»Man skal skilles for at kunne mødes«

Oprettet: 18.02.2013 - 12:41

Forfatter: Ursula Andkjær Olsen

Født: København, 1970.
Debut: 'Lulus sange og taler: digte'. 

Læs interviewet med Ursula Andkjær Olsen, der er indstillet til Læsernes bogpris 2013, og digter om de mørke sider ved at blive mor. Interviewet har været bragt i Berlingske. Men selv om "Det 3.årtusindes hjerte" er Andkjærs mest dystre digtsamling, er hun ikke blevet mere tungsindig. Tværtimod.

Skrevet af af Jeppe Bangsgaard, Berlingske
Artiklen blev bragt i Berlingske lørdag d. 16. 2. 2013

Ursula Andkjær Olsen havde egentlig svoret, at hun aldrig ville skrive om det at blive mor. »Jeg har altid tænkt, at det er da for plat. Der må være grænser for banaliteten.«

Den 42-årige digter griner højt i sofaen.

»Så det var absolut IKKE min plan, at jeg skulle skrive om det, da jeg fik et barn. Men jeg måtte så alligevel bøje mig for det, der kom.«

Bag hende, på stuevæggen i lejligheden ned til Sortedamssøen, hvor hun bor med sin mand, der er ph.d i dansk og ansat på RUC, hænger en masse børnetegninger. Mange af dem er signeret AMX og MXA. Det er sønnen Max, der står bag. Han er i den alder, hvor bogstavernes rækkefølge ikke kommer sig så nøje.

I dag er Max fire år, og det samme er de første af digtene, Ursula Andkjær Olsen skrev til det, der blev »Det 3. årtusindes hjerte«.

Nok kredser digtsamlingen om moderskabet, men ikke på den idylliske og babylalleglade facon, hvor en lorteble er den største bekymring. Tværtimod rummer bogen masser af mørke, sorg, erfaringer med mislykkede graviditeter og frygten for at miste.

»Det handler ikke om, at ih hvor er det altså bare hyggeligt, eller hvor er det træls at skifte ble. For sådan synes jeg bare ikke, det er. Det har ikke slået mig som det specielle ved det at blive forælder,« siger hun.

»Noget af det påfaldende er sårbarheden. Indtil jeg fik et barn, var jeg bare mig. Nu er jeg pludselig udgangspunkt for nogle andre liv, eller i hvert fald for ét andet liv. Man skifter status, man får en helt anden rolle, og det, at sådan et lille barn er afhængig af en, synes jeg er voldsomt. Det er vildt, og man bliver meget bange. Bange for at miste barnet. Det handler nogle af teksterne også om. Måske er det også derfor, bogen ikke er så hyggelig.«

For allerede i fødslen ligger der, som Ursula Andkjær Olsen ser det, et tab.

»Så længe barnet er inde i maven, hænger jeg sammen med det, men jeg har ikke mødt barnet, jeg ved ikke, hvem barnet er. Man skal skilles ad, for at man kan mødes. Det er ret paradoksalt, og det må have stor betydning for, hvordan menneskelige relationer overhovedet er.«

Hun indskyder: »Det er sikkert noget, psykologer ved en masse om, men jeg er jo ikke psykolog, så jeg kan tillade mig at prøve at undersøge det på min egen måde. Det er et vildt perspektiv, og det gør det også højtideligt i stedet for, at det hele er hyggeligt og sødt.«

Når man kender Ursula Andkjær Olsens seks tidligere digtsamlinger, er graden af alvor i den nye bemærkelsesværdig. Før kunne hun virke lidt mere let og legende, hvor de nye digte er mere mørke. Men det skyldes ikke, at hun ser mere dystert på tilværelsen i dag. Tværtimod.

»Jeg har altid opfattet mig selv som ret alvorlig, men det er da helt sikkert rigtigt, at der er mere spas i de forrige bøger, det vil jeg ikke benægte, men hvis vi endelig skal bruge den slags forklaringsmodeller, så tror jeg mere, det har handlet om at overleve. Sådan set synes jeg, at jeg er mindre sortsynet og mindre alene i verden nu, end jeg var før, så den her alvor er egentlig mere på baggrund af, at jeg synes, mit liv er rigere og gladere i dag.«

Strategien med at skærme for sig med spas stammer fra hendes barndom. Hendes mor blev syg af kræft, da datteren var 6 år, og sammen med lillesøsteren, Julie Andkjær Olsen, der i dag er klassisk pianist og illustrator, brugte hun humor som en måde at holde smerten stangen, også da moren døde, da Ursula Andkjær Olsen var 19 år.

»Det var helt klart en overlevelsesstrategi, det er i hvert fald sådan, det ser ud fra mit perspektiv. Hvis man er sårbar, har man måske brug for at lave lidt sjov.«

Men det er ikke kun alvoren, der gør »Det 3. årtusindes hjerte« til et vendepunkt i Ursula Andkjær Olsens forfatterskab. Også formen er anderledes.

»Jeg er uddannet i musikvidenskab, og jeg har brugt meget af mit liv på musik, så jeg opfatter det sådan, at mine forrige bøger har været meget optaget af det musikalske og af forløb. De kontraster, der var, har jeg opfattet som en slags drivkræfter i et musikalsk forløb, hvor der både kunne være noget let og noget tungt, noget alvorligt og noget sjovt. Teksterne havde hele tiden en tidslig dimension. Men »Det 3. årtusindes hjerte« opfatter jeg som meget mere rumlig end tidslig. Det er hele tiden noget med ting, der bygger sig uden på hinanden eller ligger inden i hinanden.«

Et konkret billede på den rumlige tankegang ligger også i graviditeten, mener hun.

»Helt banalt bliver man jo selv et rum, når man har nogen inde i maven. Der sker en eller anden omkalfatring, det er et helt identitetsskift. Indtil man bliver gravid, er man jo bare et individ, men så bliver man pludselig noget rumligt.«

Men hvad er det, digte kan, som man ikke ville kunne opnå ved at skrive en novelle eller andre former for litteratur? For Ursula Andkjær Olsen er det slet ikke noget valg.

»Jeg kan ikke skrive noveller, så jeg er nødt til at skrive det sådan her. For mig er poesi det oplagte medie. Jeg kan ikke tænke i narrativer på den måde, som man ville skulle, hvis man skrev en novelle eller en roman. Det kommer ikke til mig, jeg forstår ikke verden sådan. Jeg har læst mange fantastiske romaner, men jeg kan ikke selv skrive sådan...«

Hun tænker sig lidt om og udbryder: »Så skulle jeg til at vælge, hvilken hårfarve de har, og hvor de bor henne, og de skal gå op og ned ad trapper og den slags. Når jeg skriver, har jeg en fornemmelse af, at jeg har lov at starte og slutte lige der, hvor jeg har lyst til det. Jeg synes jo, at jeg i en bog som min nyeste er fri, selvom formen egentlig virker ret stram. Det er sådan, poesi er for mig. Det er autonomi. Jeg kan bruge filosofiske systemer eller en børnesang, jeg kan gøre lige, hvad jeg vil.«

Efter hun er blevet mor, er hendes måde at arbejde på også blevet helt anderledes.

»Jeg plejede at tage væk i to måneder for mig selv. Det har jeg selvfølgelig ikke gjort denne gang. Jeg plejer også at skrive om natten, for det er nemt. Man bliver ikke forstyrret af noget, og man kan ikke gå ud at købe ind eller gå på posthuset. Det var en slags afsondrethed. Men når der kommer et barn, kan man jo ikke arbejde om natten, og nu arbejder jeg fra 8-16, mens han er i børnehave.«

Det tog lang tid, inden hun vænnede sig til det.

»Jeg tænkte: Hvordan skal det her nogensinde komme til at gå op igen? Man føler sig virkelig ikke afsondret, når man har børn. Det er meget svært at komme til det punkt, hvor man er helt inde i sin egen boble, og jeg tror aldrig, jeg bliver så afsondret som før.«

Ursula Andkjær Olsen smiler.

»Det kan selvfølgelig godt være, at jeg om 20 år kommer tilbage til boblen.«

0
Din bedømmelse: Ingen