Vi præsenterer første indlæg af vores nye forfatterambassadør, Alen Mešković, der debuterede i 2009. Mešković er født i 1977 i Bosnien og kom til Danmark i 1994.
Efter debuten med digtsamlingen Første gang tilbage udgav han i 2011 romanen Ukulele-jam, som blev indstillet til Weekendavisens Litteraturpris. Forfatteren er uddannet cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling
MAKSIM GORKIJ LIGGER NUMMER ET
- om lister, socialister og et koksgråt bogsæt
af Alen Mešković
Når jeg en dag sætter mig ned og laver en top 5 liste over mine yndlingsbøger, vil Maksim Gorkijs 'Moderen' ikke ligge på den. Jeg fik aldrig læst bogen færdig, og selv hvis jeg gjorde, tror jeg ikke den ville komme i nærheden af det ufornemme selskab, som jeg regner med at præsentere her på siden i de kommende måneder. Ingen litteratur ligger mig fjernere for tiden end revolutionslysten russisk socialrealisme fra 1906. Især når Enhedslistens hovedbestyrelse midt om sommeren begynder at tale varmt om revolutionen.
Maksim Gorkij (1868-1936) er på ingen måde en af mine kæpheste. Jeg har aldrig talt om ham i superlativer, hverken ædru eller i en brandert, hverken i regnvejr eller i stærk sol. Alligevel ligger han nummer et på en af de andre lister, som jeg måske vil lave en dag – listen over de første forfattere jeg har læst. Eller rettere – forsøgt på at læse.
Det skete omkring 1988 i et land, der hed SFRJ – den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien. I en verden der bestod af glasperler og fodbold. I en verden, der endnu ikke var styrtet sammen.
Jeg lå med en slem forkølelse og synes, at det var forfærdeligt. Det at ligge syg hjemme, mens de andre spillede bold derude. Jeg var alene hjemme. Der var intet spændende i fjernsynet, ingen ulæste tegneserier i nogle af skufferne. Hvorfor ellers gå ind i gæsteværelset, træde op på en stol og fordybe sig i de grå bogrygge langs husets eneste boghylde? Der var jo ingen børnebøger på den.
Set på afstand herskede der en slående lighed mellem bøgerne: deres rygge og format var ens. Men kom man tættere på, så man at nogle af dem var tykkere end andre, at forfatternavnene og titlerne var ganske forskellige.
Det hed et bogsæt. Far havde købt det via fagforeningen. Det var dyrt, men også det værd: Det passede perfekt til den meter lange hylde.
Hugo, Turgenjev og Shakespeare var der. Krleža, Ostrovskij. En række andre, som jeg ikke længere husker, og så ham, min højre hånd rakte ud efter den dag: Maksim Gorkij.
Maksim ’’Den Bitre’’, betød det på mit modersmål.
Hvorfor fravalgte jeg titler som 'Klokkeren fra Notre Dame', 'En jægers dagbog' og 'Romeo og Julie'? Hvorfor vragede jeg 'Den kroatiske gud Mars', 'Hvordan stål blev hærdet' og alle andre til fordel for netop Gorkijs 'Moderen'? Var det kun fordi jeg intet forhold havde til begreber som ’’klokkeren’’, ’’gud’’ og ’’stål’’? Fordi jeg hverken kendte nogen Romeo’er eller Julie’er? Eller fordi jeg endnu ikke helt havde forstået det med kroatere og serbere?
Jeg ved det ikke. Begrebet ’’moder’’ og det smagsbetegnende efternavn Gorkij skabte måske som de eneste genklang i mig. De relaterede formentlig til noget umiddelbart genkendeligt, noget fra min egen 11-årige virkelighed. Hvorfor ellers vælge en af hyldens tykkeste bøger?
Jeg husker ikke billedet på bogens forside, men jeg husker den store begejstring, jeg kastede mig over de første sider med. Det føltes som en første cykeltur ud af byen. Jeg gjorde det på egen hånd og i hemmelighed.
Jeg ville tage hele turen. Jeg ville læse denne bog! En rigtig bog. En jeg selv havde valgt. Men så kom forhindringerne. Vejforholdene i romanens voksenverden viste sig at være alt for dårlige. De svære ord blev ved med at dukke op og forvirre mig. ’’Strejke’’ var et af dem. Det blev hele tiden nævnt, og jeg anede ikke, hvad det betød.
Gorkijs roman handlede – så vidt jeg husker – om en fattig mor, hvis søn arbejder på en fabrik. Han mødes med sine venner om aftenen og holder hemmelige møder, hvor de blandt andet taler om ’’strejke’’. Moderen står i det andet rum og lytter med et halvt øre. Ligesom jeg forstår hun heller ikke, hvad sønnen og vennerne er ude på. Hun er samtidig også bekymret for ham. Senere er sønnen og hans venner på fabrikken. De står på nogle tønder og holder taler. De er vrede. Og meget utilfredse.
Sådan husker jeg det i hvert fald.
Ordet ’’strejke’’ generede mig frem til side 75, hvor forkølelsen endelig løsnede sit greb. Jeg lagde de store mængder af ukendte ord, utilfredshed og bekymring tilbage på boghylden. Jeg forlod Gorkij, moderen og hendes søn til fordel for mine boldspillende legekammerater.
Voksenverdenen tabte i denne omgang, men den vandt i et par andre nogle år senere. Jugoslavien gik i opløsning. En krig brød ud. Mange barnlige forestillinger om verden og dens voksne krakelerede. I 1992 blev fars bogsæt med de koksgrå bogrygge spredt for alle vinde. Det samme skete med mine legekammerater.
Men det er en anden historie. Den har ikke så meget med Maksim Gorkij, mine kæpheste og top 5 listen at gøre. Heller ikke med Enhedslistens barnlige sommersnak om revolution i Danmark.
I virkeligheden bryder jeg mig slet ikke om lister. Jeg tror heller ikke, Maksim Gorkij og hans russiske landsmænd gjorde. I hvert fald ikke omkring 1936, hvor Gorkij – revolutionens store ikon – blev fundet død under mystiske omstændigheder. Kom han også på en af statspolitiets mange lister? Blev han – også – forgiftet? Det spekuleres der stadig i på visse web-portaler.
På denne her dropper jeg idéen om den føromtalte top 5 liste. Jeg samler mine kæpheste i en cirkel omkring mig. Jeg tildeler dem en guldmedalje hver!
Og lover at læse 'Moderen', så snart jeg bliver forkølet.
Kommentarer