Af stud. mag. Nicolai Rerup Nielsen
Paul Aron har med romanen Ben skabt en tankevækkende gendigtning af egne oplevelser i den tyske kz-lejr Theresienstadt. Spørgsmålet er: Hvordan vender man tilbage fra et menneskeskabt helvede?
I år, tres år efter de tyske troppers besættelse af Danmark, har man i den offentlige debat kunnet følge en ophedet diskussion om den såkaldte samarbejdspolitik, som den blev ført under besættelsestiden.
Denne diskussion er ikke ny; allerede under og lige efter krigen og altså helt frem til i dag har samarbejdspolitikken kaldt på stærke følelser: Skal man se den som en lille nations selviske og krigsforlængende kollaboration, eller skal man anskue den som en forståelig og undskyldelig reaktion på en række af realpolitiske forhold? Svaret er bestemt ikke entydigt, og må fortsat stå til diskussion.
Jødespørgsmålet
Samarbejdspolitikken ophørte officielt den 29. august 1943, da den danske regering valgte at gå af. Tyskerne indførte en landsdækkende undtagelsestilstand, og om end samarbejdspolitikken fortsatte under det såkaldte departementschefstyre var de danske politikeres råderum nu indskrænket betydeligt; det sås bl.a. tydeligt, da den tyske besættelsesmagt ønskede det danske ”jødespørgsmål” løst.
I forsøget på at finde en tålelig løsning på det tyske krav om Endlösung arbejdede departementschefstyret med det, man kunne kalde en dansk løsning; et forsøg der resulterede i, at det danske politi oprettede lister over samtlige danske jøder med det formål at internere dem i Horserød-lejren - altså på dansk grund.
Får vinder intet ved at samarbejde med ulve, og man må konstatere, at de danske myndigheder - ved på denne måde at fratage en befolkningsgruppe dens rettigheder - bidrog til løsningen af ”jødespørgsmålet.”
Heldigvis gik det jo sådan, da interneringen begyndte i starten af oktober 1943, at størstedelen af de danske jøder – ca. 7000 – undslap til bl.a. Sverige. Men en stor gruppe af jøder var ikke så heldige, og blev i første omgang interneret i Horserød-lejren og derfra sendt videre til de tyske kz-lejre. Blandt disse uheldige var forfatteren Paul Aron, der blev fanget på Gilleleje kirkeloft og sendt til kz-lejren Theresienstadt nær Prag i Tjekkiet, en oplevelse han har valgt at gengive set med en 13-årig drengs øjne i den urovækkende roman Ben fra 1997.
Virkelighedens mareridt
Holocaust – mordet på seks millioner jøder – står stadig som nok den værste forbrydelse i det 20. århundrede, en forbrydelse der - i sit vidt udfoldede vanvid - tjener til fortsat erindring om den kerne af ondskab, som også er en del af den menneskelige verden.
Et vedvarende forsøg på at undgå lignende forbrydelser kræver, at en sådan erindring holdes ved lige – i vor historieskrivning og i den kunstneriske bearbejdning af historien. Men hvordan beskriver man det værst tænkelige? Lidt firkantet kan man sige, at fiktionen ofte skaber et forskønnet eller forstærket billede af virkeligheden; til tider er virkeligheden dog så utrolig, at fiktionen kan have svært ved at gøre andet end blot at gengive.
De tyske kz-lejre er et eksempel på en virkelighed, der ikke kalder på de store litterære udskejelser og i Ben benytter Paul Aron sig da også af et klart og nøgternt sprog i beskrivelsen af en oplevelse, der umiddelbart kan synes utænkelig.
Selvom en stor gruppe af jøder omkom af enten sult, sygdom eller som en konsekvens af de tyske vagters brutalitet, var Theresienstadt ikke en decideret udryddelseslejr. Det var således ikke stank og aske fra krematorieovne der kastede en skygge over lejren, men derimod angst og usikkerhed; uvisheden om hvornår man blev udtaget til en af de utallige transporter til Auschwitz hvilede tungt på fangernes skuldre.
I Paul Arons roman løber denne angst og usikkerhed som en understrøm i beskrivelserne af det, der – i mangel af et bedre ord – kan beskrives som hverdagen i koncentrationslejren; den daglige kamp for et ekstra stykke brød og for ikke at gøre sig uheldigt bemærket i lejrkommandantens øjne.
I stærk kontrast til denne hverdag står beskrivelserne af det hykleriske maskespil tyskerne stiller an, da lejren venter besøg af en kommission fra det danske Røde Kors og også beskrivelserne af de mange Auschwitz-transporter vækker uro under læsningen. Med Paul Arons egne ord:
”Transportafgangene kunne vare i uger. Sommetider blev kabaretsangerne eller jazzmusikerne fra Cafehuset kommanderet til at komme og spille, fordi tyskerne ville have lidt morskab, mens de holdt øje med, at menneskene blev læsset op i waggon’erne. Så sang tyskerne med på THERESIENSTADT DU ER DEN SKØNNESTE BY I VERDEN, og det var, som om de i deres begejstring for visen syntes, at der virkelig var så dejligt.”
Man tager sig selv i at overveje, hvorvidt tyskerne gør dette for at ydmyge jøderne, eller om de gør det for at tænde et lys – hvor perverst dette end måtte være – i det mareridtsagtige mørke, de har omgivet sig selv med.
Hvem er jeg?
Nok er beskrivelsen af koncentrationslejrens helvede det mest bemærkelsesværdige i Arons roman, men Ben har også et bredere fokus: I spring frem og tilbage i tid følger man den tysk-jødiske Ben i de spæde barneår i Hamborg; under hans og moderens flugt til Danmark, da den politiske situation i Tyskland spidser til; under opvæksten i en hadsk stedfars hjem i mellemkrigstidens København; under fangenskabet i Theresienstadt; og endelig i efterkrigstiden, hvor den overlevende unge mand får sin studentereksamen og påbegynder universitetsstudierne.
Centralt i romanen står Bens forsøg på at definere sig selv; både i forhold til de skiftende omgivelser, hvori han aldrig helt synes at finde plads, men også i forholdet til både den svage moder og sine venner. Beskrivelserne af det psykologiske spil mellem søn og moder er en isnende opvisning i, hvordan kærlighed bliver til had.
Ben, der i barneårene rækker ud efter moderen - som skubber ham fra sig i forsøget på, på den ene side at tilfredsstille hendes nye mand, og på den anden side udadtil at give indtryk af et velfungerende familieliv – vælger, da han får valget at følge hende til Theresienstadt. Fra en barndom i utilstrækkelighedens navn kastes han nu direkte ud i et helvede, hvor enhver værdi forsøges ham frataget, og hvordan vender man tilbage fra noget sådant?
De psykologiske følger af at være blevet erklæret statsløs og interneret under umenneskelige forhold - som led i en bredt udfoldet udryddelsestaktik - efterlader den overlevende Ben med ar på sjælen, ar som ikke synes at ville hele. Han vender formørket tilbage, dømt til igen og igen at definere sig selv som set gennem andre øjne, som noget andet, noget utilstrækkeligt og forkert. Det får Ben til at bygge en mur op omkring sig, der først hen mod romanens slutning begynder at krakelere en smule.
Paul Aron har med Ben skrevet en tankevækkende roman, hvor forbrydelsen i form af fordomme og folkemord helt naturligt fylder meget, men hvor det er forbrydelsens konsekvens, den overlevendes sårede sjæl, der er i fokus.
Kommentarer