver sin familie og rejser.

Romanen snor sig om temaer som familien - fællesskab og dog alene - drømmen - løgnen - savnet.

I "Texas’ rose" har jeg været optaget af at undersøge, hvilke fællesskaber vi indgår i og er afhængige af.
Jeg har været særlig interesseret i familiefællesskabet, som er uhyre komplekst. Det er et lille minisamfund i sig selv med sine helt egne love. På den måde minder det om Det Vilde Vesten.
Familien er et fællesskab, som man kan gå ind og ud af, men som man aldrig helt kan forlade, heller ikke selv om man vælger at afskrive den, som faster Lillian gør. Hun og hendes familie bærer rundt på skyld, savn og sorg.
For de fleste er familien det første fællesskab, man indgår i. Det har helt sikkert en betydning at blive født ind i et fællesskab. Det efterlader én med en følelse af, at man skal - og også gerne vil - høre til.

Familien er nok det sted, hvor man allerhelst vil høre til, men hvor man lettest også kan få en følelse af at stå uden for. Alt er meget dobbelt i en familie. Man er omgivet af mennesker, der har skiftet ens bukser, når man tissede i dem og pustede på ens hudafskrabning, når man faldt, der har set én fra mange sider, men alligevel kan man sagtens have en følelse af, at ingen i ens familie kender én.
Ensomhed i tætte relationer er et andet tema som "Texas’ rose" behandler. 

Familien som Det Vilde Vesten - den er vist ny!

Det Vilde Vesten åbnede op for en parallelverden i "Texas' rose".
Myten om Det Vilde Vesten er bl.a., at det er sådan et fællesskab, hvor der er plads til alle, banditter, sheriffer, bønder og bordelpiger, men hvor hver har sin bestemte rolle. Sådan en rolle har alle også i en familie. Det gik op for mig, da min mormor døde i 2004. Hun lignede ikke på nogen måde faster Lillian, men alligevel brød hele min familie sammen for en tid. Der manglede en plads, som ingen vidste, hvordan de skulle udfylde. 

Forsiden på "Texas' rose" - en lappet (såret?) hest?

Det er kunstneren Mathias Malling Mortensen, der har tegnet hesten. Før vi gik i gang med vores samarbejde, læste han "Texas’ rose" og lagde i sin gennemlæsning mærke til den porcelænshest, som står i faster Lillians lejlighed, og som er pakket ind i malertape.
Da vi mødtes igen, havde Matthias tegnet hesten. Da jeg så den, vidste jeg med det samme, at dér var forsiden. Hesten er på én gang sørgelig og humoristisk, mærkværdig og ligetil - ligesom "Texas’ rose". Desuden er hesten et godt udtryk for det sorg- og lappearbejde, som fortælleren forsøger at lave ved at stykke sin kæntrede familiehistorie sammen. 
 
Og jeg kan forstå, du har anskaffet et par cowboystøvler - det hører med?

Jeg har hverken gået til linedance, været i svedehytte eller redet på hest over præriens frodige slette, men jeg har været fascineret af Det Vilde Vesten, mens jeg skrev "Texas’ rose".
Måske fordi jeg var så opslugt af det univers, jeg skabte i romanen.

Jeg købte et par cowboystøvler i en genbrugsbutik, faktisk helt uden at tænke over det. Det var først, da folk begyndte at spørge: ”Hvor har du de der COWBOYSTØVLER fra?” at det egentlig gik op for mig, hvad jeg havde købt.

Senere har jeg fundet ud af, at de er et rent samlerobjekt. De hedder Zodiac, stammer fra USA og fabrikeres ikke længere. Mine er særlig sjældne, fordi der er en ørn af fjer på og metal på tåspidsen, hvor Zodiac, USA står indgraveret. 

Faktaboks:
Dy Plambeck er uddannet fra Forfatterskolen i 2004 og fik allerede sit litterære gennembrud med  debutdigt- samlingen "Buresø-fortællinger", som indbragte hende Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik og Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium i 2006.
I april 2008 udkom romanen "Texas’ rose".
Dy Plambeck er blevet karakteriseret som én af den unge generations mest talentfulde og originale forfattere. 
 

0
Din bedømmelse: Ingen