March mod undergangen - Musikken i Joseph Roths Radetzkymarch

Oprettet: 01.10.2004 - 08:36

Af litteraturstuderende Jakob Ladegaard

I poesi spiller ords lydlighed og sætningers rytmiske forløb en afgørende rolle. Musik og lyrik har et intimt forhold. Hvad angår musik og prosa er forbindelsen ikke nær så indlysende. Det kunne umiddelbart synes, som om musik kun har med prosa at gøre, hvis den indgår i tekstens handling.

Men der er flere måder, hvorpå man kan tænke sig forholdet mellem musik og prosa. Her drejer det sig ikke om lydlighed, men om struktur, form, forløb, stemme. Den tjekkiske forfatter Milan Kundera (f. 1929) undersøger i essayet ”Værker og Edderkopper” i sin fine essaysamling De Forrådte Testamenter (Gyldendal, 1993, pp. 131-157) netop overensstemmelser mellem kompositionsprincipper i (klassisk) musik og litteratur og har mange interessante refleksioner vedrørende deres berøringspunkter. Essayet – og samlingen i det hele taget – er anbefalelsesværdig for alle, der interesserer sig for disse forhold.

Det er dog uomtvisteligt, at prosaens forhold til musik forbliver mere udvendigt end poesiens. Mens musik er en ubetvingelig del af poesiens væsen, er prosaens forhold til musik - hvis ikke musik direkte indgår i dens handling - metaforisk; den består da i en overførelse af begreber fra musikkens verden til litteraturens eller omvendt.

Man må derfor være varsom med at skabe for bastante forbindelseslinier mellem de to sfærer. Først og fremmest er det væsentligt at de, hvis man trækker sådanne linier, motiveres af teksten selv, og at de bidrager til analysen af denne. Jeg vil mene, at Joseph Roths (1894-1939) roman Radetzkymarch fra 1932 (da. 1933), som jeg i det følgende vil se nærmere på, netop er en tekst, der selv lægger op til en musik-inspireret analyse. Således er marchen et helt centralt symbol både i handlingen og som symbol for hele romanens narrative struktur som sådan.
                     
Roths roman skildrer tre generationer af slægten Trotta i Østrig fra midten af det 19. århundrede frem til den første verdenskrig. Romanen fokuserer næsten alene på mændene i de tre generationer, faderen Josef, sønnen Franz og sønnesønnen Carl Josef, romanens hovedperson.

Dette er ikke tilfældigt, for det er krigens mandsdominerede univers, der dominerer denne slægt. I slaget ved Solferino, 1858, redder den unge løjtnant, Josef Trotta, den østrigske kejser Franz Josef den I’s liv. Derved knyttes en forbindelse mellem kejseren og Trottaslægten, der rækker langt ud over belønningen, som den unge løjtnant får for sin dåd, nemlig at adles.

Trottaernes skæbne er fra nu af på godt og ondt forbundet til kejserens og til den gamle orden og det rige, han repræsenterer. De tre generationers liv giver således en privilegeret indsigt i det habsburgske riges gradvise forfald, der kulminerer i den krig, som hverken kejseren eller Trottaslægten overlever.

Denne skæbneforbindelse mellem Østrig og Trottaerne symboliseres af Radetzkymarchen, som den korrekte embedsmand Franz Trotta hver søndag lader spille foran sin bolig. Denne march er opkaldt efter Joseph Radetzky (1766-1858), feltmarskal i den østrigske hær, der var med til at besejre Napoleon.

Radetzky var i sig selv et symbol på det habsburgske riges storhed. Det er intet tilfælde, at fortællingen om Trottaslægten tager sin begyndelse i 1859, året efter Radetzkys død, symbolsk set det første år i rigets forfaldstid.

Som det vil vides, er en march både en militær gangart og en musik, der er afstemt til denne. Marchmusikken er beregnet til at opildne soldaterne, at fylde deres hjerter med mod og fædrelandskærlighed (mange nationalhymner er marcher) gennem en stærkt markeret, gentagen rytme og en langsom, melodisk opbygning mod et klimatisk crescendo.

Således fungerer Radetzkymarchen også for den unge Løjtnant Carl Josef von Trotta. Det er, når han hører den, stående på balkonen i sin fars embedsbolig, at han stærkest føler sig knyttet til det østrigske rige. Men det er en illusion (der ikke er ukendt i vore dages nationaldebat): Han tager symbol for virkelighed.

Mod slutningen af romanen, hvor monarkiets sammenbrud er uundgåeligt, må Carl Josef erkende, at kun ”En gang om ugen, om søndagen, eksisterede Østrig.” Desillusioneret indser han, at det han og hans slægt troede var et stabilt og evigt rige, i virkeligheden kun var en følelse, en svulmen i hjertet, frembragt af marchtoner, der overdøvede de knagende sprækker i rigets gamle bygning.

Således bliver det nu tydeligt for Trottaerne, hvad læseren fra begyndelsen har anet; det gamle rige, der i komplet utakt med tiden ikke har været i stand til at reformere sig, har længe marcheret sin undergang i møde, blindt og lydigt, som en soldat, der ikke har anden udvej. Efter endt læsning udkrystalliserer de tre generationers gang - parallelt med det østrigske rige – sig for læseren som en langsom, men sikker march mod undergangen.

Det er således kun passende, at gæsterne til et bal i den garnison i rigets udkant, hvor Carl Josef er udstationeret, kræver at høre Chopins sørgemarch, da nyheden om tronfølgerens død i Sarajevo bliver dem meddelt. Endelig bliver Radetzkys march erstattet af det, den fra romanens begyndelse egentlig var, en ildevarslende, tung sørgemarch.

Radetzkymarchen er ikke blot et perfekt symbol på rigets symbolske, men ikke virkelige soliditet, men også på selve romanens struktur, der uafvendeligt bevæger sig frem mod krigens og dødens klimaks gennem de tre generationer af Trottaer. Det er således en særdeles velvalgt titel til Roths fængslende roman, som absolut må anbefales.

Det er en stor roman, en smukt komponeret roman. Miljø- og personskildringerne er formidable; man ser det for sig, dette mægtige rige, mærker den søde duft af dets rådnende storhed og gribes af dets illusioner, desillusioner og dødbringende dekadence. Til os i Vesten i dag maner den til besindelse. Den er en påmindelse om, at intet rige varer evigt.

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)