Månedens kendte: Jo Dam Kærgaard

Oprettet: 01.07.1999 - 08:00

Månedens kendte: Jo Dam Kærgaard

skrevet af Jo Dam Kærgaard



Jo Dam Kærgaard "I de gode gamle Dage havde Elefanten ingen Snabel..." 

Han havde stort set aldrig læst andre bøger end krimier, ja, lige bortset fra de tvungne i skoletiden, og var det mon ikke så som så med det.  Men så skete der noget i hans liv, som fik ham til at reflektere på en måde, som han ikke havde prøvet før. Derfor stod han, der altid havde taget tingene som de kom, og som i bund og grund havde været lige præcis så tilfreds med tilværelsen, som mange drømmer om at være, og havde brug for hjælp, værktøjer til at tumle tanker og spørgsmål med.  Det blev til mange lange nætter med samtaler og tænksomme pauser i sofaen foran fjernsynet.  Han gjorde også forsøg i den tvivlsomme litterære livstilsgenre, som netop var blevet så populær, og som af titler brystede sig af at have svar på alt fra parforhold til uendelighed.  Det holdt ikke, og kunne ikke bruges til noget i samtalerne der fortsatte.  Jeg havde med fryd, endnu engang, lige lagt Steinbecks "En dejlig torsdag", fra mig, så hvorfor ikke starte en skønlitterær introduktion her: først forløberen "Et mægtigt gilde" og derefter: "En aften lagde Mark sig mageligt til rette på sin seng i Ungkarlehjemmet "Palace" og sagde: - Jeg har aldrig været rigtig tilfreds med den dér bog Et mægtigt gilde.  Jeg ville have lavet den på en helt anden måde ..." de første linier i prologen til "En dejlig torsdag".  Heller ikke han kunne lade være med at læse videre.  Han slugte alt, hvad han kunne få, af Steinbeck. Ikke mindst "Vort mismods vinter" og novellesamlingen "Den lange dal", gjorde samtalerne i de lange nætter dybere og mere og mere intense.  Med et lille suk så jeg af og til med en sød genkendelse på hans iver og glæde: Han havde fundet den rigtige nøgle til at åbne dette fantastiske univers: bøgernes, og han kunne ikke få nok.  Kom, kom med mere.  Når også Steinbecks "Vredens druer" var mellem de nu læste, hvorfor så ikke lidt af gamle stivbenede Jean-Paul Sartre efterfulgt af hans langt længere levende veninde/muse/åndsfælle Simone de Beauvoir.  De store russere: Pusjkin, Tolstoj, Dostojevskij, Solsjenitsyn, der har skrevet så mange gode bøger med rigtig mange ord i!  For smerten ved at mærke en god bogs vægt flytte fra højre mod venstre og vide, at der kun er få sider til det sidste punktum, undgik heller ikke min nylæsende unge ven.  Men så var der heldigvis Sigrid Undset "Kristin Lavransdatter" i fem bind og Selma Lagerlöf "Gösta Berlings saga".  Nu var det tid til en rejse blandt fantastiske fortællere som Gabriel García Márques, fx. "Den utrolige og sørgelige historie om den troskyldige Eréndira og om hendes ryggesløse bedstemor".  Ben Okri "Fortryllelsens sange".  Jorge Amado "Det store baghold".  Louis de Bernières "Kaptajn Corellis Mandolin".  Karen Blixen "Syv fantastiske fortællinger".  Men hvorfor ikke også tage en fysisk rejse, til Rom, og gå spidsrod med en romersk kejser, født 10 f.Kr., myrdet og ophøjet til gud 54 e.Kr., og opleve Forum Romanum rejse sig af ruinerne til et summende travlt hvepsebo, hvor alle stikker alle og intrigerne når sådanne højder, at det er vanskeligt at tro, at det virkelig er foregået, hvis ikke det lige var fordi Robert Graves "Jeg, Claudius" er skrevet over Tiberius Claudius Druses Nero Germanicus selvbiografi, hvor stammende, lammede, svagelige og intelligente Claudius "sværger ved alle guderne, at jeg i dette værk er min egen sekretær og min egen officielle historieskriver: Jeg skriver selv, og hvad kan jeg opnå af mig selv ved smiger?"  Tilbage igen, til et underholdende ophold omkring det knap så hedengangne sidste århundredeskifte i det litterære trekantsmiljø: Stockholm, København, Skagen med Agnes Henningsen som centrum i hendes otte erindringsromaner. Her forklarer hun måske, hvorfor hendes søn Poul Henningsens lampedesign ofte er så watt-krævende.  Da hun for første gang flytter ind i en lejlighed med elektrisk lys, består det af en fatning i stukrosetter i lofterne.  Det lys finder hun i sin velplejede forfængelighed alt for afslørende, og beder "lille Poul" om at lave nogle lamper, der fra krogene kan kaste et nænsomt lys af skønhed over hende!  Og så klarer hun at skrive tre bind uden et komma!  Men først og fremmest er disse bøger et møde med blandt mange andre Holger Drachmann, Gustav Wied, Sophus Claussen, Herman Bang, Johannes V. Jensen, Karin Michaëlis og Carl Ewald.  Derefter er det let at foreslå nogle af deres værker, fulgt af Henrik Pontoppidan, Jeppe Aakjær, Steen Steensen Blicher, Hans Kirk, og senere Albert Camus "Pesten", Pär Lagerkvist "Bødlen", Nordahl Grieg "Ung må verden endnu være", Kerstin Ekman "Springkilden", Jørgen-Frantz Jacobsen "Barbara", Tage Skou Hansen "De nøgne træer", Martin A. Hansen "Løgneren", Ole Sarvig "Havet under mit vindue", Jens Bjørneboe "Frihedens øjeblik"...  Men i virkeligheden når jeg aldrig så langt i min introduktion.  Jeg når ikke til glæden ved at læse skuespil - Erik Beckman "Due på vores måde": 

Mand: Nu døde deres due - nej den ... besvimede bare lidt. Pulle, pulle. 

Kvinde: Spøg ikke. Sig noget. 

Mand: Jeg har jo allerede sagt, at jeg elsker Dem, og det er det eneste, jeg kan sige. 

Kvinde: Ja, jeg elsker Dem. Så gør dog noget! Klag et eller andet sted, lav vrøvl, tag Dem sammen, slås! Jeg har set folk slås på restaurant. 

Mand: Men sådan er terroren ikke, der er ingen at slås med, der er ingen inden i den. Så jeg elsker Dem simpelthen, elsker Dem.  Jeg når heller ikke digterne, Goethe, Charles Baudelaire, Arthur Rimbaud: "Lad den komme, lad den komme, tiden hvor vi begejstres", T.S. Eliot, Sylvia Plath, Louis Bertrand, Allan Ginsberg, Emil Aarestrup, Jens August Schade, Benny Andersen, Dan Turèll, Henrik Nordbrandt, Per Højholt, ikke en gang Inger Christensens "Det malede værelse" eller César Vallejo: "Du overbroderer mig med is"  Jeg kommer for at se dig gå forbi hver dag, 

du lille bitte fortryllende damper, altid på afstand... 

Dine øjne er to blonde kaptajner, 

din læbe, det allerkorteste røde lommetørklæde, 

der svajer i blodets farvel.  Jeg kommer for at se dig gå forbi, lige indtil en dag, 

beruset af tid og grusomhed, 

du, lille bitte fortryllende damper, altid på afstand, 

aftenstjernen rejser bort.  Taljen, forræderisk kuling, et pust 

af en kvinde som gik forbi! 

Dine kolde kaptajner vil kommandere, 

men så er jeg også den, der er gået igen...  Rejsen får en ende, før jeg måske synes.  Den unge mand er ikke længere en bogforelsket nylæser.  Han er blevet dreven og krævende.  Han har forlængst fundet egne skibe at sejle i bøgernes vidunderlige univers.  Men jeg ved, at han vil vende tilbage.  Når godnatsangen for hans førstefødte skal suppleres med højtlæsning.  Og så skal han få dem allesammen: Antoine de Saint-Exupéry "Den lille Prins", Vladimir Stojsin "Biografen i tændstiksæsken", Maurice Druon "Drengen med de grønne fingre", Rudyard Kipling "Æventyr" om blandt andre Elefantungen der alligevel går ned til bredden af den grimme, graagrønne, grisede Limpopo-Flod for at spørge Krokodillen hvad den spiser til Middag ... 







BogWeb - 1. juli 1999

0
Din bedømmelse: Ingen