Med havet i blodet interview med Ib Michael

Oprettet: 24.10.2007 - 18:06

Med havet i blodet
af Line Fjord, journalist

Forfatteren Ib Michael bruger hver dag tid på havet. Fordi havet holder ham stærk og samtidig er kilde til hans fortsatte undren og inspiration. Hans afhængighed af havet er så stor, at han var ude at dykke allerede dagen efter tsunamien i julen 2004. 
Allerede i telefonen lyder stemmen begejstret, når snakken falder på havet. 'Kom herop! Det er her, jeg har mit hav', inviterer han.
 
 
Ib Michaels sommerhus ligger i Kikhavn med front ud over vindens mark. En lille sti er trampet
ned gennem det høje græs til det hjørne af haven, hvor forfatteren har sit værksted. Sin arbejdsplads. Herfra er der adgang til hele verden, net og telefon – og på væggen et indrammet søkort over det nærmeste hav.

Havet og velværen


Ib Michael bruger det meste af sin danske tid i Kikhavn. Så er han ved sit hav. Han forklarer havets betydning for hans tankers sundhed:
'At havet skifter, passer mig godt, jeg kan lide uberegneligheden, for verden forandres. Med havet bliver vi mindet om, at vi mennesker ikke har alle kræfter, men at vi er prisgivet andre elementer. Jeg holder af havets vildskab.'
Havkajakken ligger lige bag diget, klar til den daglige halvanden times tur. Derefter svømmeturen, som også er et must, selv i regnvejr. Den 62-årige forfatter er i form. Havet holder ham stærk i både krop og sind.
I Danmark er havkontakten mest på overfladen. Det hænder også, at han dykker i Danmark, men, som han siger:
'Man skal jo halvvejs til Samsø, før det er dybt nok.'
Og Ib Michael vil i dybden. Derfor fridykker han hver vinter, når han bor ved sit koralrev i Andamanerhavet. I koralhavet i dybder på op til 17 meter – kun med snorkel, maske og fødder - åbner hans sind sig, og han giver endnu mere plads til undren.

Havets variation


Under vandet er der en uventet vinkel på alt. Man ser en papegøjefisk, anderledes end den, der svømmede på revet i går, klovnefisk i bløde koraller, blot er farven mere orange i dag. I havet ændrer alting sig, en eftermiddagssolstråle giver et andet skær end morgenskinnet. Og om natten er havet igen forandret i både farve, temperatur og væsen.
Ib Michael fanger sin undren i havet: 'Havet er under overfladen lige så fuld af facetter og foranderlighed, som det menneskelige sind', siger han.
Han mener, at mange mennesker ikke tør åbne op for de nuancer, som sætter bølger i livet.
Mens Ib Michael fortæller videre, tætner sommerhimlen til. Måske er der en svag duft af regn på vej. Han kigger op.

Havet i forfatterskabet


De fleste af hans romaner kan betegnes som magisk-realistiske, hvad enten handlingen udspiller sig på en atol i Stillehavet eller i landsbyen nær Hundested.
Havet er den store inspirationskilde. Ib Michael forklarer:
'Havglitteret er et sprog. Det er en masse tegn, som er under konstant forvandling, sådan skal mine tekster også være, når man læser ind under selve teksten. Læseren skal føres nye og uventede steder hen.'
Helt konkrete oplevelser ved og i havet kan genfindes i romanerne. Ib Michael lyser op og er et øjeblik helt stille, før han fortæller om en særlig positiv oplevelse:
'At komme sejlende til Penrhryn Island, en af de sydlige atoller i Stillehavet. Man kan kun komme dertil med skib. Vi kom sejlende dertil med Nordkaperen lige før orkansæsonen, og den indre lagune i atollen er et fantastisk 'hurricane hole', hvor skibe kan ligge beskyttet mod orkanerne. Vi var der i to måneder, hvor der var rigtig god tid til fordybelse i dykningen med de lokale dykkere. Der blev jeg gift med Hanne. Det var en helhedsoplevelse med havet.'
Hukommelsen slår en kolbøtte. Jo, den er god nok, Ib Michael nikker. Festen, som er beskrevet i Kilroy Kilroy tager netop udgangspunkt i forfatterens eget bryllup på Penrhyn Island.

Døden på havet


I stærk kontrast til det nærmest forelskede drag over munden, ændres forfatterens udtryk brat til et stift blik, da han bliver spurgt om en særlig negativ oplevelse ved havet. Han svarer hurtigt:
'Tsunamien'.
Men allerede dagen efter, at havet havde vist sig fra sin mest rædselsfulde side på hans strand i julen 2004, tog Ib Michael ud at dykke. Det var for at komme op på hesten igen.
Der var skræmmende med de mange fremmede ting i havet, vaskemaskiner og skrammel. Men han fortæller:
'Den største angst var at møde et lig – og der er mange skræddere i området, så der flød mange dele af mannequindukker rundt.'
Og han tilføjer, at hvis han havde mødt en død, ville han nok have været nysgerrig nok til at kigge, men ville have undgået berøring.
Ib Michael har aldrig selv været bange for at dø på havet. Heller ikke under Tsunamien. Der var han klar over, at han kunne stige hurtigere op på skråningen end vandet kunne. Men han var beredt på flugt.
I virkeligheden forestiller Ib Michael sig havet som det perfekte sted at dø. Han ser det tiltalende i en gammel polynesisk skik, som siger, at når man synes, det er tid, tager man en udriggerkano og sejler ud mod det blå indtil det hele er forbi.
'Det må være fantastisk at sejle ud mod den sidste sol. Man kunne jo gøre noget lignende i sin havkajak – hvis man ellers havde kræfter til det, til den tid', siger han og betegner døden som starten på noget ukendt land. Vi kan fantasere om det.
Forfatteren lader benene dumpe ned ad bordet og rejser sig.
'Jeg skal på havet nu', smiler han trods en nu helt overskyet himmel. I blikket er der et glimt af længsel. Så sætter han kurs mod diget for enden af vejen.

 

0
Din bedømmelse: Ingen