En af Danmarks mest efterspurgte og hotte forfattere pt., den 34-årige Jakob Ejersbo, besøgte Hovedbiblioteket i Århus ved en forfatteraften i foråret 2003 til en snak om forfatterskabet og om gennembrudsromanen "Nordkraft".
Publikum oplevede en veloplagt og hurtigtsnakkende forfatter, der fortalte om bogens tilblivelse og livet som forfatter.
"Nordkraft" er på mange måder en grotesk fortælling med tragiske elementer. Men det er også en livsbekræftende bog, der skildrer livet i et småmisbrugermiljø.
' Nordkrafts tredeling:
Bogen er opdelt i 3 historier med 3 forskellige hovedpersoner. De foregår alle i Aalborg. Pusherfrauen Maria, dvs. hun er kæreste med en pusher, står for den første historie. En klassisk udviklingshistorie om menneskelige problemer og om at komme videre. Maskinmesteren, Allan, og hans spæde kærlighedsforhold til pigen Maya udgør den anden historie. En historie om bl.a. at skabe overensstemmelse mellem tanker og realitet. Et dødsfald, en begravelse og det efterfølgende "begravelsesgilde" er den tredie og afsluttende historie.
På spørgsmålet om, hvorfor historien er delt i 3, svarer Ejersbo: ”Den idé er opstået hen ad vejen. Det er ikke noget der er planlagt på forhånd”. Pusherfrauen Maria Om Maria fra den første historie i Nordkraft fortæller Jakob Ejersbo: "Hun er sej i kæften udenpå facaden, men usikker inde bagved". Det er det, der fascinerer ham ved at skrive om unge mennesker, de er ufærdige og åbne for hele verden.
Aalborg by night: Jakob Ejersbo indrømmer også selv en vis fascination af pushermiljøet. Han var en del af det i Aalborg fra midtfirserne til starten af 90'erne. Han var, som han udtrykte det, "snotforvirret. Miljøet virkede tillokkende, fordi man som ung savner det, at der hele tiden sker noget uventet. Alle valg kan udskydes og samtidig er det et oprør mod forældrene".
Hvorfor Aalborg? "Hvorfor foregår romanen i Aalborg?" ville en tilhører vide. Hertil svarede Ejersbo, at "byen er en god scene til en roman, det er en festlig by, der er fest i gaden", samt at han selv har boet der. Den kunne også have foregået i Randers eller Århus, men der har forfatteren ikke selv boet i længere perioder - derfor Aalborg.
At bogen er en "sort bog", vil Ejersbo ikke sige, og heller ikke at det er en "reklamekampagne for at tage stoffer". Nogen moralsk dom fældes der ikke over personerne, og det er helt bevidst fra forfatterens side. Han ønsker ikke at sælge et bestemt budskab eller "bestemme hvad folks oplevelser med bogen skal være". Hans mål har været at give læserne indlevelse i personerne, vise at taberne også er mennesker, og at de ikke nødvendigvis ser sig selv som tabere.
Nordkraft som film
Ejersbo kunne til slut afsløre, at der er planer om at filmatisere "Nordkraft", og at der p.t. arbejdes på et manuskript, som Ejersbo ikke har noget at gøre med. Den næste roman bliver helt klart ikke en "Nordkraft 2", men hvad det bliver, afslørede han ikke.
Og så sluttede aftenen af med, at publikum dannede en kødrand om den glade forfatter, for at få deres eget eksemplar dedikeret og signeret.
smag på bøgerne – en bid om dagen