Manden der muligvis var Leif - engang

Oprettet: 17.09.2010 - 13:37

Forfatter: Jens Blendstrup

Jeg er født i 1968 i Pip-kvarteret i ÅÅÅÅÅrhus.

Jens Blendstrups roman Bombaygryde handler om Leif, der er så uheldig at tabe i Matador til sin far (Uff). Derfor må han ta sin straf! Straffen er et års "frivillig" rekruttid ved Marineinfanteriet på Bornholm.

Uff (Leifs far) sender Leif til Bornholm, som frivillig marineinfanterist, hvad ønsker han for sin søn?

Det er et godt spørgsmål. Jeg tror det er et led i den mærkelige dannelses-trang min/Leifs far havde. Militæret var uomgængeligt ligesom senere studiet til Cand mag. Der skulle proppes noget lærdom og noget livserfaring ind i det unge menneske. På den måde var Uff/min salig fader en meget konservativ og samfunds-bevidst herre. Men måske var der også et ønske om at Leif kunne opleve det fantastiske og vilde militærliv som han selv havde oplevet som ung soldat – og senere kornet og – senere – sekund(sekond) løjtnant i 1950erne. Men det var også en fiks ide. Jeg ved faktisk ikke hvad Uff har tænkt, det var jo aldrig sådan at han prædikede militær disciplin ellers. Faktisk var han lidt et forvokset barn selv – og hele sit liv kæmpede han selv mod den der borgerlige og stramme opdragelse som han selv havde haft. Han var i en vis forstand en hippie fanget i et samfund af i går. Dels på grund af sin alder og dels pga sin egen kostskole opdragelse. Jeg tror han håber at Leif bliver mere robust psykisk så vel som fysisk. Leif er jo også efternøleren. Den følsomme af de 4 børn. Bortset fra Anker, Leifs ene storebror. Måske fornemmer Uff også der er en trang i Leif selv. Og jeg ved faktisk ikke om Uff ville have modsat sig hvis Leif havde sat foden ned og sagt nej. Måske var det i virkeligheden en provokation fra Uffs side. Han holdt meget af at udfordre sine medmennesker, og nogen gange fik det bare større konsekvenser end han havde regnet med. Men altså som udgangspunkt er det eventyret han ønsker for Leif. Det karske og barske eventyr. Og så at han knytter venskaber ud over sin ”stand” – møder spændende mennesker fra de dele af landet og fra samfundet som Leif ellers ikke ville have mødt. Normale mennesker havde vel foreslået deres børn et højskole ophold eller en tur til Indien, men der tror jeg min far var meget provinsiel, hans horisont rakte ganske simpelt ikke til udlandet. Leifs familie rejste aldrig særligt meget, det var Præstø og når det gik højt - en uge i magistrenes pensionskasses hus i Nice. Et lille og meget dansk indrettet hotel ved navn ”Maison du Nice". Hvor Uff og Gerd Lillian i øvrigt var rædselsslagne, jeg har fundet 20 billeder som alle sammen er taget på den samme plads foran hotellet. Der sidder to ældre mennesker og kigger nervøst ud på fotografen. Men når du spørger ind til hvad det var Uff ville ønske for leif. Er der mange svar på det samme spørgsmål. Et overset svar kunne være: at det vil se godt ud på væggen ude i entreen. Nu hænger de andre 3 der i forvejen. Hele væggen i Uffs hus er proppet med billeder af ”TRADITIONELLE” BORGERLIGE værdier. + nogle enkelte af nøddehøst etc…Og så bør lille Leif sgu også komme op. Så er det på plads. Og så kan Uff og Gerd Lillian se at alle deres børn er ”kommet godt i vej.”

Leif bliver rekrut, hvad gør det ved ham?

Det ændrer ham fundamentalt. Det ødelægger hans ”barndoms boble” – han møder verden, men ikke verden som den store verden, men som den lille paranoide og gale verden, som militæret jo er. For hvor virkelig er militæret når det kommer til stykket? Det er en lille klan af grønklædte klanmedlemmer der fortæller hinanden at livet er at slå ihjel og marchere, pudse forældet udstyr, bygge telte i tavshed, og jage andre unge mennesker til udmattelse. Og det er strengt taget ikke særligt meningsfuldt for en ung mand der drømmer om poesi, og vel også om at fatte verden, altså den store brede. Han lærer om død og ulykke og om at slå i hjel. Om at leve i evig undtagelsestilstand. Det slider på alle mennesker. Hvis du spurgte Leif i dag, ville han nok ikke have været oplevelsen for uden, nu kan han jo fortælle sine søde børn om den dejlige tid, men det var fundamentalt forkert at gå i hæren. Det ødelægger hans tillid til andre mennesker, og gør ham psykisk ustabil. Men det gør ham også ældre, alle erfaringer sætter sig, og som Uff siger i starten af bogen: enten overlever du eller også knækker du. Leif knækker han ryger på mil psyk. men han rejser sig igen. Selvom vi alle sammen ved at brækkede lemmer aldrig bliver helt de samme igen. Når det er koldt mærker leif de ar han fik i hæren. Helt konkret kan han mærke når der er omslag i vejret i den fantastiske brækkede tå. Og ja. Ting sætter sig. Det kan ikke være anderledes. Og hermed har jeg desværre afsløret at der er meget sandhed og dokumentar i den roman. Jeg ville ønske det var anderledes, men det er det ikke.

Kunne Leif nægte at ta til Bornholm?

Ja det er et godt spørgsmål igen. Ja jeg tror godt han kunne have nægtet. Men han var jo også et barn der gerne ville skubbes, han vidste jo ikke hvad det var han gik ind til og da han var 18 kunne han godt li at nogen skubbede hans ”skæbnes hjul” for ham. Han er stadig et barn. Han har levet beskyttet. Næsten intet set af verden. I gymnasiet har han omgået andre ”bog-mennesker” og han er træt af den verden. Den er klaustrofobisk. Men ved ikke hvad og hvordan han skal sætte noget andet i stedet. Han er jo vokset op uden over-jeg. Uff har været det for alle sine drenge. Han har fortolket alle synsindtryk for de børn, han har tygget deres oplevelser nat efter nat med sine egne fortolkninger af livet ahhaha. Og det må nødvendigvis sætte sig i hans poder. Leif er ikke opdraget i 70erne. Han er opdraget lang tid før. Ligesom han går i sine storebrødres aflagte tøj går han også i deres aflagte barndom i 50erne og 60erne. Men i modsætning til sine brødre, har hans far ikke været på arbejdsmarkedet da han var lille, Uff var hjemmegående, og derfor meget meget tilstede, som dukkefører og far. Og Leif - han er ikke en oprører. Han er følgagtig. Det er svært at se hvordan Leif kunne sige nej. Han er ikke opdraget til at sige fra. Men til at adlyde. Det er meget gammeldags og patriarkalsk på den måde. Men indeni tror jeg han er lettet over at Uff træffer valget for ham. Han er jo spændt ud den stakkels dreng. Og forkælet. En mærkelig blanding som gør han ikke gør oprør, eller siger fra, fordi der samtidig er så meget godhed og interesse fra hans fars side. Det er jo ikke ondskab der driver den gamle, men lidt ligesom en bjørnemor der puffer – ungerne i vandet for at lære dem at fange fisk selv. At konsekvenserne så blev delvis fatale, det er en anden historie. Leif lærer muligvis at fange ”russere” men hvad kan han bruge det til bagefter ahah. Måske hænger det sammen med Uffs egen forståelse af hvad der er formativt og vigtigt for et barn, han tager nok fejl når han i stedet for at skubbe Leif i vandet, - på højskole? Skubber ham ind i et regidt og stift system, der ikke var fulgt med tiden. Hvis fornemste opgave er at fjerne indmaden og putte sig selv ind i stedet. Det er jo ret beset et næsten totalitært projekt. I hvert fald er det skæbnens ironi at det som Leif går i hæren for, er væk 2 år efter. Sovjet.

Leifs syn på militæret ændres, hvordan?

Den her bog er vel en anti-krigsbog. Det er jo en lille version af Vietnam krigen, ja eller Afganistan, eller skal man være rigtig grov 1 verdenskrig, og 2 med. Krigsbegejstringen, rekrutten der tror på at han kan frelse verden, og som overbevises af ældre mænd med store historier, og ender med at blive ædt af krigen i stedet. I hvert fald åndeligt forkrøblet. Det kan godt være han ikke får sprængt sine lemmer af…men han får sprængt sin tillid til verden og militæret i stumper og stykker. På den måde er det en ekstremt barsk historie…som også har været svær for mig at erkende. Det er jo det der er det mærkelige ved at genopleve noget der ligger 22 år tilbage i tid, som voksen forfatter, at det var så satans uhyggeligt og sindsygt og mærkeligt og grænseløst, og hvis man skal være meget grov, sker der jo en dehumanisering, det er jo det militæret går ud på hvis man ser bort fra alle de fine lovord man også hører derinde. Man ikke kunne komme væk fra men var solgt i 12 måneder. Selv på en orlov står du under militærets lov, hvilket i praksis betyder at du skal møde når de kalder, og den lov gælder for så vidt resten af livet, i hvert fald så længe du kan blive genindkaldt, og det kan alt efter din position som værnepligtig betyde 10-15 år. Man må ikke tage fejl af alvoren. Leif sidder på et tidspunkt og filosoferer over det på en øvelse. Det er ikke så meget det at de hele tiden skal parrere ordrer, det er det at de ikke kan tage væk, undslå sig, sige fra. Det løb er kørt. Og for Leif selv er det dobbeltbittert fordi han både har underlagt sig sin fars vilje og bagefter militærets. Han har at gennemføre for enhver pris. Selvfølgelig er der ting der er sat på spidsen, trukket frem for fikitionens skyld, men den er ret beset en sand historie. Og den bliver ikke mindre tragisk af at militæret i dag rent faktisk er i krig. Det gør nok øvelserne mere meningsfulde, men det betyder også flere tab.

Leif kommer i tæt kontakt med døden, hvad betyder det for ham?

Det viser ham jo hvor skrøbeligt livet er. Det er vel nok den sidste ”pind” i hans ligkiste over værnepligten. Ikke nok med at man kan miste sine borgerlige rettigheder ved at gå i hæren, man kan også miste sit liv. Men sådan er livet jo, det hele har konsekvenser. Problemet for Leif er selvfølgelig at han ville ønske det var ham der var død. Han føler sig skyldig over det ikke er ham der ryger, men hans sergent og bornholmeren. Det er klart det har konsekvenser at se mennesker dø, for næsen af dig. Det ved man også fra i dag, hvor soldater bliver ”debreifet.” – når de kommer hjem fra eks Jugoslavien og Afganistan. Fordi det er voldsomt for alle mennesker at opleve døden – særligt den meningsløse, den som kunne være undgået. Gentagne dødsfald får folk til at flytte ud i skove. Det er ikke sundt. Det er klart. Men det tvinger også mennesker til at forholde sig til døden, og for Leif, tror jeg det bliver starten på hans livslange besættelse af døden, det at dø. Og det at leve. Og forpligtigelsen til at leve. Komme igennem. I stedet for at give op.

Leif har det vanskeligt med piger, det bliver heldigvis bedre, hvad sker der?

Ahahah – det er da et af de fine emner i døøøde-bogen. Leif er jo en utrolig usikker ung mand som ærlig talt har et forskruet forhold til kærlighed og til piger. Det er da han møder den voksne kvinde, han holder op med at spille roller. Eller rettere hun – den modne dame gennemskuer ham – og det betyder at han kan være sig selv, og give sig hen, og ja – lade sig – besætte af – kærligheden, den gode, store, korte, men også fine kærlighed der læger ALLE – ELLER i hvert fald de fleste sår. Og det er lige det han har brug for. At komme væk fra det forstilte liv, og handle selv. Det er da han møder hende ”Elsa” han endelig træffer et valg selv, hvis altså vi ser bort fra hans forsøg på ”lyn-modning.” for at blive sergent. Hvis Leif ikke var blevet rekrut, hvad var der så blevet af ham? Han var blevet cand.mag, og måske var han også blevet - forfatter. Han var næppe blevet gymnasielærer, dertil er hans sind for umuligt. Så det var heldigt han havde talent. Han havde jo mødt de vigtige venner der sendte hans ting ind til forlagene. Han var stopfodret med danske forfatterskaber fra modernismen til i dag, Det er ikke hans venskaber i militæret der skubber ham i den retning. Til gengæld havde han næppe fået arbejde på Århus oliemølle og andre steder i virkeligheden – hvis ikke han havde været på Bornholm. Det kaster ham ud i vigtige spørgsmål til hvad hedder det nu: existensen. Og det er sundt, det er sindsygt sundt, fra at være følgagtig, bliver han i mange år det modsatte, utilpasset. Anti-konform. Oprørsk. Flasken i panden på den sidste aftrædelsesdag er kun den første af mange han får i hovedet. Han vågner op. Men det er let nok at skrive sådan om Leif. Det er en vægtskål der stadig vipper i ham. Den er ikke helt hjemme. Det følgagtige kæmper med det oprørske. Jeg tror ikke livet havde været så meget anderledes, der var ikke kommet de samme historier ud af ham, det var nok blevet mere smukt, og mindre grotesk. Mindre desperat. Militæret har givet Leif et meget meget stærkt krydderi i tilgift. Måske havde han boet hjemme til han var blevet 30 og havde dermed udviklet sig til en anden slags tragedie – den frygtelige hjemmefødning! Som man ind imellem stadig ser. Men livet er svært at gisne om. Han kunne også være blevet kørt ned af en fejemaskine, mens han gik og pønsede på et digt ala Mikael Strunge. En ting som militæret helt sikkert gør for Leif, er at han skifter poetisk stil, og bliver humorist. En slags poetisk portør der holder døden på adstand med alle mulige cirkusfagter. Det ubærlige liv skal skildres med sodavandsbrus, ellers ville det strengt taget blive uudholdeligt. Jeg ville gerne kunne skrive at livet var blevet et andet for Leif uden militæret, men jeg tror det desværre ikke. Til gengæld havde han med sikkerhed aldrig skrevet den her bog, Bombaygryde.

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Dodo

    lør, 02/10/2010 - 11:34

    Bombaygryde er en grineren bog. Samtidig giver den stof til eftertanke om livets tilfældigheder, og menneskers valg. Den er værd at læse!

     

     

  • Tina Karina Mor...

    tir, 05/10/2010 - 12:09

    Helt enig Dodo. Det er en morsom bog, og jeg grinede højt flere gange, men blev samtidig i tvivl om, hvor morsomt det hele egentlig er - måske er det snarere tragisk. Jeg glæder mig rigtig meget til Bombay gryde kommer til debat i DR roman læseklubben er på Litteratursiden i december, og høre mere om hvad andre mener om bogen og Leifi.
    Hilsen Tina